7 tegn på at din familie er giftig

Nogle familier er flettet sammen i et net af grænseoverskridende, giftig og manipulerende adfærd. Her finder du 7 tegn på, at din familie er farlig for dit psykiske velvære

Green poison

Ikke alle familier er kærlige, og nogle familiemønstre er præget af negativitet og konflikter. Hvis du er vokset op i sådan en familie, kan det påvirke alle dele af dit liv også som voksen, og du vil sandsynligvis føle dig både træt, oprevet og forvirret, når du er sammen med dem.

Det skriver coach og terapeut Claire Jask i et indlæg på Psychology Today. Her skitserer hun 7 tegn på, at du er vokset op i en giftig familie, hvor livet ikke er en dans på roser, men også en giftiggrøn cocktail:

  1. Familiemedlemmer sladrer om dig: En kærlig og omsorgsfuld familie kan måske godt snakke om dig, når du ikke er til stede, men formålet er ofte af finde frem til, hvordan familien kan støtte dig. I den giftige familie er der ofte tale om negativ sladder bag din ryg, hvor du bliver nedgjort, kritiseret, fordømt eller sygeliggjort.
  2. Familiemedlemmer slår ned på dine svagheder: I familier kender vi hinanden godt nok til at vide, hvor de andres svage punkter er. Giftige familiemedlemmer vil udnytte viden om dine svage sider og sårbarheder for at du skal få det dårligt med dig selv. En giftig familie kan samtidig finde på at nedgøre dig foran andre mennesker. Du kan også opleve, at familiemedlemmer sætter sig selv i offerrollen, hvis du ikke gør, som de ønsker.
  3. Den giftige familie tillader ikke, at du forandrer dig: Giftige familier har mange firkantede forestillinger om, hvordan du bør leve dit liv. Hvis du beslutter dig for at gå nye veje, vil en giftig familie typisk ikke møde din beslutning med venlighed og respekt. I stedet kan du forberede dig på at blive latterliggjort eller nedgjort. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis du beslutter dig for at ville skilles. I den situation kan du i en giftig familie opleve, at familien vender sig imod dig, tager din ekspartners parti og inviterer ham eller hende til fine middage, mens du må klare dig med kartoffelmadder.
  4. Der er mange familiekonflikter: Der er ofte en årsag til, at en familie udvikler et giftigt mønster, og mønsteret udspringer typisk af den ene eller begge forældres adfærd. Hvis forældrene behandler børnene lige og i det hele taget er kærlige og omsorgsfulde, vil det styrke et sundt familiemønster. Hvis forældrene derimod skaber konflikter og situationer, hvor børnene skal have en særlig adfærd for at gøre sig fortjent til kærlighed, er mønsteret langt mere giftigt. Hvis børnene skal konkurrere om forældrenes opmærksomhed, skaber det vindere og tabere.
  5. Voldelig adfærd er accepteret eller foregår i det skjulte: Vold i familien kan bestå af alt fra psykisk til fysisk eller seksuel vold. I en giftig familie bliver der ikke talt om den voldelige adfærd. I stedet kan du komme til at føle, at du selv er skyld i de krænkelser, du bliver udsat for. Måske bliver du bedt om ikke at fortælle om dine oplevelser til andre, fordi det går ud over din families gode ry og rygte. På den måde slipper krænkeren afsted med den voldelige adfærd.
  6. Familien har sin egen fortælling, og du må ikke være uenig i den: Giftige familier skaber og holder fast i et glansbillede af virkeligheden. Hvis du fortæller sandheden, og denne sandhed ikke passer ind i familiens selvopfattelse, har du ikke noget at skulle have sagt. Hvis du eksempelvis har været udsat for fysisk vold, og dine søskende har været vidner til volden, kan du komme ud for, at dine oplevelser bliver afvist. Dine søskende nedtoner volden, fordi de måske ønsker at bevare forholdet til jeres forældre. Derfor benægter de, at volden har fundet sted eller konkluderer, at det faktisk slet ikke var så slemt. Giftige familier skaber fortællinger, som støtter deres egne behov – selv hvis det betyder, at de skal dække over tidligere adfærd.
  7. Familien er flygtig og uforudsigelig: Den giftige familie er spundet sammen i et netværk af svage tråde. Familiemedlemmerne udnytter hinanden. De spiller spil og manipulerer. Du kan være din mors favorit den ene uge, men ugen efter finder du ud af, at hun har fortalte forfærdelige historier om dig bag din ryg. Denne adfærd gør den giftige familie både flygtig og uforudsigelig, og du kan aldrig vide, om du har din families opbakning, eller om der ligger et afskedsbrev i din postkasse, hvor du blive bedt om at holde dig væk. Du kan faktisk risikere, at du i stedet for at få kærlig støtte bliver dolket i ryggen igen og igen.

Inspireret af indlæg af Claire Jask på Psychology Today