28. maj fejrer vi den internationale menstruationsdag

Menstruation er mange steder i verden forbundet med tabu, besvær og dårlig hygiejne. I fattige lande må piger og kvinder bruge klude og tørv i stedet for hygiejne-bind. Det kan gå ud over både skolegang, studier og arbejde - og dermed muligheden for at forsørge sig selv

Malawi piger dreamstime s 34699286Powerkvindernes samarbejspartner Jean Petersen arbejder på at starte et projekt i Malawi, hvor unge kvinder kan producere og sælge bæredygtige og genanvendelige stofbind.

28. maj 2021

Hylderne i det lokale supermarked bugner med bind og tamponer, som de fleste af os har råd til at lægge i indkøbskurven. På den måde kan vi føle os trygge, når vi har menstruation. Med de sikre hygiejnebind kan piger kan gå i skole, mens unge kan passe studierne og voksne kvinder deres job. Vi behøver stort set ikke at bekymre os om at bløde igennem, og samtidig oplever vi ikke så meget tabu omkring menstruation, som tilfældet er i store dele af verden.

På globalt plan har 500 millioner piger og kvinder ikke adgang til bind og ordenlige toiletfaciliteter, når de har menstruation, og derfor fejrer verdenssamfundet den 28. maj "Den internationale menstruationsdag". Dagen er indført af organisationen WASH United. Oversat til danske står WASH står for Vand, Sanitet og Hygiejne.

Piger mister skoledage
Ifølge UNICEF misser én ud af ti piger i Afrika hvert år skoledage på grund af menstruation. Nogle piger går glip af helt op til 20 procent af et skoleår, mens andre forlader skolen helt, når de får menstruation. Problemet er særligt stort i flygtningelejre, hvor forholdene er dårlige, eller i landsbyer langt ude på landet, hvor de har få ressourcer.

Powerkvindernes samarbejdspartner Jean Petersen kom til Danmark i 1972 fra Malawi, som er et af verdens fattigste lande. Her er mange piger og kvinder ramt af manglen på menstruationsbind. Ifølge Jean Petersen ved mange piger slet ikke, hvad der sker med deres krop, og familierne har ikke mulighed for at hjælpe pigerne:

"Menstruationsbind er meget dyre, og derfor må pigerne finde andre løsninger, men hvis vi kan samles om at bekæmpe problemet, kan vi være med til at sikre, at piger kan komme i skole - og måske blive fremtidens ledere."

Hjælp til pigerne i Malawi
Jean Petersen samarbejder med Koldingvirksomheden Real Relief om at søsætte et projekt i Malawi, hvor unge kvinder kan producere såkaldte "Safepads". Safepads er bæredygtige og genanvendelige stofbind, som lokale piger og kvinder kan fremstille på lokale systuer. På den måde kan kvinderne blive selvforsørgende samtidig med, at de kan sælge Safepads både til humanitære organisationer i lokalområdet og direkte til piger og kvinder i landet.

Safepad er  ifølge Real Relief lavet af et blødt, slidstærkt og åndbart materiale, som sikrer beskyttelse og komfort måned efter måned. Bindet er designet med en antimikrobiel behandling, som sikrer en behagelig og infektionsfri menstruation igennem hele bindets levetid.

Real Relief, Global Goals World Cup, UNYA Denmark og lokale partnere i 26 lande har her i maj måned sparket en transnational dialog igang omkring menstruation og sundhed. Den 1. maj blev bolden sparket afsted fra Danmark, og i løbet af maj måned er den landet i 26 lande. På projektets Facebookside "Kick off the Dialogue on Menstrual Health" kan du se små videoklip fra de 26 deltagende lande. Den 28. maj kl. 16 sparker Jean Petersen m.fl. bolden i kassen ved et arrangement på Christiansborg Slotsplads

Fakta om piger og menstruation

  • En kvinde menstruerer i gennemsnit syv år af sit liv.
  • Hver eneste dag har 800 millioner piger og kvinder menstruation.
  • Omkring halvdelen af skolerne i lavindkomstlande mangler adgang til drikkevand og har dårlige hygiejneforhold. Disse mangler gør, at rigtig mange piger bliver hjemme fra skolen. I gennemsnit misser én ud af ti piger i Afrika hvert år skoledage på grund af menstruation. Nogle piger går glip af helt op til 20 procent af et skoleår, mens andre forlader skolen helt, når de får menstruation.
  • På globalt plan mangler omkring 2,3 milliarder mennesker adgang til basale sanitære tjenester som håndvask, sæbe og toiletter. I de mindst udviklede lande har kun 27 procent af befolkningen håndvask med vand og sæbe i hjemmet. Det giver store udfordringer for piger, når de har menstruation.
  • Omkring 500 millioner piger og kvinder har ikke adgang til ordentlige faciliteter til at håndtere menstruation.

Kilde: Planbørnefonden.dk

 Fodbold