Ida var ganske ung, da hun mødte sin første kæreste. Han var barsk mod hende, og i forvejen var hendes selvværd ikke for højt. Da han gik fra hende, mødte hun en ny mand af samme kaliber...
Af Ida, der har været udsat for psykisk vold
Da jeg var en lille pige var jeg fuld af tro, håb og drømme. Jeg havde store ønsker for mit liv. Jeg ville synge og danse og betyde noget særligt for nogen. Jeg ville møde min eneste ene, giftes og stifte familie og opleve den familieidyl, som jeg langt fra voksede op i.
Jeg har altid fået megen kærlighed som barn og har fået den opdragelse, der har gjort mig til det velopdragne menneske jeg er i dag. Mine forældre var ikke de lykkeligste i verden, men jeg troede på kernefamilien og var en stærk pige med hovedet fulde af drømme.
Jeg hvilede så meget i mig selv, at jeg ikke gav op overfor gruppepres i skolen. Jeg stod på mit, og selv når hele klassen kollektivt pjækkede, valgte jeg at sidde alene tilbage i klasselokalet. Jeg nægtede at gøre noget, bare fordi alle andre gjorde det.
Mødet med ham
I skolealderen kæmpede jeg med overvægt og blev mobbet meget. Jeg var den kloge og pligtopfyldende pige, der lavede sine lektier, og som ingen venner havde. Jeg var aldrig den pige, som fyrene lagde mærke til, men var altid den fede og kedelige.
Men som 19-årig mødte jeg endelig en sød fyr, som lagde mærke til mig i byen. Min intuition fortalte mig, at han var dårligt nyt, men jeg blev betaget af hans charme og hans gå-på-mod. Her startede mit første mareridt.
Denne fyr var fire år ældre end mig, og han havde fast job som slagteriarbejder, men det skulle vise sig, at han havde mange psykopatiske træk. De næste fem år blev et mareridt, som var præget af løgne, misbrug, utroskab, trusler samt fysisk og psykisk vold.
Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Han var som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Han kunne være sød, kærlig og charmerende det ene øjeblik og ondskabsfuld, nedgørende og voldelig det næste. Den mest barske oplevelse med ham fandt sted en aften, hvor vi netop havde sat os til bords. Vi snakkede, grinede og spiste den dejlige mad, jeg havde lavet til os.
Han kiggede ned i tallerkenen, mens han smilede, men så stoppede han op. Han løftede langsomt blikket, og da han øjne mødte mine, var de helt sorte og fulde af ondskab. Han sagde, at jeg var den klammeste kvinde i hele verden. Han væmmedes ved mig hver eneste dag. Jeg var fed og grim og intet værd. På min dødsdag ville ingen savne mig, og ingen ville komme til min begravelse.
Tårerne løb ned ad mine kinder og en stor klump sad midt i maven. Han rejste sig og sagde, at hvis jeg alligevel skulle sidde der og tude, så gad han sgu ikke spilde tiden hos mig. Han kørte.
Druk og utroskab
Kun to dage senere ringede han og ville hentes, fordi han var alt for fuld til selv at kunne komme hjem. Jeg tillod igen og igen, at han udsatte mig for denne behandling. Han drak hver weekend, tog stoffer, var utro og løj så det drev. Han truede mig med knive og ville sprætte mig op.
Han kørte spirituskørsel, brugte alle mine penge og tog piger med hjem, som skulle hjælpe ham med at skifte tøj. Jeg hentede ham hver eneste weekend og endda også på hverdage alle mulige steder, når han var blevet for beruset til selv at komme hjem.
Jeg tørrede hans bræk op og skiftede sengetøj midt om natten, når han havde tisset og skidt i sengen. Mens jeg ryddede op efter ham i timevis, skulle jeg finde mig i at han svinede mig til, skubbede mig og nedgjorde mig.
Usikker på mig selv
Efter fem år var jeg skrumpet ind til en lille usikker pige. Jeg havde givet afkald på min styrke og alle mine drømme, men så kom den dag, hvor jeg endelig havde fået nok.
Jeg havde ikke lyst til at leve mere, men havde stadig et lille spinkelt håb indeni mig om, at der fandtes noget bedre til mig derude.
Så jeg flyttede fra ham og brugte de næste måneder på at arbejde med mig selv. Jeg havde mange ar på sjælen, var meget sygemeldt fra arbejde og begyndte at gå til psykolog for at bearbejde mine mareridt og en dyb skuffelse over at have svigtet mig selv.
Alene og ensom
Mange af hans venner kontaktede mig for at hjælpe, men alle havde de kun et punkt på dagsordenen: At udnytte, at jeg ved nede, og at de derfor kunne gøre sig større end mig. Nogle af dem ringede midt om natten og chikanerede mig, og en enkelt truede mig og ringede eller skrev dagligt for at nedgøre mig.
Heldigvis indså jeg hurtigt deres skjulte motiver og skiftede mobilnummer og afbrød derved kontakten til den del af mit liv.
