De grønne flasker og volden i min barndom lærte mig at leve med psykisk vold

Coronakrisen mærkes over hele landet, og i kølvandet på krisen står vi med et samfund, der er medtaget af andet og mere end smittetal og nye mutationer. Alt for mange børn lever i familier med psykisk vold og alkoholmisbrug

Flasker dreamstime xs 31542726

Af Lone Svendsen, forfatter til bogen 'Husk din usynlige krone'

Samfundssind er mange ting, og mens nogle har haft glæde af mere tid derhjemme, viser statistikker over husspektakler og øget alkoholforbrug desværre også, at det langt fra er alle, der oplever hjemmet som en tryg base. Tværtimod.

Tuba er en forening, der hjælper unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i et hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Organisationen tilbyder gratis rådgivning og oplever også en stigning i henvendelser fra unge.

Disse unge mennesker, som længe ikke har kunnet mødes med deres venner, har været bundet til deres hjem og været overladt til utrygge omgivelser på grund af nedlukningen. Muligvis med en ædru forælder, der ikke har overskuddet til andet end selv komme igennem dagen.

Barn af en alkoholiker
Som barn af en alkoholiker er du vant til at aflæse mennesker og stemninger. Du har nærmest udviklet finjusterede antenner, så du kan tilpasse dig din forælders svingende humør alt efter hvor meget alkohol, der er blevet drukket. Du er hele tiden opmærksom for på den måde at undgå alt for meget ballade.

Jeg er selv vokset op med en far, der drak, og dengang var jeg ikke opmærksom på, hvor mange kræfter jeg brugte på hele tiden at være på vagt og holde øje med hans indtag af alkohol. Som teenager skrev jeg til en brevkasse i et ugeblad. Jeg fik svar retur om, at de desværre ikke kunne bringe mit brev, da det var for langt. Så skete der ikke mere i den sag, og jeg tiede problemerne ihjel.

Jeg vidste  godt, at det var forbudt at tale om den “usynlige elefant i stuen” i form af min fars drikkeri. Jeg måtte ikke afsløre familiehemmeligheden. De gange jeg fandt modet til at sætte ord på overfor voksne, fik jeg at vide, at det skulle jeg ikke blande mig i, for jeg var et barn.

Programmeret til at gå på æggeskaller
Jeg lærte tidligt at gå på æggeskaller for ikke at gøre mine forældre vrede. Jeg lærte at holde vejret, når jeg åbnede døren til mit hjem. Jeg lærte at udholde tavshed og at få skæld ud over ting, der ikke var min skyld. Jeg lærte at blive nedværdiget, og jeg oplevede at få mine grænser overskredet. Kulden, de onde øjne og et hårdt greb i armen var min hverdag.

Min barndom var egentlig ikke så meget anderledes, end mit voksenliv endte med at blive. Jeg var nærmest programmeret til at skulle være madding for en mand med en forkærlighed for at udøve fysisk og psykisk vold.

Værtshuse og caféer er i dag lukkede, og de, der drikker, sidder nu mest hjemme hos familien og hælder de gyldne dråber indenbords, mens resten af familien bliver taget som gidsler i disse hjem.

Min fars værtshus lå derhjemme og var hans værksted i garagen. Her sad han bag en lukket dør og drak øl. Jo flere han tømte, desto mere modbydelig blev han.

Det værste jeg vidste
Det værste var, når vi skulle spise, og min mor strengt sagde: Gå ud til far og sig, at vi spiser.

Ingen ønskede at være det barn, der fik til opgave at hente vores far ude i værkstedet. Det føltes, som var man haren i billygternes skær - lammet og uden mulighed for at undslippe.

Det var helt tilfældigt, om det var mig eller en af mine søskende, der skulle hente min far. Måske var man bare i nærheden. Måske var man den sidste, der ankom til køkkenet. Når så min mor sagde, at vi skulle hente min far, så lod de andre som om, de ikke hørte min mors ord, eller de brugte argumentet, at jeg stod op alligevel.

Bare det at nærme sig døren til værkstedet og finde modet til at banke på, kunne få knuden i maven til at vokse. Jeg kunne mærke angste og uroen, og alt indeni var forberedt på det værste.

Når han kom ind og satte sig ved bordet, var stemningen lagt. De talte ikke sammen - ikke med ord. Men der blev råbt, og hadet mellem dem lå som en tyk tåge. Det var bare uden ord, at elefanten trampede afsted. Tavsheden var dræbende. Kvalmen tiltog, maven snørede sig sammen, og maden ville ikke ned. Det skulle den. Vi blev tvunget til at spise op, uanset om vi kunne lide det eller ej.

Du kan ikke styre andre mennesker
Da mine ældre søstre flyttede hjemmefra, rykkede min far ind i et af deres gamle værelser, og så kom han slet ikke ud at spiste med os.

Vores forældre lod vreden, frustrationerne – ja, alle de indebrændte følelser - gå ud over os børn. Vi fik straffen for det, de ikke formåede at håndtere.

Jeg kunne ikke styre mine forældres eller sidenhen mine kæresters humør, selvom jeg i den grad prøvede at tilpasse mig. Jeg ønskede at undgå vredespilene. Når jeg i dag bliver mødt med spørgsmålet 'hvorfor gik du ikke bare første gang', har jeg ikke noget entydigt svar. Set udefra forekommer det måske meget enkelt: Han slog mig. Han råbte ad mig. Han nedværdigede mig. Han sagde så mange grimme ting til mig. Selvfølgelige skulle jeg gå. Jeg fortjente bedre.

Men samtidig sagde han også, at han elskede mig. Jeg var faktisk meget glad for, at han ikke hadede mig, for hvilken måde havde han så behandlet mig på?

Han behandlede mig, som jeg var blevet behandlet det meste af mit liv. Det var normalt for mig, og det var det, jeg kendte til.

Drømmen om et andet liv
Jeg drømte om andet, og det jeg så på film, men det var jo bare drømme.

På et tidspunkt bristede drømmen om en mand ved min side og om et lykkeligt forhold, og jeg lærte at drømme om andre ting. Ting, der var mulige for mig at opnå, men som ikke indebar en mand i mit liv - og det blev til blandt andet til en bog.

Jeg har skrevet bogen 'Husk din usynlige krone', og i dag kan jeg sige, at jeg langt de fleste morgener husker at iføre mig min egen krone, så jeg minder mig selv om mit eget værd. Der er stadig dage, hvor kronen skal holdes på plads med mine hænder. Begge hænder.

Noget i mig vil altid være i stykker. Mine sår blev skabt så tidligt i mit liv, at de er en del af det at være mig.

Det er okay.

Medfølelse med mig selv
Jeg må møde mig selv med medfølelse, lægge min krone på natbordet og være stolt over, at jeg fandt den på trods.

At udvise samfundssind er mange ting, så når du hører andre snakke om, hvor meget de glæder sig til at komme ud igen, så hold lige lidt igen med at skælde ud og straks antage, at de er ligeglade med dem, der har fået eller haft corona. Måske de ikke er så heldige, at de kan føle sig trygge i deres eget hjem og se det som deres base og deres fristed, hvor alt ånder fred og ro. Når de tager fat om håndtaget og træder ind ad hoveddøren, starter deres kamp - måske kampen for at overleve dagen.

Jeg er heldig. Jeg overlevede. Jeg lever så godt et liv, det er mig muligt. Ikke alle er så heldige. Ikke alle klarer det.

Du kan købe Lone Svendsens bog ’Husk din usynlige krone’ her >>

Husk din usynlige krone