Stylist: Mænd er også forfængelige - uanset om det er supermand, håndværkeren, nørden eller forretningsmanden

I de eksklusive stormagasiner i London kan mænd købe foundation, selvbruner og concealer, så de får en lækker glød. I Danmark er det kun de færreste mænd, som bruger makeup, men stylist Sanni Lundberg har alligevel stadig flere mænd blandt kunderne

Sanni manpowerStylist og makeup-artist Sanni Lundberg har stadig flere mænd, som køber et garderobetjek eller assistance til tøjshopping.

”Hvorfor skal mænd ikke også have chancen for at finde ud af, hvad der klæ’r dem? Mænd har ligesom kvinder behov for at vide, hvordan de skal bruge tøjet og sammensætte mønstre, snit og farver, så de ser godt ud.”

Sådan lyder det fra stylist og makeup-artist Sanni Lundberg, der i mange år har levet af at få kvinder til at shine og få det bedste ud af sig selv. I de senere år, er der imidlertid kommet stadig flere mænd blandt kunderne:

”Mange siger, at mænd ikke interesserer sig for, hvordan de ser ud, men når vi først går i gang med at finde netop det tøj, de farver og de personlige snit, der klæder den enkelte mand, så vokser han en halv meter – og interessen bliver vakt.”

Styrker mænds selvtillid
”Hvis mændene har de rigtige farver og tøj, der klæder dem, så styrker det deres selvtillid – uanset om vi taler direktøren eller arbejdsmanden, der plejer at gå med en pibe i munden i en ternet skovhuggerskjorte og seler. Følelsen af at være velklædt og se godt ud booster også mandens selvværd. Det giver ekstra pondus, når han skal på date eller til et vigtigt møde på jobbet”, fortæller Sanne Lundberg. Hun gør opmærksom på, at der tit ikke skal de helt store tricks til, når en mand skal fremhæve sin personlighed og måske skjule topmaven en lille smule.

”For mange mænd er det svært at finde ud af at vælge de rigtige farver og det tøj, der understreger deres personlighed, men mændene vil gerne. Samtidig skal tøjet også være rart, så han føler sig godt tilpas. Når det lykkes, får han en ekstra sikkerhed.”

Ifølge stylisten er mænd lige så forskellige som kvinder, og derfor er der ikke nogen ’one-size-fits-all’-løsning, når den enkelte mand skal klæde sig smagfuldt på:

”Mænd findes i alle former og størrelser. Nogle er høje, andre lave. Nogle er tykke, andre tynde, og nogle har en stor manke, mens andre er tynde i toppen. Derfor er det meget forskelligt, hvad der klæ’r en mand. For mig som stylist er det altid så ærgerligt at se en mand klæde sig forkert, når jeg kan se, at han kunne gøre det bedre.”

Stor mave og vanedyr
”En del mænd går i en hvid skjorte med jeans. Det kan se superfint ud til nogle, men netop denne kombination vil ikke klæde en mand med en stor mave. Maven bliver nemlig visuelt gjort større af den hvide eller lyseblå skjorte eller poloshirt. Derfor er det bedre med en mørk skjorte, der skjuler maven og så et par lyse bukser”, lyder rådet fra Sanni Lundberg.

”Mange mænd gider ikke at bruge penge på en stylist eller en personlig shopper, men når de forstår at klæde sig og lærer de gode kneb, maksimerer de deres personlige fremtoning. Til mødet fremstår de nu med større styrke og selvtillid, og de virker mere sikre. Denne maskuline selvsikkerhed er samtidig en magnet på kvinder. Kun et fåtal af kvinder drømmer om en mand, der ikke ranker ryggen.”

Der er ifølge Lundberg mange mænd, som har nogle yndlingssæt, som konstant hænger på dem:

”Så går de med dem, indtil de er slidt op. Mange mænd på min egen alder er nærmest havnet i en slags tidslomme med 80’ertøj og hul i det ene øre. For det har de aaaaaltid gået med, og de er ikke kommet videre, for så har de fået kone, børn og arbejde. Problemet er tit, at de slet ikke selv kan se, at tøjet for længst er nået sidste udløbsdato. Det får de først blik for, når de trækker i noget nyt tøj, som virkelig klæ’r dem.”

Når konen kigger efter andre mænd
”Mænd, der hænger fast i en tidslomme, kan sagtens se, at andre mænd er smarte. Måske lægger de mærke til det, fordi konen kaster lange blikke efter en mand på gågaden, som virkelig er lækkert klædt fra top til tå”, griner Sanni Lundberg. Hun er også ude for kvinder, der bestiller en tid hos hende til deres mænd:

”Mange kvinder siger, at ’min mand - han kan bare ikke komme videre’. Derfor giver de manden et kærligt skub. Når jeg møder disse mænd, har de tit nogle yndlingssko, som er trådt helt ud og udmast. I stedet foreslår jeg dem at købe tre par nye sko, så de altid har et par til fritid, et til fest og et til jobbet. Hvis du har flere sko at vælge mellem, holder de jo også længere.”

Mange mænd nøjes ikke kun med udtrådte sko. De har ifølge stylisten tit også en lidt kedelig vane med at proppe deres bukselommer med nøgler og telefoner, så lommerne buler ud mange forskellige steder:

”Det slider tøjet, og det er en rigtig dårlig ide. I stedet kan du bruge en jakkelomme eller en lille taske.  Mænd gider ikke at gå med en håndtaske, men så må man have en mappe eller en skråtaske, der kører hen over skulderen. Det kan være supersejt. Det kan også være med til at peppe hele hans outfit lidt op. Det er bare lige at få det at vide én gang, så har han glæde af det resten af livet.”

Nørder i tennissokker og sandaler
Nogle af de mænd, som har fået råd og vejledning hos stylisten, er ingeniører og ingeniørstuderende:

”Mange gange kalder vi dem nørder. Nogle gange har de ikke lært at klæde sig godt på. Det er ikke altid en fordom, når vi taler om nørden i brune fløjsbukser og tennissokker i sandalerne. Jeg har også haft en professor blandt mine kunder, og det er en mand, som ikke bruger meget tid på at tænke på sin garderobe, fordi han er så opslugt af sit fag.”

Ifølge Lundberg behøver det slet ikke at være dyrt eller tidskrævende for en mand at opgradere garderoben og blive mere bevidst om sin tøjstil:

”En ung mand, der studerer på DTU, kan nå langt med tøj fra H&M.  Pludselig kan han se, at han er en flot, ung mand. Det har han måske ikke kunnet se før, fordi han primært har været begravet i bøger. De unge nørder får øjnene op for sig selv på en ny måde. De kan se, at de faktisk er ret seje og ser godt ud. Det stråler igennem hele deres holdning og deres kropssprog, og det gør, at de tør henvende sig til nogle kvinder, og det smitter også af, når de skal søge job. Alt det kloge, har de jo lært, så de mangler lige den sidste finish.”

Styling af den bredskuldrede supermand
”Jeg fik på et tidspunkt til opgave at style en mand, som virkelig havde alle drømmemål med brede skuldre og en sixpack. Alligevel havde han så svært ved at finde tøj. Virkeligheden er jo, at ikke ret mange mænd er skabt som supermand, så det kan være svært at finde tøj, der passer over skulderen”, fastslår Sanni Lundberg.

”Han var gået helt i stå. Han er byggeleder i et stort firma og en virkelig flot fyr. Jeg fik tjekket hans tøj, og halvdelen af det, der lå i skabet, havde ligget på hylderne i mange år. Vi smed alt det til genbrug, som han ikke brugte, og så købte vi nyt. Det var helt vildt, så flot han blev. Han interesserede sig egentlig ikke for tøj, men da han fandt ud af, hvor nemt det er, og hvor godt han så ud i det nye tøj, blev det en helt ny interesse for ham. Det tøj var bare lige var ham. Han var helt oppe at køre, så konen sendte mig efterfølgende en mail om, at det havde været en kæmpe oplevelse for hendes mand.”

Ældre mænd kan godt stramme sig an
”Styling er en oplevelse på lige fod med en biograftur eller en rejse til fremmede himmelstrøg. Du får en oplevelse for dig selv og tænker ’Guuuud, kan jeg virkelig se sådan ud’”, smiler Sanni Lundberg.

”På den måde kan du blive klog på din egen krop og smag og på din udstråling. Det er sjovt, når konerne nogle gange køber et garderobetjek til mændene, men mændene køber det nu også til konerne og kæresterne, hvis de igen og igen hører dem sige, at de ikke har en klud at tage på, selvom skabet bugner af tøj.”

Stylistens næste kunde er en mand, som lige er fyldt 60 år:

”Han er ikke så høj, og han vejer omkring 100 kilo. Mange lidt ældre mænd ser bare så kedelige ud, men der er meget, en mand som ham kan gøre for at få et nyt look. Bare brillerne kan gøre en markant forskel, så kære mand: Få dig dog nogle smarte briller og jakker”, lyder stylistens opfordring til herrer med grå tindinder.

”Brillerne er simpelthen så vigtige for din udstråling. Tag billeder med brillerne på, når du er hos Louis Nielsen. Det kan også være, at der skal ske noget med håret. Nogle bliver skaldede og får måne, mens andre bliver ved med at have det tykke hår omkring hovedet. Håret kan klippes til, så der ikke er så meget fokus på den store, bare isse. Lad håret ryge og få smarte briller og skæg. Det kan gøre en fantastisk forskel, og skæg kan dække dobbelthagen.”

Høje, tynde og ranglede mænd
 ”Mænd som Klavs Riskjær og Ulf Pilgaard er begge høje, flotte og lidt ranglede, og det kræver en ganske særlig tøjstil. Når de er så høje, er det pænt, hvis vi visuelt skærer dem over på midten. Det kan være med en mørk skjorte for oven og lyse busker for neden eller omvendt. Samtidig anbefaler jeg stof af en grovere struktur og gerne med mønster. Det er også godt med bukser med lommer og læg og skjorter med lommer. Bukserne må gerne være i tykkere lærredsstof. Det giver volumen. Lag på lag giver også volumen: Veste og tørklæder giver fylde, så manden virker mindre ranglet.”

Sanni Lundberg går ikke så meget op i, om hendes kunder har modelmål eller ej – uanset om kunderne er mænd eller kvinder:

”Det vigtigste er, at man accepterer sin krop. Jeg er selv meget lille, og da jeg var ung, synes jeg, at jeg lignede en dværg. Jeg synes, at man skal acceptere, hvordan man ser ud – og så få det bedste ud af det ved at kende garderobereglerne.  Man skal kun tage noget på, man har det godt i, og det er både dyrt og ærgerligt, hvis du køber noget, der bare hænger og keder sig i skabet. Det er spild af penge og en unødvendig belastning af miljøet.”

Farver på tilværelsen
”I Danmark er vi ikke så meget til farver. Sydpå har de meget mere lyst til at sætte kulør på garderoben, Hvis du ikke er så vild med for mange farver, kan du godt klæde dig interessant alligevel. Sort kan både være smart og dødkedeligt, og generelt bliver du mere interessant at se på, hvis du blander forskellige materialer. Det afhænger også af dine smykker – eksempelvis dit valg af ur”, påpeger Sanni Lundberg.

”Der er mange grå mænd med gråt hår i verden, og så bliver det ligesom for meget gråt i gråt. Der kan man tage et armbånd, et ur eller nogle sko på med lidt mere pang på farverne. Et tørklæde kan også gøre underværker. Det kan se eksklusivt ud med en grå frakke, men det er sammensætningen, der afgør det hele. ”

Nogle mennesker har ifølge stylisten en tendens til at blive meget blege, mens andre har en naturlig glød:

”Mennesker med en naturlig glød kan bedre bære at være gråhårede. Mænd farver ikke så meget hår, som kvinder gør. Derfor er gløden ekstra vigtig for mænd. Jeg har en spray, der giver en sund glød, og den er virkelig populær hos kunderne - både blandt kvinder og mænd. ”

Sanni Lundberg tilbyder 2 timer styling til både kvinder og mænd fra kr. 1.600 plus kørsel. Du kan læse mere om stylisten her >>