NY BOG: Giftige mødre findes ikke kun i eventyret om Snehvide

I eventyret om Snehvide ønsker den onde stedmor at være den skønneste i landet, og derfor giver hun Snehvide et forgiftet æble. Den grad af ondskab skal vi lede længe efter, men samtidig er det en myte, at alle mødre elsker deres døtre. Den myte gør Tanja Fievé Eskesen op med i bogen ’Min mors datter

Tanja Eskesen

Der findes mødre, som bevidst eller ubevidst forgifter deres døtres liv og tærer på deres livskraft. Disse mødre tilføjer døtrene så dybe sår, at det for mange døtre kan det være en livslang kamp at komme fri af moderens skygge.

Det er budskabet i bogen ’Min mors datter’, der er skrevet af fysioterapeut og alternativ behandler Tanja Fievé Eskesen. Bogen er udkommet den 9. januar 2020, og den er et opgør med myten om, at alle mødre er kærlige og omsorgsfulde overfor deres døtre.

Formålet med bogen er ikke at hænge mødre ud, for giftige mødre har det som regel svært med deres eget selvværd, fordi de selv har et sår fra deres barndom. I stedet for at bebrejde moderen handler bogen om at styrke de døtre, der er vokset op med en giftig mor, som tilfældet er i eventyret om Snehvide, hvor den onde dronning ønsker at dræbe og fortære den unge piges hjerte og lever.  

Døtre, der vokser op med det forfatteren kalder et mor-rovdyr, kan føle sig lige så alene i verden som Snehvide, når de ser, hvordan andre mødre er kærlige overfor deres piger. Døtrene kan derfor ifølge forfatteren hurtigt komme til at tro, at der er noget galt med dem selv, siden deres mor ikke elsker dem. Både for døtrene selv og omgivelserne er det ifølge forfatteren svært at tro, at en mor kan være ond:

”Vi benægter den onde mors eksistens. Tabuet ligger hos datteren, som ikke føler sig elsket. Det giver en dyb følelse af skam og forkerthed hos datteren.”

Måske har du som Snehvide været udsat for forgiftede æbler fra din mor, som har givet dig tvivl på din egen eksistens og kraft. Men at have en destruktiv og giftig mor giver dig ifølge Tanja Fievé Eskesen også muligheden for at drage dybt ind i mørket, forbinde dig med din kraft og blive fri. På den måde kan du skabe en happy ending til glæde for dig selv og fremtidige generationer, så det mor-sår, du har fået fra din mor, og som hun har fået fra sin mor, ikke går videre i arv til dine døtre.

Når din mor skriver din livshistorie
Snehvide er eventyret om, hvordan den onde stedmor ønsker død over datteren, og i eventyrets oprindelige form var dronningen Snehvides biologisk mor. Det er ændret fra ’mor’ til ’stedmor’ i Grimms version af fortællingen, fordi det for de fleste af os er lettere at forholde sig til en ond stedmor, end det er at forholde sig til en ond mor.  

Eventyret om Snehvide er ifølge Tanja Fievé Eskesen historien om den sultne mor, der æder sin datter – uanset om det er fysisk eller sjæleligt.

”At have en sulten mor grundlægger en ambivalent holdning til moderen, fordi datteren er bange for at blive dræbt og ædt af moderen og få fortæret sin kerne samtidig med, at hun er afhængig af sin mor for overlevelse. At en mor kan være jaloux på sin egen datter er tabubelagt og skamfuldt.”

Den sunde mor – og rovdyret
Den sunde mor validerer sin datters sanser og bakker hende op i hendes fortolkning af det, hun ser og oplever. Men er en mor bange for sin egen kraft, og dermed også for datterens kraft, kan hun ifølge Tanja Fievé Eskesen fare vild og give sig til at undergrave datterens oplevelse af virkeligheden. Nogle gange er det for at beskytte sig selv, andre gange af noget, der minder om ondskab:

”I stedet for at validere sin datters sanser, undergraver hun sin datters oplevelser af virkeligheden. Hun fortæller datteren, at det hun oplever, ikke er sandt, at hendes følelser er forkerte, urimelige og besværlige. Nogle gange gør moderen det bevidst som et forsøg på at kontrollere datteren eller bevare sit eget selvbillede, andre gange foregår det mere subtilt og som en dynamik, der opstår ud af moderens frygt for sin egen kraft.”

