Tinder-voldtægten er en teknologisk udgave af argumentet om den korte kjole og læbestift

Kvinder, der bliver udsat for overgreb af mænd, de har mødt på en datingapp, er ikke længere et ukendt fænomen. Landets centre for voldtægtsofre fortæller, at de får så mange henvendelser om disse overgreb, at de nu vil rette opmærksomheden mod de populære datingapps

dreamstime s 115559294

De danske centre for voldtægtsofre oplever, at flere og flere kommer til dem og fortæller, at de er blevet voldtaget af en, som de har mødt gennem en datingapp som Tinder eller Happn. Sådan lyder det i en rundspørge, som Politiken har gennemført blandt landets ni centre for voldtægtsofre. Den udvikling har fået flere af centrene til at rette fokus mod ’tinder-voldtægter’.

Datingappen Tinder anerkender problematikken. De har derfor inden for det seneste års tid implementeret en række nye sikkerhedstiltag i et forsøg på at forebygge grænseoverskridende adfærd og seksuelle overgreb, der kan relateres til deres app, herunder en ’panikknap’ for de amerikanske brugere, der gør det muligt at sende et diskret signal direkte til alarmcentralen, hvis man under en date føler sig utryg eller truet.

Christian Mogensen er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik. Han forklarer til Politiken, at teknologien bag appen kan være skyld i mistolkede signaler. Det første like og det umiddelbare match, som kvinden har indvilget i på datingappen, kan nemlig ifølge ham misforstås som en form for indledende samtykke.

”Modsat overfaldsvoldtægten så er tinder-voldtægten på en mærkelig måde til forhandling: ’Du ville jo gerne, du swipede jo også til højre, du flirtede også’. Det er den gammeldags forståelse af, hvad en voldtægt er. Det er en teknologisk udgave af argumentet om den korte kjole og læbestift”.

Kilde: Politiken