Du kan komme i tvivl om dine egne oplevelser, hvis du ikke bliver troet

”Jeg mistede troen på mine egne oplevelser”. Sådan lyder det fra Kristoffer, der var en af hovedpersonerne i TV2’s dokumentar om den voldelige kultur på Herlufsholm. Årsagen er det modtryk, han har oplevet fra forældre og elever – et modtryk, som mange voldsudsatte oplever, fordi familie, venner, kolleger eller offentlige myndigheder kun ser et ensidigt glansbillede af virkeligheden

Herlufsholm dreamstime s 232737729Herlufsholm er en smuk og prestigefuld skole, som mange velhavende forældre sender deres børn til. Men under glansbilledets overflade kan der gemme sig en skyggeside, som kun få ser, og som er lige så sand som selve glansbilledet.

Af Anne-Mette Barfod

Kristoffer har mistet troen på sine egne oplevelser. Det fortæller han i et interview i Berlingske. Den unge mand med de mørke lokker var en af hovedpersonerne i dokumentaren på TV2 om den voldelige kultur på kostskolen Herlufsholm: Herlufsholms Hemmeligheder.

Oprindeligt glædede Kristoffer sig til at starte som elev på Herlufsholm, men han fandt hurtigt ud af, at den smukke gamle skole rummer en skyggeside, og det var netop skyggesiden, som tidligere elever fremstillede i dokumentaren. 

Efter udsendelsen er han blevet mødt af et modtryk fra forældre og elever, der i starten var så stort, at han begyndte at tvivle på sine egne oplevelser.

Skyggesider er usynlige for mange
Problemet med skyggesider er, at de ikke altid er synlige, hverken for os selv eller andre. Derfor er der ganske givet elever og forældre, som aldrig har oplevet de forfærdelige overgreb mod nuværende og tidligere elever, som ifølge stribevis af tidligere elever er foregået skyggen af den prominente skole. Mange tidligere og nuværende forældre og elever har mødt TV2-dokumentaren med skepsis, fordi de ikke kan genkende det billede, dokumentaren har tegnet af skyggesiderne. En så massiv skepsis og modstand kan i værste fald få selv det stærkeste offer til at tvivle på sig selv og sine egne oplevelser.

”Lige efter dokumentaren følte jeg mig som en outsider. Jeg begyndte at tro, at det var mig, der var forkert på den. At mine egne oplevelser var forkerte”, fortæller Kristoffer. Årsagen til, at tvivlen opstod, var, at nogle sagde, at det var forkert og løgn. Men ifølge Kristoffer var det ikke løgn. Bare hans ”helt objektive og ukritiske oplevelser” fra tre år på skolen.

Når vi ikke tror på voldsofre
Kristoffer er udsat for et dobbelt overgreb. Først har han haft grænseoverskridende oplevelser, og når han fortæller om dem, er der mange, som ikke tror på det, han fortæller. Den oplevelse står han desværre ikke alene med. Det er en oplevelse, som stribevis af ofre for partnervold, kan nikke genkendende til. Det gælder voldsudsatte, som ikke bliver troet, når de fortæller om volden til familie, venner, naboer eller bekendte. Alle disse pårørende til voldsudsatte har måske kun set den voldelige partners glittede facade. Derfor tror de ikke på offerets fortælling. De har jo ikke set det med egne øjne.

Det gælder også sagsbehandlere i Familieretshuset. Voldsudsatte risikerer at blive mødt med skepsis af myndighederne, fordi deres voldelige ekspartner formår at fremstå tillidsvækkende, charmerende, sympatisk og overbevisende – ligesom Herlufsholms facader udstråler overskud, charme og stolte dyder.

Her har Kristoffer imidlertid en meget vigtig pointe, som virkelig mange af os kan lære af, idet vi som mennesker må erkende, at vi ikke ser den fulde sandhed. Vi ser ikke altid skyggesiderne. Vi ser ikke alt det under overfladen. Måske ser vi kun glansbilledet og den storytelling, der følger i kølvandet på det. Og eftersom vi måske primært stoler på vores egne sanser og oplevelser, tror vi ikke på offerets fortælling om krænkelser, ligesom vi ikke troede på unge kvinders fortællinger om sexisme, før et meget stort antal stod frem under #MeToo.

Når myndighederne kun ser glansbilledet
Psykolog Irene Rønn har beskrevet problematikken meget præcist, når det gælder sager om forældremyndighed og samvær. I hendes eksempel kan en psykopatisk far have succes med at vinde forældremyndigheden og få barnets mor kørt ud på et sidespor, fordi han formår at iscenesætte sig selv som alletiders glansbillede af et menneske:

”Forestil dig, at du er dommer og sidder foran et par. Det handler om forældremyndigheden over parrets to fælles børn på 1½ og 4 år. Han er en charmerende mand. Han smiler, når han taler både til dig og til sin kone. Han er meget tillidsvækkende. Han er god til at formulere sig og argumenterer godt. Han fortæller dig om sit arbejde og sine boligforhold og du får et klart indtryk af, at han har styr på sin tilværelse. Han har også en ren straffeattest. Der er ikke noget at komme efter. Han fremstår psykisk sund, og han er meget sympatisk og meget overbevisende.

Han giver bestemt ikke associationer i retning af en psykopat.

Og alligevel kan det være, at du er ved at blive bedraget.”

Virkeligheden kan være både lys og skygge
Psykisk vold, sexisme, krænkelser og overgreb foregår ofte i skyggen, hvor der kun er få eller ingen vidner. De mennesker, der er ofre for overgrebene, står derfor ofte ganske alene med en helt umulig bevisbyrde, og det er en af grundene til, at der falder så få domme i sager om psykisk vold. Samtidig er det en meget voldsom oplevelse at blive mødt med tvivl og ikke blive troet.

Måske har eventyr, Hollywoodfilm og heltefortællinger gjort, at vi har brug for at kategorisere mennesker som enten onde eller gode, voldelige eller ikke-voldelige, sympatiske eller ikke sympatiske i vores egen, indre historiefortælling. Virkeligheden er, at enkeltpersoner, kulturer på arbejdspladser og familiesystemer kan være både gode og onde på én gang:

En mand kan sød og hjælpe sine svigerforældre med at få robotplæneklipperen til at fungere, samtidig med, at han er psykisk voldelig overfor sin familie bag hjemmets fire vægge. En alkoholmisbruger kan fremstå som ædruelig, fordi han eller hun kun drikker i smug. En kvinde kan være charmerende, samtidig med at hun udsætter sine børn for overgreb. En direktør kan være charmerende, samtidig med, at han tager den unge lærling på brysterne - og Herluftsholm kan være en fantastisk skole for mange og samtidig et mareridt for nogle. Virkeligheden kan både være lys og skygge, hvilket Kristoffer udtrykker smukt og præcist i sit interview med Berlingske. Her påpeger han, at de gode historier ikke skal overdøve de dårlige:

”Der kan godt være nogle, der har haft en god skolegang, men deres historier betyder jo ikke, at vores historier ikke er rigtige. Så jeg synes, det er lidt sjovt, at nogle synes, at deres oplevelser er lige så vigtige. Deres historier skal ikke overdøve dem, der har haft en dårlig skolegang. Jeg forstår faktisk ikke, at de bliver interviewet.”