Mandeforsker: Fyrre års forskning dokumenterer, at det primært er kvinder, der oplever sexisme på jobbet

Mandlige læger melder om seksuelle krænkelser i en Facebook-rundspørge lavet af overlæge Jacob Rosenberg fra Herlev Hospital. På lidt over en uge har han modtaget omkring 100 henvendelser. Det drejer sig om anonyme beretninger om alt fra smålumre kommentarer til krav om seksuelle ydelser for ikke at få spændt ben for karrieren.

Mandeforsker og lektor på Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke er lidt overrasket over, at så mange mænd fortæller, at de er udsat for seksuel chikane. Når det er sagt, må vi ifølge forskeren ikke glemme, at al forskning omkring seksuel chikane viser, at det hovedsageligt er en ligestillingsproblematik, og at det hovedsageligt er kvinder, der udsættes for det.

”Selv om det kan være meget tabuiserende, når mænd bliver udsat for det, er det vigtigt at slå fast, at der er forskel både i hyppigheden og alvorligheden af, hvad mænd og kvinder bliver udsat for.”

Sværere for mænd at stå frem
At mandlige læger beretter om sexchikane i sundhedsvæsenet kan ifølge Kenneth Reinicke have at gøre med, at der er kvindedominans på arbejdspladsen. Han gør opmærksom på, at det kan være sværere for mænd at stå frem, fordi der hersker fordomme om, at mænd altid har lyst til sex. Kollegerne kan måske ligefrem joke om, at seksuel opmærksomhed fra den kvindelige overlæge må anses for at være et personalegode.

Ifølge mandeforskeren skal vi huske på en vigtig pointe, nemlig at når mænd bliver udsat for seksuel chikane er det som oftest en anden mand, der er krænkeren.

For Kenneht Reinicke er det vigtigt ikke at underkende, at mænd er udsat for seksuel chikane, men samtidig er det nødvendigt at holde fast i, at der ikke er nogen symmetri i forekomsten af seksuelle krænkelser. Fyrre års studier dokumenterer, at det primært er kvinder, der oplever sexisme på jobbet.

”Men det er vigtigt at pointere, at hvis mænd er udsat for seksuel chikane – ligesom hvis mænd er udsat for vold i hjemmet – så kan det være ekstremt stigmatiserende. Derfor er det svært for mænd at stå frem, og vi ser også, at der ikke er nogen, der er stået frem med navn.”

Kilde: TV2, 2. november 2020