Ikke at tilgive kan være at stå på sin egen side

Hvorfor har vi en kulturel norm om, at vi skal tilgive mennesker, der gør os ondt, selv hvis de ikke siger undskyld og bliver ved med at skade os? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da den internationalt anerkendte psykolog Dr. Ramani sagde, at der er mennesker her i verden, hun aldrig vil tilgive

18. marts 2024

Tilgivelse er et komplekst og dybtgående emne, som berører vores følelser, kultur og personlige overbevisninger. I mange kulturer og religiøse traditioner er tilgivelse anset som en dyd og en vej til indre fred, og ofte har jeg hørt argumenter som: ’Du skal tilgive for din egen skyld’. Jeg har aldrig helt forstået argumentet, for vi kan vel ikke tilgive et andet menneske blot ved at beslutte os for at gøre det. Når et menneske har gjort os ondt, ligger det vel stadig og rumsterer i sindets afkroge – måske indtil den dag, hvor ligegyldigheden tager over, og vi ganske enkelt ikke længere har følelser for personen.

Når jeg i denne sammenhæng gør mig disse tanker om tilgivelse, handler det for mig om tilgivelse af voldsomme overgreb og ikke om de små hverdagstilgivelser, som jeg er stor tilhænger af.

I virkeligheden har jeg aldrig været så bevidst om begrebet tilgivelse. I stedet har jeg haft en ubevidst ide om, at det er godt at tilgive for at lægge dårlige oplevelser bag sig. Måske har jeg også tænkt, at det kan gøre os til bedre mennesker. Selv har jeg tilgivet mange gange i mit liv og måske fortalt mig selv: 'Han eller hun mente det nok ikke så slemt – ledsaget med indre argumenter og bortforklaringer'. Det kan være forklaringer som: ’Han eller hun har også haft det svært. Det må jeg rumme og forstå, og derfor må jeg også tilgive’. På den måde har jeg nok ubevidst set tilgivelsen som en form for imperativ. Det har jeg gjort indtil for ganske nylig, hvor den internationalt anerkendte psykolog Ramani Durvasula, kaldet ’Dr. Ramani’, tonede frem i et interview med Lewis Howes. Det var en ganske almindelig aften med en kop kaffe i hånden, at hendes ord fundamentalt ændrede mit syn på tilgivelse og – skulle det vise sig – en god portion af mit verdensbillede.

Sociale normer og forventninger om tilgivelse
Som mennesker har vi en tendens til at forstå andres smerte og ønske at lindre den. Når nogen gør os ondt, kan vi ønske at give dem en chance for at ændre sig.

I vores samfund er der nogle normer og forventninger om tilgivelse. Vi lærer tidligt i vores liv, at det er godt at tilgive, og at det er negativt at bære nag. Mange af os har lært, at det er bære nag tærer på vores egen sjælefred. Når jeg skriver ordet ’sjælefred’, lyder det næsten som noget religiøst, og mange religioner fremhæver da også tilgivelse som en central værdi. I kristendommen lærer vi, at Gud tilgav menneskeheden gennem Jesus’ offer på korset. Dette kan helt ubevidst påvirke os, så vi føler, at vi skal tilgive, for selv hvis du ikke er religiøs, lever kristendommen som en usynlig del af DNA’et i vores kultur.

Men selv om den kristne Gud har tilgivet os mennesker, så er jeg nået til en erkendelse af, at det for os almindeligt dødelige ikke altid er en god ide at tilgive. Det betyder ikke, at vi skal gå og bære nag. Det betyder bare, at vi står på vores egen side, når et menneske eller en gruppe af mennesker har gjort noget, som vi oplever som: Utilgiveligt.

Om at tilgive det utilgivelige
Nogle mennesker mener, at tilgivelse er en vej til at helbrede sig selv. Ved at tilgive kan vi frigøre os fra byrden af smerte og vrede. Det er jeg som sådan ikke uenig i. Jeg har tilgivet meget, og det har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre. Tilsvarende håber jeg, at mennesker omkring mig vil blive ved med at tilgive mig, hvis jeg kommer til at såre dem. Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om, at det kan skabe konflikt, svære følelser og ufred at holde fast i vrede.

