Min mor har tit været hård mod mig, og nu lever jeg sammen med en partner, der - ligesom min mor – er kritisk og nedladende over for mig. Mit problem er, at min mor og min kæreste kommer rigtig godt ud af det med hinanden og taler dårligt om mig bag min ryg - også til vores lille søn
Af Pernille, der er udsat for psykisk vold
Jeg er en kvinde i 30’erne. Sammen med min kæreste har jeg en lille søn, som jeg forsøger at være en god mor for.
Jeg har altid været utryg ved min egen mor. Når jeg husker tilbage på min barndom, var hun en tyran og en vaskeægte drama queen. Der var ikke andre, som oplevede hende for fuld udblæsning, end min far, min søster og jeg. Udadtil var alt idyl, men vi gik alle sammen som på nåle for at undgå at vække hendes vrede. Vi sørgede blandt andet for, at alt var renskurret, og at håndklæderne var skiftet, når hun kom hjem fra job.
Når min mor var aggressiv, råbte hun meget højt. Hun truede hun med at forlade os, kørte med bilen og sagde, at vi ikke skulle regne med at se hende igen. Jeg var altid meget bange for, at hun skulle fordømme mig, og det gjorde hun tit. Jeg voksede op med en fornemmelse af, at der var noget galt med mig, selv om jeg gjorde alt for at være den gode datter, hun ønskede sig. Det var bare en helt umulig opgave for mig.
Mennesker omkring os holdt meget af min mor, som kan være utroligt charmerende og i det hele taget en fantastisk værtinde, når der er gæster og andre mennesker til stede.
Afskedsbreve fra min mor
Min mor har i tidens løb sendt mig flere afskedsbreve, og hun har gentagne gange sagt, at jeg gør så mange onde ting. Jeg ved ikke, hvad det er for onde ting, for det siger hun ikke noget om. Hun føler i hvert fald ikke, at jeg ikke lever op til hendes forventninger, og hun føler sig i det hele taget tit som offer. Det er altid synd for hende. Jeg er specielt under beskydning, når jeg siger min mening – også selv om jeg forsøger at sige den så skånsomt som muligt.
Selv om jeg i dag er voksen, kan jeg gribe mig selv i at stå og kigge på gaver til min mor, når jeg er ude og handle. Det ligger stadig dybt i mig, at jeg gerne vil glæde og formilde hende - og igennem hele min barndom har jeg haft en følelse af, at jeg skulle passe på hende og drage omsorg for hende, fordi hun ud over at være aggressiv også kunne virke så utroligt skrøbelig. Hun kunne nemlig bryde sammen og være dybt ulykkelig over, at hun havde sådan en datter som mig og sådan en ægtefælle som min far. Dette selv om han gjorde alt for hende.
Min kæreste er som min mor
I dag lever jeg desværre sammen med en mand, som på mange måder minder om min mor: Han er charmerende og afholdt af mange. Men hjemme hos os er han humørsyg, og mens min mor i min barndom truede med at forlade min far, truer min kæreste igen og igen med at forlade mig, fordi jeg heller ikke lever op til hans forventninger.
Min kæreste er mindst lige så kritisk over for mig, som min mor altid har været, og både min mor og han kan finde på at diagnosticere mig med alle mulige personlighedsforstyrrelser. Det har gjort mig utroligt ked af det.
Jeg har opsøgt en psykolog, fordi jeg var så ulykkelig, og hun har lykkeligvis fastslået, at jeg slet ikke er hverken psykopat eller narcissist, som min mor og min kæreste kan finde på at påstå. Min mor siger endda, at det er hendes psykolog, der har stillet diagnosen på mig. Dette helt uden at psykologen har mødt mig. Hun siger, at hendes psykolog har læst nogle breve, jeg har skrevet til hende. Jeg ved ikke, om det passer - eller om min mor overhovedet har opsøgt en psykolog.
Voldsomme anklager
Jeg er nået frem til, at min mor og min kæreste i virkeligheden udsætter mig for psykisk vold. Det uhyggelige er, at jeg ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på, at det er det, der sker. Det er så forvirrende, fordi jeg helt grundlæggende ikke forstår, at netop disse to mennesker - som burde elske mig - kan være sådan over for mig.
