Den voldelige mand kan være et fantastisk sødt menneske, indtil...

Instruktør Lone Scherfigs nye film “The kindness of strangers” skildrer samfundets sociale skel og berører emner som hustruvold, ensomhed og hjemløshed.

“Jeg synes, at det er min pligt at tage fat i alvorlige emner i de film, jeg laver,” fortæller Lone Scherfig til Go' morgen Danmark på TV2.

I filmen ser vi hovedpersonen Clara komme til New York sammen med sine to små drenge efter at være flygtet fra et voldeligt forhold.

I forbindelse med sin research til filmen opsøgte Lone Scherfig et kvindecenter på Manhatten:

”Jeg har researchet meget i forskellige miljøer til denne film, og jeg har været imponeret over, hvor mange mennesker, der lægger år ud og år ind i frivilligt arbejde – om det så er at hjælpe voldsramte kvinder eller samle nogen op, der er ved at fryse ihjel i de iskolde vintre, der har været.”

Kvindevoldens mange ansigter
I forhold til kvindevold bliver man ifølge Scherfig altid overrasket over, hvor mange forskellige ansigter, volden kan antage.

"Det kan være seksuel vold, fysisk vold, økonomisk vold, psykologiske vold eller kombinationer af dette."

Esben Smed, som spiller den voldelige mand, er ifølge instruktøren valgt til den rolle, fordi han er så troskyldig og jysk af hjertet og et fantastisk sødt menneske:

"Jeg tænkte, at man skal kunne forstå, hvorfor hun har giftet sig med ham, hvorfor hun har elsket ham, og hvorfor hun har haft svært ved at forlade ham. Det kan man altså, når man møder ham, indtil man mærker et kæmpe døl, der ligger indenunder af aggression og kontrol. Noget af det har jeg lært ved at sidde og tale med eksperter, som ikke gør andet end at hjælpe disse kvinder."

Man kan række ud og få hjælp både i USA og Danmark, og det er ifølge Sherfig ikke det samme som at slippe kontrollen over sit eget liv. Man kan gøre det på en sådan måde, som man selv har det godt med.

Lone Sherfig håber, at filmen kan føles som det knus, vi ikke har kunnet få i længere tid.