Dr. Ramani har specialiseret sig i at hjælpe ofre for psykisk vold, og for ganske nylig udgav hun bogen ’It’s not you’, som straks befandt sig på New York-bestsellerlisten. Ramani har produceret mange videoer og podcasts, som internationalt har været en stor hjælp for alle de mennesker, som er udsat for psykisk vold – enten i parforhold, i familien eller på jobbet. Psykisk vold går i sin grundform ud på at få magt over andre ved at nedgøre, kritisere, udskamme, true – need I say more. Selv om denne form for vold er usynlig, er den ødelæggende, og alt for mange ofre for psykisk vold udvikler mentale lidelser som PTSD, angst, depression og stress.

Og nu kommer det store spørgsmål: Skal vi tilgive mennesker, der ødelægger os, ødelægger vores børn, ødelægger vores økonomi og vores liv? Skal vi med andre ord tilgive det utilgivelige? Og skal vi tilgive dem for vores egen sjælefreds skyld? Eller kan det at tilgive gøre os til halve mennesker frem for hele, fordi vi ikke er tro mod os selv?

Narcissistiske personligheder
Dr. Ramani taler i sine videoer konsekvent om psykisk voldelige krænkere som ’narcissister’, og netop dette ord har mange det svært med, mens andre elsker begrebet. Ordet stammer fra den græske mytologi, hvor den unge Narcissos forelskede sig i sit eget spejlbillede. På den måde tilhører begrebet oprindeligt os alle, og ikke kun psykiatere og psykologer, som har taget det til sig i forbindelse med diagnoser.

I Ramanis univers er en narcissist et selvoptaget menneske, der mangler empati og samtidig skader mennesker med sin psykisk voldelige adfærd. På den måde taler vi ikke diagnoser her. Vi taler om en narcissistisk adfærd, som kan være nedbrydende og grænseoverskridende, og som vi kan møde i mange forskellige sammenhænge.

Forud for udgivelsen af bogen 'It's not you', stillede talkshowværten Lewis Howes dette spørgsmål til Dr. Ramani:  

Hvordan tilgiver vi sådan nogle mennesker?

Det interessant ved spørgsmålet er, at det er et spørgsmål, som jeg igen og igen har stillet mig selv, og da Ramani svarede, gik det op for mig, at spørgsmålet kan være det helt forkerte at stille. Det gik også op for mig, at der er mennesker, som jeg på det bevidste plan nok har tilgivet, men ikke på det ubevidste plan. Derfor har jeg forsøgt at kommunikere med dem, forsøgt at forklare, hvordan jeg har oplevet deres adfærd, og samtidig har jeg forsøgt at forstå dem og adfærden.

Mange mennesker er udsat for psykisk vold
Alt for mange mennesker er udsat for psykisk vold på forskellige arenaer i deres liv, og når jeg lytter til Dr. Ramani, må jeg sande, at jeg også har haft narcissistiske personer i mit liv, som har forvoldt mig og mine nærmeste voldsom skade. Det er nu gået op for mig, at jeg aldrig kommer til at tilgive disse mennesker. Særligt kommer jeg ikke til at tilgive dem, der har skadet mine nærmeste.

Denne erkendelse – eller beslutning, om du vil – fodrer en indre følelse af råstyrke. Ikke at tilgive er en stærk kraft, og jeg har indset, at jeg ikke behøver at være noget dårligt menneske, og at jeg ikke behøver at gå og bære nag. Jeg kan blot konstatere, at nogle mennesker har gjort noget, jeg finder utilgivelige, og det ændrer mit syn på dem og mine forventninger til dem fremover. Det ændrer mit indre univers og min dialog med dem, for nogle af dem er stadig i mit liv, både direkte og indirekte.

”Jeg tilgiver dem aldrig”
”Jeg vil være ærlig med dig, Lewis. Jeg har nok haft en håndfuld narcissistiske mennesker i mit liv, som jeg ikke længere er i kontakt med, og jeg kommer aldrig til at tilgive dem. Jeg vil aldrig tilgive dem.”

Intervieweren Lewis er tydeligt overrasket over Dr. Ramanis udtalelser: "Kommer du ikke til at tilgive dem, selv hvis du ikke ser dem igen?" Og svaret er her et rungende ’nej’:

”Jeg tilgiver ikke. Jeg glemmer ikke. Erfaringen forandrede mig så meget, at jeg bliver nødt til at lære at eksistere i denne nye normal. Jeg måtte kravle ud fra under ruinerne. Jeg tvivler stadig på mig selv. Jeg føler mig stadig ikke tryg i verden. De tog min tryghed, hvordan i alverden skal jeg kunne tilgive det?”, spørger hun og fortsætter:

”Jeg har store problemer med tillid. Jeg er skrækslagen ved tanken om at møde en ny narcissist. Jeg slås stadig med triggere og natlige mareridt. Jeg ved ikke, hvem jeg er, og hvem jeg kan stole på. Nej, det er ikke noget, du bare uden videre kan tilgive. Det er livsforandrende, og du skal gøre lige præcis det, du har brug for at gøre, for at hele – uanset, hvad andre mennesker siger om dig.”

Lewis leder efter ordene og siger så, at det vigtigste vel også er at opnå fred i sjælen, hvortil Ramani svarer:

”Jeg oplever helt bestemt den ro. De mennesker, der ikke opnår den ro, er det mennesker, der bliver ved med at tilgive og igen og igen bliver sårede.”

Heling fra psykisk vold går ifølge Ramani ud på at blive sig selv, stå stærkt i sig selv og være autentisk. Og dit autentiske selv kommer måske aldrig til at tilgive:

”Og det er ok!”

Om at være autentisk
Når Dr. Ramani siger, at dit autentiske selv måske aldrig kommer til at tilgive, har ordene en interessant konsekvens. I det øjeblik, du siger til dig selv, at det, du har oplevet, er utilgiveligt, så kommer styrken, og den styrke har jeg talt med flere kloge mennesker om i den seneste tid.

Jeg kan mærke en styrke ved at kalde nogle af mine oplevelser i livet for ’utilgivelige’, og det interessante er, at jeg stadig kan være god mod mine medmennesker, også mod dem, der har gjort noget, der i mine øjne er utilgiveligt. På den måde kan jeg uden skam sige, at det der, det tilgiver jeg ikke.

Fra det sekund, jeg erkendte, at nogle mennesker i mine øjne har haft en utilgivelig adfærd overfor mig selv og mine nærmeste, ændrede dynamikken sig i mit indre. Jeg føler ikke vrede mod disse mennesker og heller ikke bitterhed. De har lært mig noget, selv om jeg virkelig gerne ville have været det foruden. Helt konkret er det mine forventninger til dem, der fundamentalt har forandret sig:

Jeg har ikke nogen forventninger til, at de fremadrettet vil ændre sig. Jeg har ikke nogen forventninger til, at ’vi må kunne tale om det’, som ellers altid har været mit mantra. Jeg bruger ikke længere tid og kræfter på at få dem til at forstå, at jeg føler, at de har skadet både mig og mine nærmeste. Jeg siger blot til mig selv, at jeg finder deres adfærd utilgivelig. Når jeg siger det, kan jeg sige det med en urkraft, der hverken rummer had eller bitterhed. Jeg bærer med andre ord ikke nag, og jeg ønsker dem alt det bedste, mens jeg står stærkere i mig selv end nogensinde før.  

En personlig beslutning
Nogle mennesker finder fred gennem tilgivelse, mens andre ikke gør. I sidste ende er det for mig at se vigtigt at huske, at tilgivelse er en personlig beslutning, og som en af mine kloge døtre sagde til mig for nylig: "Ikke at tilgive kan være at stå på sin egen side." Det synes jeg, er så klogt, at jeg har gjort det til overskriften.

For mig er det en kæmpestor befrielse ikke at tilgive det utilgivelige, så tak til alletiders skønne ildsjæl: Dr. Ramani.

Du kan købe hende bog her: It's Not You: Identifying and Healing from Narcissistic People

Anne-Mette Barfod stiftede Powerkvinderne i 2009 med ambitionen om at give kvinder styrke. I Powerkvindernes regi startede hun siden Psykiskvold.dk i 2015 og Pengevold.dk i 2022. Anne-Mette har i mange år holdt kurser og rådgivet i personlig branding, empowerment og gennemslagskraft og om at stå stærkt i sin egen autenticitet.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce