Milliardær: Hvis din kone er lækker og min er grim, skal jeg så have lov til at låne din?

’Hvis nu du har en lækker kone, mens min er grim, skal jeg så også have lov til at låne din engang imellem?’ Det spørgsmål stiller direktøren for Saxobank Kim Fournais, som sidestiller SMV-regeringens nye Top-topskat med konebytteri og kommunisme

Saxo artikel

17. februar 2023

’Det er totalt chokerende, at folk kan være så dumme.'

Sådan lyder det fra en af Danmarks rigeste mænd, milliardær og Saxo Bank-direktør Kim Fournais i et interview i Berlingske. Han kalder det ’misbrug’ og ’topidioti’, at Danmarks nye SMV-regering vil indføre en særligt høj skat for mennesker med millionindtægter: Den såkaldte ’Top-top-skat’.

Den 56-årige rigmand og iværksætter er forarget over den nye skat, som vil indebære, at personer med en årsindkomst på mere end 2,5 millioner kroner skal betale fem procentpoint mere i skat af al indkomst over denne grænse. Hvis forslaget indføres, vil det betyde, at skatten på den sidste tjente krone i Danmark, den såkaldte marginalskat, bliver på mere end 60 procent.

Rige mennesker 'smides under bussen'
Kim Fournais kalder den nye skat for en ’rendyrket misundelsesskat og symbolpolitik af den grimmeste slags’ og udtaler, at ’Top-topskatten er et udtryk for top-topidioti, den er dybt skadelig for Danmark, den har en særdeles tvivlsom moralsk karakter – og den er fuldstændig blottet for enhver rationalitet.’

Fournais mener, at det er forkert at brandbeskatte de mennesker, som skaber arbejdspladser, og at vi i værste fald risikerer, at Danmarks rigeste vil forlade landet eller gå tidligt på pension.

’Jeg fatter ikke, at et parti som Venstre er gået med til noget så skammeligt som at tage arbejdsomme mennesker til gidsel og smide dem ind under bussen.’

’Usympatiske vilkår’ for en minoritet
Kim Fournais mener, det er udtryk for en ’bevidst kalkulation, at man kaster sig over så lille en gruppe«. Han påpeger, at Top-top-skatten rammer så få mennesker, at regeringen ikke mister så mange stemmer. Han kalder det sågar et ’demokratur’ – en sammentrækning af ordene demokrati og diktatur.

’Det, vi ser her, er, at det store flertal kan stemme sig til et lille mindretals penge – at et flertal kan lave så usympatiske vilkår for en minoritet, at man aldrig ville acceptere det, hvis ikke det handlede om såkaldt rige mennesker,’ siger han.

Fournais mener, at vi allerede i dag har den vildeste omfordeling og en topskat, der er sindssyg i sig selv.

Kommunistisk konebytteri
Med 2.500 medarbejdere og en bank, der hver dag formidler handler for astronomiske 140 milliarder kroner, lægger Kim Fournais ifølge Berlingske ikke skjul på, at han selv har en del ansatte, der tjener mere end 2,5 millioner kroner om året og derfor vil blive ramt af den nye skat.

’Logikken i det er den rene kommunisme. Hvis nu du har en lækker kone, mens min er grim, skal jeg så også have lov til at låne din engang imellem? Nej, vel? Det er en grotesk logik, som folk kun kan give udtryk for, fordi det her drejer sig om såkaldt rige mennesker.’

Det fremgår ikke af interviewet, om Saxo-direktøren mener, at rigmænd – ud over deres pengetank – også ejer deres koner og kan låne dem ud.