Når familielivet ikke er en fest bag de sprossede ruder

I Thomas Vinterbergs dogmefilm 'Festen' fra 1998 møder vi en familie, der udadtil fremstår både pæn og nydelig, men under overfladen er der kaos. Patriarken slipper afsted med overgreb og psykisk vold i form af sygeliggørelse. Det sker stadig i voldsramte familier

FestenI filmen 'Festen' mødes familien for at fejre faderens 60-årsfødselsdag, og her kommer det frem, at han har udsat børnene for overgreb, da de var små.

Af Anne-Mette Barfod

Thomas Vinterbergs film 'Festen' fra 1998 viser en familie, hvor alt på overfladen er smukt, herskabeligt og perfekt, men under den glittede facade i de flotte stuer, er der ødelagte sjæle. Da sønnen Christian, spillet af Ulrich Thomsen, til faderens 60-årsfødselsdag holder en tale om, hvordan faderen udsatte ham og hans tvillingesøster for seksuelle overgreb, gør det ikke noget godt for feststemningen. Men hurtigt formår familien at ryste talen af sig og skåle med gæsterne.

I en pause mellem retterne sætter faderen, som spilles af Henning Moritzen, sig hen ved siden af sin søn Christian og fortæller ham, at han altid har været psykisk syg. Det samme gør hans mor under en skåltale, hvor hun hylder sin mand. Moderen, som er spillet af Birhe Neumann, henvender sig i talen direkte til Christian og fortæller, at han altid - også som barn - har været god til at digte historier.

Gæsterne omkring det smukke bord med hvid dug og ranke lys i sølvkandelabre er vidner til en kamp om virkeligheden: Hvad er sandt? Kan det passe, hvad Christian fortæller om sin far? Eller er denne søn i virkeligheden helt utilregnelig, et utaknemmeligt skarn, syg i hovedet eller bare familiens sorte får, der ødelægger den gode stemning?

Det uhyggelige er, at Christian på et tidspunkt siger undskyld til sin far, fordi han i sin tale har fortalt om de seksuelle overgreb på ham og tvillingesøsteren. Med denne undskyldning får faderen for en kort stund frikort til at fortsætte som patriarken og fortsat spille rollen som den kærlige og tilgivende familiefar.

Offeret bliver sygeliggjort
Under sin tale beder moderen, spillet af Birthe Neumannn, også sin søn om at undskylde overfor sin far, men nu gør han det ikke. Nu er der i stedet dyb tavshed omkring bordet. Sønnens blik er fast, og han mæler ikke et ord, hvilket resulterer i, at han bliver smidt ud af sin meget håndfaste og udadreagerende bror, som er spillet af Thomas Bo Larsen.

Vi er som seere vidner til victim blaming af værste skuffe. Christian bliver behandlet som familiens udskud, og hans bror gennembanker ham og binder ham til et træ i haven, så han ikke ødelægger festen. Efterfølgende fortæller broderen til gæsterne, at Christian er taget tilbage til Paris, hvor han bor. Historien lever videre om, at det er Christian, der har problemer med sin virkelighedsopfattelse, er psykisk syg og iøvrigt en utaknemmelig søn, mens gæsterne skåler i de facetslebne glas, og faderen nyder sin 60-års-fejring. Denne far er tydeligvis vant til lægge problemer bag sig og i stedet se fremad.

Det er tydeligt at se, at det er en familie, der udadtil fremstår som en succes i det smukke palæ med sprossede ruder, og det er nok disse skønne rammer for familielivet, der får gæsterne til hele tiden at fortsætte festen. Den pæne far og bedstefar, som er så rar og rig og rørig... Det kan da ikke passe, at han har udsat sine børn for overgreb.... Det er vel egentlig nærmest synd for ham, at han har sådan en ondskabsfuld søn som Christian, der ødelægger sin fars store dag, som skulle være den rene, glorværdige festdag.

Da virkeligheden bliver afsløret
Alligevel fortsætter beskydningen mod faderen, og da hans datter rejser sig for at holde tale, tager hun et brev frem, som Christians tvillingesøster har skrevet, før hun tog sit eget liv. Datteren er spillet af Paprika Steen, og da hun læser afskedsbrevet fra den afdøde søster, er det en kærlighedserklæring til tvillingebroderen, men også et brev, der får gæsterne til festen til at sidde tilbage som urørlige stenstøtter. I brevet fortæller den afdøde tvillingesøster, at hun vælger at tage sit eget liv, fordi hun oplever, at hendes far stadig "tager" hende - i hvert fald i hendes drømme.

Nu står Christian ikke længere alene med sin oplevelse af virkeligheden. Nu slutter gaslightingen. Nu ved alle, at det Christian har fortalt, er sandt. Alle ved, at den udadtil så nydelige pater famiglia har udsat sine tvillinger for voldtægter, da de var børn. Alle ved præcis, hvorfor Christians tvillingssøster valgte at tage sit eget liv. Måske har alle gæsterne tidligere tænkt, at hun gjorde det, fordi hun var psykisk syg, men nu ved gæsterne, hvorfor hun gjorde det. Hun kunne ikke leve med overgrebene mere heller ikke, selv om de nu kun optrådte i hendes drømme.

Det er forfærdeligt, og samtidig er det på sin vis lykkeligt. Det lykkelige i Festen er, at sandheden vinder til sidst, for sådan er det ikke altid i virkeligheden. I virkeligheden er der mange familiefædre og -mødre, der klarer frisag, selv om de begår overgreb mod partner og børn. Det kan være forældre, der er ude i et alkoholmisbrug, har en personlighedsforstyrrelse eller er psykisk voldelige og krænkende. Alligevel formår de at iscenesætte sig selv som gode forældre og kaste smuds på den forælder, der forsøger at beskytte sine børn.

Livsmodet vender tilbage
Da sandheden omsider sejrer i 'Festen', får Cristian livsmod til at spørge stuepigen, der er spillet af Trine Dyrholm, om hun vil flytte med ham til Paris, hvor han bor og driver nogle restauranter.  Han elsker hende, og nu har han overskud til at begynde at leve sit eget liv. Sandheden har sejret, og alle - inklusiv Christian - ved, at han ikke er syg i hovedet. Det, han har oplevet, er sandt, og det er hans forældre, der har manipuleret både med de voksne børns og gæsternes opfattelse af virkeligheden.

Ved morgenbordet, hvor gæsterne er samlet efter festen, kommer faderen ned i sin morgenkåbe med moderen ved sin side. Hun flankerer ham stadig, ligesom hun altid har gjort, også selv om hun har vidst, hvad hendes mand udsatte tvillingerne for. Hun er hele tiden ved hans side, og selv med sit kendskab til de seksuelle overgreb har hun tilladt sin mand at sygeliggøre sønnen. Måske har hun ønsket at holde sammen på familien og at blive boende i det skønne palæ. Måske har hun ikke kunnet overskue at forlade sin mand. Vi ved det ikke.

I en tale ved morgenbordet kalder patriarken sin adfærd 'utilgivelig', og han siger, at han godt er klar over, at han denne morgen ser sine børn og børnebørn for allersidste gang. Det er barskt. Nu kunne man godt gå hen og få lidt ondt af ham - eller kunne man? Der må jo være noget galt med ham, siden han kan finde på at sygeliggøre sin egen søn for selv at gå fri. Ligesom der må være noget galt med den mor, der ikke passer på sine små børn og ikke griber ind, når hendes mand udsætter dem for overgreb.

Ikke altid en happy ending
Faderen bliver bedt om at forlade morgenbordet, så alle kan spise i fred og - sikkert for første gang nogensinde - siger moderen, at hun bliver sammen med sine børn. Nu er hun ikke ved sin mand side. Kampen for at skjule virkeligheden bag den glittede facade er tabt, og moderen vælger måske at forlade sin mand.

Vi kender ikke moderen særlig godt. Vi ved bare, at hun dækker over sin mand og har gjort det gennem hele deres ægteskab. Vi ved også, at hun hellere vil sygeliggøre sin egen søn, end hun vil stå op for sig selv, sine børn og sandheden om overgrebene. Vi ved ikke hvorfor - om det er fordi, hun fornægter virkeligheden, eller om hendes mand måske har sagt til hende, at hun også er psykisk syg og ser syner. Måske har denne mor ikke kunnet overskue at passe på sine børn, pakke kufferterne, flytte på krisecenter og forlade sin mand allerede da børnene var små, og hun blev opmærksom på overgrebene.

Det er en speciel familie, og det er en film. De krænkelser, som tvillingerne har været udsat for, er voldsomme, og alligevel ved vi, at der er mange familier, der kan minde om denne familie. Det er familier, som udadtil kan fremstå sunde, succesrige og sande, men hvor det liv, der udspiller sig i hjemmet, rummer en helt anden virkelighed. Det kan være en virkelighed med seksuelle overgreb. Det kan være en virkelighed med alkoholmisbrug. Det kan være en virkelighed med fysisk vold - eller en virkelighed med psykisk vold.

Der er ingen tvivl om, at Christian er udsat for psykisk vold, og at denne vold sammen med overgrebene har været ødelæggende for ham. Selv som voksen har han svært ved at stole helt på sine egen virkelighedsopfattelse.

Psykisk voldelige forældre
Der er mødre, som handler anderledes en moderen i filmen. Det er mødre, som finder styrken til at forlade manden for at beskytte både børnene og sig selv.

Hvis vi et øjeblik forestiller os, at Henning Moritzen i 'Festen' er inkarnationen af denne voldelige far, så vil moderen stå ansigt til ansigt med ham i kommunens familieafdeling, i Familieretshuset og i retssager om forældremyndigheden over børnene i byretten og i landsretten. Moderen risikerer at tabe alle disse sager, og samtidig skal hun samarbejde med ham om børnene. I sidste ende taber hun måske også retten til at se sine børn, fordi hun forsøger at beskytte sine børn - og derfor bliver anklaget for at være konfliktskabende. For som vi ser i 'Festen', er faderen overbevisende og stærk til facadespil. Han er også overbevisende, når han fortæller sin søn, at han er syg i hovedet. Det samme vil en sådan far fortælle om moderen til offentlige myndigheder i 2021. Han vil fortælle, at moderen er psykisk syg - og måske vil myndighederne tro ham.

Disse sagsbehandlere og dommere er som gæsterne omkring bordet til 'Festen'. De ved ikke, hvad de skal tro. De ved ikke, hvem der taler sandt - om det er moderen, faderen eller børnene. Måske vælger de langt han ad vejen at tro på faderen, som er mest overbevisende, for de ved måske ikke så meget om vold i familier.

I ALT blev der i denne uge bragt en artikel, hvor en juridisk rådgiver og tidligere medarbejder i Statsforvaltningen (Familieretshuset), kommunen og Ankestyrelsen fortæller, at mange mødre trækker 'offerkortet' for at vinde børnene. Helt præcist udtaler hun: "Vi ser desværre alt for mange sager, hvor mødrene helt velovervejet flytter på krisecenter for at køre manden ud på et sidespor." For mig at se er det dybt bekymrende, at juridisk rådgiver med dette kvindesyn har siddet som sagsbehandler i det familieretlige system. Ingen kan jo vide, hvor mange børn hun kan havde sendt i armene på mænd som familieoverhovedet i Festen.

Når krænkeren vinder børnene
Det er ikke altid, at sandheden til sidst kommer frem, og så fortsætter 'Festen'. Hvis moderen i filmen var gået, og faderen havde vundet forældremyndigheden over børnene, fordi han virker så overbevisende og stabil, havde Christian måske ligesom sin tvillingesøster også valgt at tage sit eget liv.

Vi har brug for, at sandheden kommer frem, og at skilsmissesager bliver behandlet grundigtt og professionelt. Vi har brug for, at sagsbehandlere, juridiske eksperter og dommere lærer at gennemskue dynamikker i familier, hvor der bliver begået overgreb.Vi har brug for, at vi alle bliver bedre til at gennemskue dynamikkerne, og at flere rækker en hjælpende hånd ud til mennesker, der er udsat for overgreb - både børn og voksne. Alt for ofte bliver disse familier overladt til sig selv, mens gæsterne sidder passive omkring bordet som i 'Festen'.

Familielivet er ikke altid en fest, selv om det umiddelbart kan se sådan ud på overfladen.

Skindet kan godt bedrage.

Læs artiklen ”Vi voldsramte mødre tør ikke råbe højt – vi frygter at miste vores børn” på ALT.dk.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce