Kære dig der ødelagde mig. Hvis du forstod, ville jeg fortælle dig…

"... hvordan jeg havde det, når du ignorerede mig. Når du smilte og talte sødt til alle andre omkring mig, men ikke værdigede mig et blik. Den følelse burde ingen mennesker nogensinde mærke. Det er ondskabsfult. Det er ødelæggende",  skriver Theresa Vangsøe i et brev til sin tidligere veninde

Brev i skov dreamstime xs 26947313

Af Theresa Vangsøe

Kære dig der ødelagde mig,

Hvis du forstod, ville jeg fortælle dig, at jeg er ked af det. At jeg stadig tænker på dig. Men ikke som før. Jeg ville fortælle dig, at jeg ikke kunne forestille mig, at du gav op på mig. At jeg kæmpede for dig. Mere end jeg skulle.

At jeg var så blind, at jeg troede af hele mit hjerte, at du ville gøre det samme for mig. Jeg troede, at hvis jeg var der for dig, så ville du være der for mig. Hvis du forstod, ville jeg fortælle dig, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. At jeg kunne mærke hvordan, jeg mistede mere og mere af mig selv. Men jeg overvejede ikke et eneste sekund at stoppe.

Jeg græd mig selv i søvn, mine angstanfald hobede sig op, jeg smed mennesker ud af mit liv for din skyld. Jeg stoppede med at tænke. Stoppede med at mærke.

Hvis du forstod hvor ødelagt jeg var. Så ville du aldrig kunne se dig selv i øjnene igen. Hvis du så mig alle de gange, hvor du havde flået mig fra hinanden, så ville du aldrig tilgive dig selv. Hvis du forstod, hvor meget jeg kæmpede. Hvor træt jeg var. Den slags træthed, søvn ikke kan hjælpe på.

Hvis du forstod, hvor bange jeg var for at gøre dig sur, så ville det løbe dig koldt ned af ryggen. Hvis du så dig selv gå forbi mig, der lå og græd, så ville du skrige og råbe efter dig selv, som bare trampede forbi mig og lod mig ligge.

Jeg ville fortælle dig, hvordan jeg havde det når du ignorerede mig. Når du smilte og talte sødt til alle andre omkring mig, men ikke værdigede mig et blik. Den følelse burde ingen mennesker nogenside mærke. Det er ondskabsfult. Det er ødelæggende. Det er ikke fair eller retfærdigt.

Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke på de gode ting. For dem var der også. Det var dem, jeg blev der for. For det blev altid godt igen. For en stund. Men der er ingen gode ting, der kan veje op for alt det dårlige, som var til stede. Der var ingen, der havde fortalt mig, hvad prisen for de gode ting var. Havde jeg vidst det, havde jeg sagt nej tak til det allerførste, du gav mig.

Noget af det sværeste i lang tid, det var at forstå, hvorfor du blev ved med at gøre mig ked af det. Hvorfor du ikke var interesseret i, at jeg havde det godt. Jeg prøvede at undskylde med, at du havde en dårlig dag. At du ikke mente de ting, du sagde, når du var sur på mig. At du var presset. At du elskede mig.

Det gik alt for sent op for mig, at det du viste mig, det var ikke kærlighed. Det er ikke sådan man elsker et andet menneske.

Jeg ville fortælle dig om det øjeblik, hvor det gik op for mig - at det her ville ende. Da jeg tænkte på, hvis jeg nogensinde fik børn... At hvis du skulle være sammen med dem. Og hvis du behandlede dem, som du behandlede mig. Det ville jeg aldrig udsætte dem for. Den behandling du gav mig, den vil jeg aldrig lade dig gøre mod nogen andre.

Men jeg lod dig gøre det mod mig. Jeg kæmpede i starten, jeg kæmpede de første 10-15 min, hver gang du blev sur på mig. Jeg kæmpede for at forstå, for at få dig til at forklare, hvad du mente, for at bevare mig selv. Så gav jeg op. Du gjorde mig så forvirret, og jeg følte, at jeg blev mere og mere sindsyg. Jeg vidste ikke længere hvem jeg selv var, hvad jeg stod for, hvad jeg kunne.

Jeg kunne kun se alt det, jeg ikke var. Jeg så nogengange på mig selv udefra. Så hvordan jeg undskyldte for ting, jeg ikke havde gjort. Så mine læber bevæge sig og desperat forsøge at sige alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, kunne redde mig.

Det var det jeg troede jeg gjorde. Reddede mig selv. Jeg kunne mærke min livsgejst forsvinde. Min lyst til alt forsvandt. Jeg kunne ikke overskue at ride. Lave mad. Bage. Læse. Alt det som før gjorde mig glad.

På ingen måde kunne jeg se mig ud af det. Jeg følte at uden dig, så var jeg intet. Jeg kunne intet. Jeg kæmpede til jeg ikke kunne mere. Og mere til. Da jeg havde allermest brug for dig, da slap du mig. Først troede jeg, at du lod mig falde. At du ikke greb mig, da jeg havde brug for dig. Men nu forstår jeg. Selvom du slap mig, og selvom du efterlod mig, da jeg havde brug for at blive kæmpet for, og ikke længere kunne kæmpe selv... Da slap du mig faktisk fri. Uden at vide det. Uden at jeg vidste det. Så var den beslutning, den bedste beslutning, der længe var blevet truffet.

Du slap mig fri fra mine søvnløse nætter. Fra dine manipulerende ord. Fra min dårlige selvtillid. Fra et liv jeg troede, jeg ikke kunne leve selv. Fra manglende livsglæde. Fra en lille pige, der slugte alt hvad hun hørte, til hvor jeg er nu.

Hvis du forstod, ville jeg fortælle dig, at jeg har det godt nu. At jeg først lagde mærke til, hvor lidt jeg egentlig havde før, da jeg stod selv, og alt var blevet taget fra mig, og ikke ret meget var forandret.

Jeg ville fortælle dig, at jeg er blevet stærk. At jeg lytter til mig selv nu. Jeg ville fortælle dig, at du har lært mig meget. Du har lært mig, hvor mine grænser er, ved at overtræde dem. Du har lært mig om ensomhed, ved at give mig det. Du har lært mig om svigt, om sygdom, om ansvar. Men det vigtigste du har lært mig, og som jeg aldrig vil glemme, det er, at jeg aldrig nogensinde vil lade et andet menneske behandle mig, som du gjorde.

Jeg troede jeg gik i stykker. Jeg troede du havde ødelagt mig. Der var bare lige én ting jeg ikke vidste.

Jeg var ikke lavet til at gå i stykker.