Sker det ofte nok og i udbredt grad, vil datteren ifølge forfatteren miste noget af tilliden til sine egne sanser og oplevelser – og måske endda sin hukommelse. Hun vil blive afhængig af sin mor, fordi moderen opleves som den eneste, der kan udlægge verden for datteren og fortælle, hvad der er ’virkeligt’. Måske væver moderen endda et spind, som igen og igen fortæller datteren, at moderen passer på hende og er den eneste, der virkelig forstår og elsker hende. Denne forvrængning af datterens virkelighed er ifølge forfatteren ødelæggende.

Familiens sorte får
I gyserfilmen ’Gaslighting’, som har Ingrid Bergmann i hovedrollen, forsøger en ægtemand at få sin hustru til at tro, at hun er skør og klar til indlæggelse. Det gør han ved at skue op og ned for gaslamperne i huset og samtidig påstå, at hun ser syner, når hun bemærker det. I dag er ordet ’gaslighting’ ved at vinde indpas i sproget som en særlig manipulationsteknik. Gaslighting foregår oftest i parforhold, men kan også finde sted mellem mor og datter. Rovdyrs-moderen er ifølge Eskesen en manipulator og ’dukkefører’, der iscenesætter familielivet:

”Langtidskonsekvenserne af gaslighting er fæle. De rækker langt ind i voksenlivet og kan vise sig som en afgrundsdyb tvivl, når det gælder tillid til egne sanser. Ofte viser det sig som et behov for altid at få tjekket af uden for sig selv om det, man oplever, er ’rigtigt’.”

Gaslighting foregår for at forsvare moderens selvbillede og er derfor nødt til at fortsætte længe efter barndommen – ellers vil moderens selvbillede kollapse. I stedet for at fortælle sandheden bliver datteren familiens sorte får, hvis hun går op imod sin mor:

”Når datteren i familien bliver det sorte får eller syndebukken, kan resten af familien distancere sig fra historien og blive enige om, at de trods alt er bedre kørende, mere raske og tilgængelige end datteren.”

Når konsekvenserne fra opvæksten virkelig går op for datteren, kommer vreden. Den vrede kan datteren bruge til at skabe afstand til sin mor, men hvis hun holder fast i vreden, vil den binde hende til moderen. Derfor er det ifølge Eskesen nødvendigt at slippe vreden:

”Du må vedkende dig ansvaret for din kraft og dit liv og gå i gang med at skabe det kærlighedsfyldte liv, du længes efter, ikke på trods af din opvækst, men i kraft af den. Som voksen kan du træffe valget at tillade kraften i dig at blive genantændt.”

Jagten på mors kærlighed
”Som barn troede jeg, at det var min egen skyld – at jeg var så forkert, at min mors behandling af mig var rimelig”, skriver Tanja Fievé Eskesen.

”I mit eget liv og i mit voksne liv har jeg forsøgt at være ’den gode datter’. Alt sammen i en mission for at gøre det rette, finde den rette nøgle til min mors kærlighed. Gang på gang blev jeg ulykkelig og frustreret, fordi jeg ikke kunne fikse det.”

Hvis datteren oplever, at hun mister moderens kærlighed, hvis hun sætter grænser for moderen, eller at hun ligefrem straffes eller mistænkeliggøres, vil hun ifølge Eskesen tage den lærdom med sig i livet. Det vil måske opleves som vanskeligt at sætte grænser overfor andre. Langt op i voksenlivet vil datteren være forvirret i sin grænsesætning og i tilliden til hvilke grænser, der er rimelige og gunstige.

Datteren er som barn afhængig af moderen. Hun ved instinktivt, at hendes overlevelse er afhængig af moderens velvilje til at dække hendes fysiske og emotionelle behov. Det vil være forbundet med en følelse af fare at blive afvist af moderen. Datteren vil derfor instinktivt tilpasse sig moderens fortælling om verden og får dermed grundlagt en opfattelse af at være forkert, som med tiden vil gnave i sjælen og blive et sår.

”Når en anden skriver din livshistorie og tager magten over fortællingen, mister du alt.”

Faderens fatale svigt
Ofte magter faderen eller stedfaderen ikke at vide, hvad moderen udsætter datteren for. Han bliver blind overfor datterens smerte, fordi det er lettere end at skulle indse, at den kvinde, han har valgt, har et strejf af vanvid i sig.

”Måske er han endda modtagelig overfor moderrovdyrets evne til at manipulere sine omgivelser og fortælle om, hvor fælt datteren opfører sig, så moderen langsomt, men sikkert, skaber en afgrund mellem faderen og datteren”, skriver Eskesen.

Er far og datter splittet, kan moderen udleve rovdyret overfor datteren og den søde, seksuelle og næsten normale kone overfor faderen. At opleve faderen vende ryggen til og ikke gribe ind, føjer bare flere lagt af forkert-, forladt- og fortabthed ovenpå det sår, moderen forårsager i datteren. Måske opfordrer faderen endda datteren til overbærenhed overfor moderens vanvid og straffe.

Ifølge forfatteren lærer faderens mangel på indgriben datteren at liste omkring moderen og stryge hende med hårene. Gætte hendes behov og være artig for ikke at udløse vanviddet. Faderen planter uforvarende skyld og skam i datteren. Datteren kommer måske endda til at føle sig egoistisk i sit behov for kærlighed og tryghed fra forældrene.

Datteren ved dybt i sig, at hendes far kunne have gjort noget. Han kunne have skredet ind. Han kunne have skærmet og beskyttet hende. Han kunne have handlet:

”Så ved som voksen at tale om opvæksten og relationen til moderen, udstiller hun også mændene i sin slægt. Specifikt faderen, fordi han kunne have handlet. Det er ikke nok, at moderen står til ansvar for sine handlinger. Faderen må også tage ejerskab over sin andel. Også hukommelsen og samvittighedsnaget om at have været vidne til overgrebene uden at have grebet ind.”

Konsekvenser for datteren
Hos moderen kan der være stærke følelser, næsten en drift i retning af at skade datteren, undergrave hendes kraft, latterliggøre og udstille hende. Ofte ligger der ifølge Eskesen en frygt i bunden af hadet: Frygten for kraften, frygten for det autentiske og frygt for essensen.

Har datteren et dybt mor-sår, kommer hun igen og igen til at give næring til en forestilling om, at hun i sin grundessens som menneske er forkert – fejlbehæftet. Hun lever i den overbevisning, hendes mor har givet hende, om ikke at være god nok, som hun er. Det betyder, at hun krymper indeni, bliver mindre end hun er, og den indre kraft trækker sig sammen, fordi hun uforvarende kommer til at begrænse den. At have et menneskeligt rovdyr som mor, betyder samtidig, at man bliver så uendeligt taknemmelig for selv den mindste venlighed – fra hende, fra fremmede, fra resten af familien.

Samtidig kan datteren udvikle en frygt for at være synlig, og derfor vil det være tryggest at gå gennem livet med bøjede knæ og blikket rettet mod jorden. Når vi ikke tør blive synlige, bekræfter vi ofte en indre forestilling om ikke at være gode nok, som vi er. Måske føler vi, at vi er for meget, for lidt, forkerte, fejlbehæftede og i bund og grund uelskede i vores væsens kerne.

Pænheden kan samtidig ligge i din kvindelige arv. En oplevelse af, at det er klogest at dukke sig, underspille sine evner og ikke stille spørgsmålstegn ved moderens handlinger.

”Tager vi os ikke af moder-såret i tide, vil det skabe en indgang til menneskelige rovdyr. Et menneske, som er grænseoverskridende, som låner dine penge eller æder din energi. Måske er det grænseoverskridende venskaber, måske er det en elsker, en partner eller en arbejdsgiver. Mennesker med sind som rovdyr har en unik evne til at pejle sig frem til det sted i os, hvor vi er sårede – det ene, dybt begravede sted i os, hvor vi ikke står ved vores kraft. Det sted i os, hvor vi er villige til at give slip på os selv for at være elskede, sete eller bare have en funktion for et andet menneske.”

Utopien om en sund relation
En datter, der har været udsat for manipulation af moderen, vil ifølge Eskesen sjældent kunne hente en forløsning ved at konfrontere moderen eller familien med sine oplevelser:

”Skal moderen erkende, at hun har gaslighted datteren, redigeret virkeligheden og omskrevet det, der er sket, vil moderens billede af sig selv som en god mor krakelere.”

Derfor vil helingen for datteren i højere grad ske ved at vedkende sig sin egen hukommelse og sine egne følelser, selv om moderen (og andre i familien) holder fast i, at datteren er utilregnelig, skør, overfølsom eller sensitiv. Kun ved at vedkende sig, at der er foregået gaslighting, kan datteren trække det frem i lyset og bevidstheden og hele de sår, det efterlader.

”Et urealistisk håb om at opnå moderens kærlighed, adskiller os fra at tro på sanserne. Vi bliver ved med at fortælle os selv og hinanden en historie om forsoning, selv om vi inderst inde ved, at alt håb er ude.”

Håbet gør, at vi som voksne bliver ved med at friholde moderen for hendes handlinger.

”På et tidspunkt bliver håbet et vanvidsfelt, hvor man læser intentionen ind i moderens adfærd – blændet af håbet om at være elsket. Bare lidt. Måske tror vi, at håbet adskiller os og beskytter os fra smerten. Det urealistiske håb holder os fast, så vi bliver ved med at stå og vente på, at en lukket dør åbner sig. Også i forhold til faderen må en datter give slip på håbet om, at han en dag erkender moderens vanvid”, påpeger Eskesen.

Hvis du som voksen selv slipper håbet om din mors kærlighed og en sund relation også til din far, er det et valg, som giver dig frihed.

”At slippe håbet gør, at du kan trække energien hjem og samle dig om den virkelighed, der er.”

Skammens modpol er værdighed
For at hele dit mor-sår må du først erkende, at det er der. Du må give slip på din ønsketænkning omkring, hvordan du gerne ville have, at din relation til din mor er og har været i din opvækst og begynde at forholde dig til virkeligheden. Ikke den virkelighed, du har fået fortalt af din mor, men den virkelighed dine følelser, tanker, hukommelse og sanser fortæller dig om.

Måske har du en mor, der bliver ved med at tilbyde dig æbler, der som Snehvides æble ser tillokkende ud, men som ved første bid er giftige og fratager dig din evne til at udtrykke dig frit. Da kan det være nødvendigt helt fysisk at sætte hende uden for døren for at kunne høre, hvad du selv tænker og føler. Ellers vil hendes stemme i dig blev ved med at overdøve din sjæl.

Ingen datter vælger at sætte sin mor uden for døren, medmindre hun føler sin overlevelse betinget af det. Du alene kan tage dig af dit eget kvindelige sår og stå i din egen positive kraft, ikke for at få hende tilbage, men for at rejse dig, uafhængigt af andres mening om dig.

Skammen opløses ved at kende din egen værdi. Værdighed udspringer af at vedkende dig din sande natur- og af at vedkende dig din kraft, påpeger Eskesen, som samtidig opfordrer sine læsere til at se på moderen med kærlighed, fordi hun selv har sår fra sin egen mor, hvilket er grunden til, at hun ikke tror på sin egen kraft – og derfor tærer på datteren..

Intuitionen viser vej
Mange kvinder er ifølge Eskesen næsten angste for at lytte til deres intuition af frygt for at skulle gøre op med hele det omhyggeligt konstruerede ydre liv. Usikkerheden på, hvad det indre kunne kræve af opbrud og konfrontation, hvis vi først begynder at lytte.

Din intuition hjælper dig til at skabe dit liv indefra og ud – i dyb samklang med din sjæl og din livsdrøm. Den hjælper dig til at skabe dig selv på ny:

”Har du tænkt på, hvor meget energi, du bruger på at være anderledes, end du er. På at kæmpe ’imod’ og forsøge at passe ind. Hvad ville der ske, hvis du gav slip og lod dit autentiske selv komme frem. Hvordan ville det opleves, hvis du tillod dig selv at udfoldes præcis, som du er med alle dine sår, din kraft, din glæde, dine uperfektheder – kort sagt: Alt, hvad der er dig?”

Og når du er fri, hvad vil du så bruge din frihed til?

Min mors datter