Mænd, som er imod vold, er nødt til at udfordre de mænd, der er voldelige

I Danmark er 38.000 kvinder årligt udsat for fysisk partnervold, og tallene for psykisk vold er endnu højere. Derfor har vi brug for nytænkning, som indebærer et opgør med den maskuline kultur, der danner grobund for vold ikke kun mod kvinder, men også mod mænd

Modige mnd dreamstime xs 196778142Hverdagens superhelte er de mænd, som finder modet til at sige fra over for kønsbaseret vold og sexisme, fordi de gerne vil forandre kulturen.

Af Katrine Skov, Powerkvinderne

Vold i hjemmet, sexisme og seksuelle overgreb bliver ofte betragtet som kvinders problem. Virkeligheden er imidlertid, at det først og fremmest er de voldelige mænd, der har et problem. Derfor er der behov for at gøre op med den kultur, som fremmer mænds vold.

Det mener Jackson Katz, som er internationalt anerkendt for sit arbejde med kønsbaseret vold og diskrimination. Hans vurdering er, at vold mod kvinder primært er et 'mandeproblem'. Hvis vi vender det blinde øje til det faktum, så får mænd et frirum og slipper for at beskæftige sig med problemet. Ofte rettes blikket i stedet på kvinder med spørgsmål som 'Hvorfor siger de ikke bare fra? Og hvorfor forlader den voldsramte kvinde ikke bare sin voldelige mand?' Ifølge Katz er det nødvendigt at stille skarpt både på den voldelige mand og på den kultur, som i alt for vid udstrækning tillader mænd at begå overgreb.

Kønsbaseret vold involverer både kvinder og mænd
Selv om kvinder også kan være både fysisk og psykisk voldelige og udsætte mænd for sexisme, er det oftest mænd, som er gerningsmænd. Dette skyldes både, at mænd fysisk er stærkere, men sandsynligvis også, at nogle mænd fortsat har den opfattelse, at de er i deres gode ret til at smække kvinden en lige højre hjemme i dagligstuen, hvis hun ikke makker ret.

Årsagen til at vi traditionelt fokuserer på de voldsudsatte kvinder og ikke på voldsudøvernes handlinger, er ifølge Katz, at mænd er den toneangivende gruppe i vores samfund. Indsatsen i forhold til partnervold har traditionelt drejet sig om at hjælpe og støtte voldsudsatte kvinder i stedet for at tage fat i voldsudøvere og anfægte den maskuline kultur, som tillader disse magt-ubalancer i samfundet, i erhvervslivet og i hjemmet.

Dominerende grupper udfordres sjældent til at reflektere over deres egen dominans, og mænd bliver sjældent bedt om at forklare sig, lyder det fra Katz. Derfor kan de igen og igen gå under radaren og nærmest være usynlige i debatten om sexisme og partnervold. Når det drejer sig om vold mod kvinder, er mænd - som den dominerende gruppe i samfundet – tilsyneladende blevet slettet fra historien i forhold til et emne, der ellers primært handler om dem og deres måde at agere - og løse konflikter på.

Victimblaming er alt for normalt
Victimblaming, som handler om at skyde skylden på offeret, er en gennemgående tendens i sager omkring sexisme og partnervold. Offeret bliver pålagt skylden i langt højere grad end udøveren. Ifølge Katz er hele vores kognitive struktur indstillet til at fokusere på offeret snarere end på udøveren. 

Mænds voldelige adfærd påvirker imidlertid både mænd og kvinder, og en slagsbror slår ikke kun på tæven hjemme i dagligstuen, men også i bylivet eller andre steder, hvor han kan føle sig provokeret.

Så selv om ofrene overvejende er kvinder, påvirker volden også direkte eller indirekte andre mænd, samt kvinder og børn. Det samme system, der fremmer voldelige mænd, som udsætter kvinder for overgreb, fremmer samtidig mænd, der krænker andre mænd - og endda også børn. Ifølge Katz har de mænd, der begår overgreb, ofte selv været ofre.

Mænd skal være en del af løsningen 
Vores samfund og de institutioner, der lader stå til i forhold til voldskulturen, er som passive tilskuere til mobning i skolegården. Med deres passivitet bidrager de til, at volden når det, som Katz kalder ’et pandemisk niveau’.

På trods af at den enkelte voldsudøver har ansvaret for sin voldelige adfærd, er det vigtigt ikke at individualisere problemet, og udelukkende lægge skylden på den enkeltes skuldre. Vi må erkende, at vi lever i en kultur, der producerer udøvere af vold. Katz hævder, at det er nødvendigt at se kritisk på de institutioner, der er medskabere af denne kultur. Den maskuline kultur genopfinder sig selv i medierne, inden for sportsverdenen, i klubber, loger, militæret, pornoindustrienn, reklamebranceh, erhvervslivet og ikke mindst i politik.

Hvis vi udelukkende er fokuseret på kvinder som ofre, vil vi ifølge Katz aldrig komme til at gøre fremskridt.

Vi skal ændre samtalen
Hvis vi skal stoppe volden, er det ifølge Katz nødvendigt, at mænd bliver involveret.

Mænd skal involveres i, hvad der forstås og opfattes som maskulinitet, og mænd skal være med til at redefinere de former for maskulinitet, som vi hylder og tilslutter os i vores kultur. Vi skal udvide vores forståelse af maskulinitet og give plads til en bredere palette af acceptabel adfærd og acceptable egenskaber. 

Ifølge Katz skal vi flytte samtalen, så fokus ikke er på, hvordan kvinder skal ændre deres adfærd, men i stedet på, hvordan mænd skal ændre adfærd. Denne samtale vil inkludere mænd, der ikke er voldudøvere, men stadigvæk er en del af den dominerende, maskuline kultur.

Voksne mænd med magt skal være sande ledere
Ikke kun partnervold, men også sexisme og seksuelle overgreb på jobbet, er ifølge Katz et ledelsesproblem.

Han understreger, at der er behov for, at flere voksne mænd på alle niveauer i samfundet demonstrerer lederskab ved at udfordre den kultur på arbejdspladser og i samfundet, der i mange år har tilladt sexisme og seksuelle overgreb. Mænd skal finde modet til det, selv om de er oppe imod stærke samfundskræfter eller et massivt gruppepres. De skal gøre det, fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Katz arbejder ofte med militæret og sportsforeninger. Det er grupper, som traditionelt har en tendens til at opretholde snævre forestillinger om maskulinitet. Hans program er især rettet mod mandlige atleter, og ambitionen er at få dem til at udnytte deres lederskab og det teamwork, som sport ofte er, til at gå i front som rollemodeller for at stoppe kønsbaseret vold.

Hvis en professionel coach eller en højt profileret mand kommer med en sexistisk bemærkning, får det ofte en bred dækning i medierne. Dette er ifølge Katz med til at forværre problemet, fordi så mange mennesker ser op til disse mænd som rollemodeller.

Samarbejde for at bryde kulturen
Katz går ind for det, han kalder en ”bystander-approach” - på dansk "tilskuertilgang". Det er en tilgang, hvor tilskuere, som er vidner til sexisme, bliver involveret i at sige stop og sige fra. Der findes et ordsprog, som siger, at "den, der tier, samtykker", og stilhed kan i disse sammenhænge være en form for samtykke og måske endda medvirken til overgreb.

Tilskuere til sexisme eller partnervold må ikke forblive tavse. De mange mænd, som er imod vold, er nødt til at udfordre voldelige mænd, de skal påtale chikane, nedværdigende sprog og voldelig adfærd.

Vi skal alle sammen, både kvinder og mænd, være med til skabe en kultur, hvor vold og overgreb ganske enkelt er uacceptabelt. Det skal være en kultur, som skal sikre, at mænd, der har en sexistisk og chikanerende adfærd, mister respekt og status - alene på grund af deres adfærd. Eller som filosoffen Morten Albæk har udtrykt det: "Vi bliver nødt til at fælde flere mænd." De sager, hvor mænd er blevet fældet, har handlet om åbenlyst grænseoverskridende adfærd, siger han. For Morten Albæk er enkeltsagerne nødvendige som katalysator for opgøret:

"Uretfærdigheder skal have konsekvenser. For hvis vi først skaber en virkelighed, hvor uretfærdigheder får lov til at være noget, du kan bygge succes, rigdom og magt på basis af, så skaber vi en magtkultur, der per definition er korrumperet og reproduktiv."

De sejeste mænd går allerforrest
Jackson Katz bemærker, at der findes mange mænd, som anser problemet som dybt alvorligt, og som har et oprigtigt ønske om at ændre kulturen. Han vil dog gerne tilskynde endnu flere mænd til at udvise mod, styrke og moralsk integritet ved at stå sammen med kvinder og sige fra overfor vold og sexisme.

Vi skylder ikke kun kvinder, men også vores sønner og døtre, at tage afstand fra volden, minder han om. Vi har en mulighed og et ansvar i forhold til at være forandringsledere. Når vi arbejder sammen, kan og skal vi gøre det bedre.

Kilde: Gender, Stanford