Når du skal skilles og bølgerne går højt, gør du klogt i at overveje, om du kan stole på din bankrådgiver. Ifølge finansiel rådgiver risikerer du, at din bank vælger side til fordel for din ekspartner - også selv om du har været kunde i banken i årevis
Hvis du har haft den samme bank stort set hele livet, går du sikkert ud fra, at banken har din ryg, passer på dine data og er loyal overfor dig, når du skal skilles. Det er imidlertid ingen selvfølge. I virkelighedens verden risikerer du, at banken stopper kommunikationen med dig, skaber problemer for dig omkring salg og køb af bolig og umotiveret spærrer dine kreditkort.
Lars Hauge er cand.polit og har mange års erfaring som finansiel rådgiver. Han har kendskab til flere sager, hvor banker har overtrådt gældende regler og lovgivning i forbindelse med kunders skilsmisser.
”Bankerne har et sæt regler, der handler om, hvordan de skal behandle kundernes personlige data omkring økonomi, hvilket også står på deres hjemmesider. Imidlertid har jeg set eksempler på, at selv store banker i Danmark udleverer folks data til ekspartneren. Det er problematisk – også etisk og moralsk – fordi konsekvensen kan være, at de skader den ene part i skilsmissen økonomisk. Særligt alvorligt er det, hvis den ene partner er udsat for økonomisk partnervold.”
Udleverer fortrolige oplysninger
”Bankrådgiveren kan have en tendens til at tage mere hensyn til den ene part i en skilsmisse end til den anden. Det kan skyldes, at banken betragter den ene part som en stærkere kunde rent økonomisk. Det kan betyde, at bankrådgiveren lytter mest til den ene part, og måske tror mest på det, han eller hun fortæller. Hvis den ene partner fortæller en masse dårligt om sin eks, kan konsekvensen være, at også bankrådgiveren vender sig imod denne ekspartner”, påpeger Lars Hauge. Derfor bliver den ene partner bedre stillet end den anden.
”Jeg kender til sager, hvor en kunde har fået spærret sit Visakort helt umotiveret. Det kan skyldes, at ekspartneren har fortalt bankrådgiveren, at den anden er økonomisk uansvarlig – også selvom der ikke er belæg for det. Specielt hvis bankrådgiveren tidligere kun har været rådgiver for den ene part, er der risiko for, at rådgiveren vender sig mod den anden part."
Banken bidrager til økonomisk partnervold
En undersøgelse gennemført af Powerkvinderne i samarbejde med Genderwise viser, at danske banker stort set ikke har kendskab til begrebet økonomisk partnervold. Det er ifølge Lars Hauge særdeles problematisk:
”Uden det fornødne kendskab til dynamikkerne i et voldeligt parforhold, risikerer banken at medvirke til at ødelægge den ene parts økonomisk muligheder, ikke bare nu og her, men også på længere sigt.”
Hvis du tænker, at du med fordel kan klage til banken, risikerer du ifølge den finansielle rådgiver at spilde både tid og kræfter:
”Der er eksempler på, at banken direkte kaster et tågeslør ud over egne interne procedurer. Jeg har set eksempler på, at en bank har svaret, at ’der var en advokat, som bad om at få udleveret fortrolige oplysninger, og derfor har banken udleveret dem". Da bankdirektøren bliver konfrontere med fejlen, er svaret, at banken beklager, og at ledelsen har givet instruks om, at det ikke må ske igen. Samtidig indrømmer banken, at de fortrolige oplysninger ikke er udleveret til en advokat, men direkte til ekspartneren. Her er der stort set intet at stille op.”
Bankrådgivere skal være loyale
Det kan komme til at koste dig dyrt, hvis din bank i forbindelse med din skilsmisse, bliver din modspiller:
”Derfor er det nødvendigt, at banken sikrer sig, at tidligere ægtefæller får to forskellige bankrådgivere. Det vil betyde, at kunder – i modsætning til i dag – kan føle sig trygge ved bankrådgiveren, også i tilfælde af skilsmisse”, påpeger Lars Hauge.
”Det kan være ødelæggende, hvis en bankrådgiver tager parti og modarbejder den ene part sammen med ekspartneren. Det betyder nemlig, at en ekspartner kan have succes med at ødelægge sin tidligere ægtefælles finansielle troværdighed. Konsekvenserne kan være, at du mister din betalingsevne, dine muligheder for at købe en ny bolig eller i det hele taget komme videre i dit liv. Det kan også betyde, at banken opkræver højere renter, fordi du bliver betragtet som et dårligt papir.”
Banker mangler intern styring
”Jeg har set flere eksempler på banker, der mangler intern styring, også i forbindelse med klagesager. Selv hvis banken ikke overholder lovkrav og datasikkerhed, kan du ikke være sikker på, at du får en fair behandling. Derfor risikerer du, at det bliver en kamp mellem David og Goliat. De danske banker er stærke økonomisk og har en hær af advokater. Der for har du som almindelig kunde stort set ikke en chance for at stå op imod din bank – heller ikke, hvis du bliver opkrævet for høje renter, og din konto bliver lukket”, lyder det fra Hauge.
”Det er særdeles problematisk, at banker på den måde kan slippe afsted med uetiske og problematiske forretningsmetoder. Særligt alvorligt er det naturligvis, hvis det går ud over en enlig forsørger, hvilket jeg har set eksempler på.”
Hvis du skal skilles, skal du ifølge den finansielle rådgiver, sørge for, at du selv har styr på din bank, så du kan stole på, at dit pengeinstitut også er der for dig, når du har brug for økonomisk overblik og tryghed i den svære tid, som en skilsmisse er.
”Du er kunde i banken, og derfor skal du betragte banken som en leverandør af finansielle ydelser. Det er derfor misvisende, når der står bankrådgiver på visitkortet. Der burde ret beset stå sælger."
Læs også:
- Ny rapport fra Justitia: Dårlig retsstilling for ofre for økonomisk partnervold
- Bankerne er stort set uvidende om økonomisk partnervold
- Dårlig økonomi kan være en lænke om benet på voldsudsatte kvinder
BESØG POWERKVINDERNES SIDE OM ØKONOMISK PARTNERVOLD: PENGEVOLD.DK








