Når parforholdet føles som at leve i et lukket fængsel

De fleste kan nok godt blive enige om, at et parforhold ikke skal føles som et fængsel. Alligevel føler mange sig fanget i destruktive og ulykkelige relationer. Find ud af, hvorfor det kan være svært at vriste sig fri

Fanget

Alt for mange mennesker lever i usunde og destruktive parforhold, men til trods for mistrivslen, ulykken eller utrygheden kan det være svært at vriste sig fri. Alt for mange opgiver at bryde ud af den usunde relation, selv hvis venner og familie påpeger, at der er noget riv-rav-ruskende galt.

Den amerikanske psykolog Randi Gunther har arbejdet som terapeut i mere end 40 år, og i et indlæg på Psychology Today beskriver hun de syv mest almindelige årsager til, at så mange føler sig fangede i ulykkelige parforhold:

  1. Skiftevis smerte og glæde: Et parforhold har både lykkelige og svære stunder, men de gyldne stunder kan betyde, at du bagatelliserer smerten ved dårlige oplevelser. De gode stunder kan derved få dit håb til at spire: Du håber og håber, at der måske er bedre tider i sigte - også selv om du er ulykkelig det meste af tiden.
  2. Fortjener ikke bedre: Mange mennesker lever i et følelsesmæssigt fængsel, fordi de har overbevist sig selv om, at de ikke fortjener bedre. Årsagen til de lave forventninger kan stamme fra barndommen, hvor du måske ikke har følt dig rigtig elsket. Som voksen risikerer du at gentage mønsteret og tiltrække partnere, der ikke rigtig er kærlige mod dig.
  3. Vanens magt: Hvis du har fundet din partner tidligt i livet, har du måske været tilrukket af et menneske, der mest af alt minder om dine forældre. Hvis du ikke har følt dig elsket af dine forældre, har du fra barnsben lært, at kærlighed er lig med smerte, og det har du videreført. Det kræver et opgør med barndommens ulykkelige kærlighed at ændre dette mønster.
  4. Hensynet til børnene: Selv om du måske ved med dig selv, at dit parforhold ikke er sundt for dig, kan du vælge at blive i det af hensyn til børnene. Måske ønsker du ikke, at de skal igennem en skilsmisse og have to forskellige hjem.
  5. Ensomhed: Det kræver ofte et godt netværk af familie og venner, der støtter dig, hvis du skal ud af et smertefuldt parforhold. Hvis du har mistet kontakten til dine nærmeste, kan du frygte at stå meget alene og føle dig ensom, hvis du forlader din partner.
  6. Forbundethed: Du kan føle dig knyttet til din partner, selvom du er ulykkelig sammen med ham eller hende. Det kan være, at kærligheden mellem jer var stor, da I mødte hinanden, men nu er din partner måske ulykkelig eller fraværende - eller ude i et misbrug. Den kærlighed, der var engang, kan få dig til at blive, fordi du bekymrer dig om, hvorvidt din partner vil være i stand til at klare sig uden dig.
  7. Pengemangel: Mange mennesker bliver i usunde parforhold, fordi de ikke har økonomi til at forlade deres partner og starte et nyt liv, eller fordi de frygter at gå ned i levestandard.

Kilde: Psychology Today