Jeg begyndte at få en ny hverdag op at køre og fandt ro ved at være mig selv. Nogle måneder senere mødte jeg en ny fyr. En jeg havde kendt i nogle år. En fyr som jeg følte var langt over min standard. En jeg aldrig troede ville se mig. Jeg gav kærligheden en ny chance.
Gentagelsen
Desværre gik jeg lige lukt i den samme fælde som sidst. Han var en fyr, der havde høj status og en kæmpestor omgangskreds. Han havde et godt job og en velanset familie. Men her indgik jeg et forhold med en meget narcissistisk mand: Hans facade ud ad til var vigtigere end vores forhold.
Han drak hver weekend og alt hyggeligt samvær med hans familie og hans vennekreds var præget af druk. Vores forhold var præget af psykisk vold. Til fester kunne han kysse på andre piger, nedgøre mig og ignorere mig. Når vi kom hjem, gav han mig skylden for at have ødelagt alt. Han påstod, at jeg havde gjort ham til grin og havde ødelagt hans image ude i byen. Vi var til grin som par, og jeg var et dårligt menneske.
Søvnløse nætter
Mange nætter sad jeg vågen og gennemgik fester slavisk, fordi jeg blev i tvivl om, hvorvidt alt virkelig var min skyld. Havde jeg sagt eller gjort noget galt??!!
Alle disse tanker kørte rundt i mit hoved igen og igen på trods af, at jeg ofte var ædru, når vi var afsted og derfor kunne huske ALT.
Da vi fik vores søn sammen blev det endnu værre. Hans drukture tog til, og han var stort set aldrig hjemme og viste kun interesse for vores søn, når nogen så det. Jeg bad hans forældre om hjælp, men blev i stedet anklaget for at være psykisk syg. De sagde, at jeg ødelagde deres søn.
Parterapi var gjorde ondt værre
Vi havde vores søn sammen, og jeg ville ikke undvære min lille dreng, så jeg blev i forholdet og kæmpede videre. Vores sexliv var ikke eksisterende, og vi havde stort set ingen fysisk kontakt med hinanden. Ingen kys eller kram. Vi blev enige om at gå i parterapi sammen, hvilket viste sig at være en dårlig ide.
Parterapeuten var på min kærestes side og mente, at jeg var urimelig og ikke gav ham plads nok til at være sig selv. Den kommende tid fulgte jeg terapeutens råd og gav ham mere plads, men det udnyttede min kæreste til fulde. Han var endnu mindre hjemme end før. Kom og gik, som om han boede på hotel. Når han tog på druk med vennerne, skulle han hentes alle mulige steder, og jeg endte med at bruge hele natten på at gøre rent efter ham, når han havde brækket hele huset til.
Honeymoon-perioder
Men som i alle andre forhold med selvoptagede mennesker er der honeymoon-perioder. Den udvidede frihed, jeg havde givet ham, gjorde ham i en periode mere kærlig, når han var hjemme. Vi havde en skøn periode, og vi aftalte at få et barn mere.
Da jeg blev gravid med vores andet barn, startede ni svære måneder, hvor jeg var alene om alt. Alle skanninger og alle undersøgelser tog jeg afsted til alene. Hver anden dag forlod han mig, fordi han ikke elskede mig mere, men han kom altid tilbage igen.
Husholderske og barnepige
Jeg betød ikke længere andet for ham end en husholderske og en barnepige. Midt i graviditeten gik det op for mig, at den han kun ønskede den lille baby for at få status. Det handlede ikke om at skabe en lykkelig og tryg familie.
Da vores datter blev født, viste han tydeligt sit sande jeg. Allerede fire dage efter fødslen meddelte han mig, at han væmmedes ved mig. Han var ved at kaste op hver gang, jeg rørte ved ham, og han ville aldrig nogensinde gifte sig med mig. Jeg var så klam og fed - jeg var en, han nøjedes med, mens han ledte efter noget bedre.
Først troede jeg, at hans hårde ord var en joke, men det næste halvandet år blev frygteligt, og jeg levede ene og alene for mine børns skyld.
Fanget i hamsterhjulet
Min datter havde kolik, og jeg havde en dreng, der havde brug for mig. Samtidig skulle jeg magte et fuldtidsjob. Jeg skulle klare alt alene. Samtidig blev hans opførsel overfor mig værre, end den havde været før.
Han ville ikke have, at jeg rørte ham, og hvis jeg forsøgte, skubbede han med dyb væmmelse min hånd væk. Hans venner og familie vendte mig ryggen. Da jeg bad hans forældre om hjælp, fordi han opførsel var skræmmende og hans misbrug af alkohol tog til, troppede hans mor op og truede mig. Hun mente, at jeg var psykisk syg og ødelagde hendes søn og mine børn.
Næsten hver weekend forlod han mig og vores børn, men alligevel kom han altid tilbage igen.
Han kaldte mig 'bunden'
Den 18 oktober 2014 meddelte han mig - mens jeg legede med børnene i vores stue - at han ikke elskede mig mere. Han væmmedes ved mig hver eneste dag og ville ikke nøjes med bunden mere.
Vores søn var fire et halvt år, og vores datter var halvandet. De begyndte begge at græde. Han vendte os ryggen og gik sin vej. Et par dage senere kom han tilbage og lovede at tænke over, om han virkelig stod fast på sin beslutning. I en uges tid var alt, som om intet var sket. Jeg ordnede alt, vaskede hans tøj, smurte hans mad, og hver nat sov han ved siden af mig i sengen. Han kom som sædvanligt hjem, når det passede ham, og det blev ofte sent også på hverdage. Han sad konstant med sin telefon i hånden og ænsede hverken mig eller vores børn.
Hans nye, smukke kæreste
Efter en uge kom han hjem fra arbejde og stillede sig i døren, mens jeg lavede mad. Han fortalte, at han stadig ville forlade mig. Han havde mødt en ny kæreste, som han havde haft i et stykke tid. Hun var jordens smukkeste kvinde - og var alt det, han havde drømt om, mens han havde nøjedes med mig.
Jeg husker tydeligt den hårde knude, der brændte i min mave og stadig gør det i dag – to et halvt år efter.
Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, for den tilfredsstillelse skulle han ikke have. Jeg vidste, at han elskede at se mig græde. Han smilede stort og begyndte at fortælle om sin nye pige, hendes skønhed og hans ærgrelse over at have spildt så mange år på et nul som mig. Han kaldte mig for en fiasko, en ubetydelig klump, der fik kvalmen frem i ham.
Ramte ham med en knytnæve
Jeg husker ikke helt, hvad der skete, andet end at jeg pludselig sendte en knytnæve afsted, der ramte ham direkte i ansigtet. Han blev vred og slog til mig, og jeg kvitterede med at slå ham hårdt i skridtet. Så tog jeg hans jakke og sko og smed hele molevitten ud på græsplænen i silende regnvejr.
Jeg bad ham gå, for den opførsel behøvede jeg ikke finde mig i. I den kommende tid så vi intet til ham. Han besøgte ikke vores børn. Jeg sørgede over, at jeg nu havde tabt håbet om en lykkelig familie. Oven i min egen sorg, var jeg nødt til at være der, for børnene savnede deres far. De forstod ikke, hvorfor han pludselig var væk.
Det var en hård tid, og det var mig, der måtte bede ham om at tage del i sine børns liv, selvom jeg helst aldrig ville se ham mere. Han passede børnene i vores hjem to gange om ugen, og hver gang kom han og nedgjorde mig og ødelagde det selvværd, jeg ihærdigt prøvede at bygge op.
Vores børn græd sig i søvn hver aften, og hver aften sov vores datter først ved midnatstid. Jeg havde svært ved at hænge sammen, men for mine børns skyld fik jeg hverdagen til at fungere. Vi stod op, tog i vuggestue og børnehave og på job Jeg hentede dem, lavede mad, badede dem, puttede dem og sad ved deres senge, til de sov. Jeg brugte natten på at få styr på mine egne tanker og ordne vasketøj for at starte forfra næste dag efter max to timers nattesøvn.
Han truer med at tage børnene fra mig
I dag er det to et halvt år siden, han flyttede. Først nu begynder jeg at finde mig selv igen, men jeg kæmper stadig med meget lavt selvværd og et dybt selvhad. Det eneste jeg ikke har mistet troen på, er kærligheden.
I dag er jeg så heldig at have mødt jordens sødeste kæreste - en skøn mand, der er kærlig, sød, trofast og nærværende. Han elsker mig for alt, hvad jeg er, og efter to år sammen med ham, har mine børn fundet ro. De er hos deres far og hans familie fire dage hver anden weekend, og de trives fint og er glade.
Deres far er stadig den samme mand over for mig , som jeg husker fra vores tid sammen. Han regner mig ikke for noget, og han vil ikke ses sammen med mig, da han væmmes ved mig. Han kan hverken se eller forstå, at det er nødvendigt at komme overens for børnenes skyld. Al vores kommunikation foregår via SMS, og når han har behov for en syndebuk, er det stadig mig, der bliver offer for hans aggressioner. Han truer tit med at tage vores børn fra mig.
Selv hans vennekreds og hans familie behandler mig stadig med stor afsky og væmmelse, men jeg har valgt at fokusere på mine børns lykke. Jeg forsøger ikke at lade mig gå på af deres manglende forståelse.
Mit fantastiske bryllup
Til næste sommer skal jeg holde et fantastisk bryllup sammen med min dejlige kæreste efter et fuldstændig fantastisk frieri i januar i år. Livet ser helt klart dejligt og smukt ud i krystalkuglen, selvom jeg stadig har en lang rejse foran mig. Jeg skal hele de ar i mig, som børnenes far og min tidligere kæreste har efterladt sig. Men jeg har troen på, at jeg nok skal få et lykkeligt liv, selvom jeg stadig må leve med de efterdønninger, der kommer af at have fået børn med en mand, der er så psykisk voldelig og selvoptaget.
Ida vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en mail til Powerkvinderne . Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.
