Louise er for fem måneder siden kommet ud af et forhold til en mand, der har nedbrudt hende mentalt. I dag kæmper hun en sej kamp for at skabe en tryg hverdag for sine børn – også via Statsforvaltningen
Af Louise, der har været udsat for psykisk vold
Jeg er vokset op i et hjem med vold og misbrug, og jeg har altid lovet mig selv højt og helligt, at jeg ikke ville give dette videre til mine børn. Til trods for alle de gode intentioner løb jeg alligevel ind i den forkerte. Han var en dygtig manipulator, og mine grænser forsvandt stille og roligt.
Jeg blev kørt ned psykisk, og han havde affærer med forskellige kvinder – blandt andet med spillere fra mit fodboldhold. Han levede sit liv med barer, kokain og morgenfester.
Selv om han stort set gjorde, hvad der passede ham, hang han fast i offerrollen. Hans selvmedlidenhed var stor, når han tænkte tilbage på sin triste og komplicerede fortid. Han var vokset op i et fattigt og farligt land og var blevet forladt af sine forældre. I sin barndom var han udsat for overgreb af værst tænkelig karakter. Derfor havde jeg oprigtigt medlidenhed med ham. Ingen fortjener så trist skæbne.
Forsøgte at redde ham
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at redde ham, men det ramte mig som en boomerang. Jeg mistede mit arbejde på et støttecenter og måtte afbryde mit studie. Jeg var godt og grundigt nedbrudt, fordi jeg levede med psykiske nedgørelser og løgne om mig og min person. Han fortalte mig altid, at jeg var psykisk syg.
I dag ved jeg godt, at alle hans ord var noget pladder. Det var ham, der var på afveje. Han fik mit hold i fodboldklubben vendt mod mig, så jeg blev udsat for voksenmobning. Det resulterede i, at jeg måtte skifte klub. I dag ved jeg, at han forsøgte at isolere mig fra mine medspillere.
Volden startede stille og roligt med nogle lussinger. Det skete, når han kom hjem i påvirket tilstand. Derfor fik jeg et chok, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Abort er bare ikke tilladt i den kultur, han stammer fra.
Jeg græd hver dag frem til uge 12, hvor abortgrænsen går. Jeg ville ikke dette her, for jeg vidste hvilket liv, der var i vente for mig, min baby og det barn, som jeg havde født, før jeg mødte ham.
Startskuddet til helvede
Det blev startskuddet til helvede, at jeg bar hans barn. Nu var jeg hans ejendom, og han følte sig i sin gode ret til at slå mig lige så tosset, som det passede ham.
Jeg vidste godt hele tiden, at det var så forkert, som noget kunne være. Ingen mennesker fortjener at blive slået eller at blive udsat for krænkelser, men mine grænser blev langsomt mere og mere udviskede. Jeg vidste, at hver gang jeg konfronterede ham med hans utroskab, ville han lyve og forsøge og sno sig udenom. Hans mestringsstrategier var meget tydelige, men jeg var blind.
Når han nåede ud, hvor han ikke kunne forsvare sig selv verbalt, greb han til slag, spark, kvælninger og trusler om, at han ville tage min lille guldklump fra mig. Han sagde, at han ville forsvinde med hende, og at jeg aldrig ville se hende igen.
Grusom graviditet
Det var en grusom graviditet, og min jordemoder havde mistanke om, at der var noget galt. Hun spurgte mig direkte, om jeg blev slået. Jeg løj og forsvarede ham.
Mit barn blev født. Hun var en smuk og velskabt lille pige, men hendes fødsel ændrede ikke vores forhold til det bedre. Hans utroskab tog til i omfang, og volden blev værre. Jeg blev stadig mere nedbrudt.
I dag ved jeg, at mine børn og jeg har en masse at indhente. Jeg har ladet dem vokse op i svigt, men i dag er det fem måneder siden, jeg forlod ham.
Lever stadig i frygt
Jeg lever hver dag i frygt for mit og mine børns liv, og jeg kæmper i Statsforvaltningen om vores barn. Det er en svær kamp, fordi min eksmand har evnen til at virke så charmerende.
Alligevel vil jeg ikke give op, hverken på mine egne eller mine børns vegne. Vi er bedre værd, også selv om han har fortalt os 100.000 gange, hvor værdiløse vi er.
Men alt dette har vækket en vrede i mig, som gør mig stærk. Ingen børn og voksne fortjener at leve et liv i frygt! Og jeg ved, at selvom det lige nu er svært, uoverskueligt og gør ondt, så gør jeg oprører, fordi jeg er et frit individ – en kvinde, der har ret til at sige sine ord!
Og ingen - ingen - hånd skal holde mig nede.
Louise vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