Min mor har samtidig en tendens til altid at tage parti mod mig. Hun gør det samme med min søster. Eksempelvis har min mor altid holdt med mine ekskærester, når et forhold har været slut – og vendt sig imod mig. Da min søster blev skilt, fordi hendes mand var hende utro, tog min mor eksmandens parti. Hun inviterede ham til middage, hvilket gjorde min søster dybt ulykkelig. Hun følte, at min mor blåstemplede eksmandens utroskab og svigtede hende. Hun følte, at min mor foretrak hendes eksmand frem for hende. Stadig den dag i dag, inviterer min mor denne eksmand til middag og selskabelighed - også uden at invitere min søster.
Min mors sms til vores lille søn
Her for nylig blev jeg chokeret, da vores lille søn viste mig en sms fra sin mormor. I sms’en til ham skrev min mor, at hun havde foreslået hans far at gå til psykolog på grund af mig. Hun skrev til min søn, at det var så svært for hende at være mor til sådan en som mig, og derfor havde hun også haft brug for psykolog. Hun skrev til ham, at jeg ødelægger hendes og hans fars liv.
Min søn er kun 11 år gammel, og hver gang han har set sin mormor, er der masser af tråde, jeg skal redde ud, fordi hun siger så mange underlige ting til ham. Han kan også være direkte bange for at være alene med hende.
Min psykolog sagde på et tidspunkt, at jeg burde overveje slet ikke at lade min søn se min mor alene. Hun bagtaler mig og fortæller ham, at jeg er underlig. Hun siger, at ”nu skal han ikke gå hen og blive underlig ligesom sin mor”.
Samtidig vil min mor i lange perioder kun ønsket at se min kæreste og ikke mig, og så forsøger min kæreste at få vores søn med på besøg hos min mor – uden mig.
Trekantsdramaet
Min mor og min kæreste er blevet hinandens fortrolige, og jeg har det som om, jeg befinder mig i et trekantsdrama, hvor min kæreste nærmest er mig psykologisk utro med min egen mor. Det gør mig ked af det, for jeg føler, at begge svigter mig. Min mor svigter mig ved nærmest at overtage min kæreste, mens min kæreste svigter min tillid ved at have det tætte forhold til min mor, som han har.
Det er ikke lykkedes mig at få hverken min kæreste eller min mor til at forstå, hvordan jeg har det. Jeg overvejer at forlade min kæreste og lade være med at se min mor mere. For mig er det svært at tilgive hende. Min mor bliver tosset, når hun får nys om, at jeg overvejer at forlade min kæreste. Hun synes ikke, at jeg er rigtig klog, hvilket hun råber til mig i telefonen. Hun synes, at jeg skal blive sammen med ham af hensyn til vores lille søn.
Min mor siger også, at hun synes, at min kæreste er sådan en pæn mand, og han hjælper hende med alt muligt praktisk. Hun er faktisk stolt over at have ham som svigersøn, og det betyder mindre for hende, at jeg er ulykkelig sammen med ham.
Mit problem er, at jeg ikke kan blive ved med at leve sådan, selv om jeg gerne vil holde sammen på vores familie.
Min søn er fanget midt i det hele
Midt i alt dette er min søn fanget. Jeg vil gerne beskytte ham, men jeg kan ikke beslutte, at han ikke skal se sin mormor, fordi vi har fælles forældremyndighed og min kæreste insisterer på, at han skal besøge hende. Min kæreste ser stort set aldrig sin egen familie.
I mit stille sind har jeg lyst til at trække stikket og afbryde kontakten både til min kæreste og til min mor, men det vil også betyde, at jeg ikke kommer til at set min far. Min far bliver mere og mere udslettet som person, fordi han frygter min mors vrede, eller som han udtrykker det, når jeg spørger, hvorfor han finder sig i hendes humørsyge og trusler: ”Jeg kan ikke gøre noget, for jeg skal leve med hende.”
Pernille vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
KØB BØGERNE:
