Mine børns voldelige far har fået midlertidig forældremyndighed

Annette var ganske ung, da hun forelskede sig i en karismatisk og charmerende karrieremand, men over tid udviklede han sig til at blive kontrollerende og voldelig. Det gik både ud over hende og parrets to børn – og alligevel har han nu fået midlertidig forældremyndighed over børnene

Annettes mand udsatte deres datter for vold første gang, da hun var ganske lille. Modelfoto

24. marts 2024

Af Annette, som gerne vil være anonym

Da jeg var 17 år, forelskede jeg mig i en mand, der var flot, veltalende og karismatisk. Jeg blev overøst med gaver og komplimenter. I dag – 14 år efter – har jeg dybe ar i min sjæl, fordi denne mand har udsat mig og vores to børn for både psykisk og fysisk vold. Samtidig har Familieretshuset midlertidigt givet ham forældremyndigheden over vores fælles børn. Myndighederne har nemlig troet på ham – og ikke på mig.

Trods den romantiske start blev vores forhold aldrig rigtig lykkeligt. Han festede tit med sine venner og var mig utro med sin ekskæreste. Han havde haft en svær opvækst og var ikke det store familiemenneske, og mens han dyrkede sine venner, følte jeg mig stadig mere isoleret, fordi han ikke inviterede mig med.

Den devaluerede husmor
Da vi flyttede sammen blev det mig, der skulle stå for det hele med alt fra indretning til oprydning. Det var mig, der skulle sørge for huset, og selvom jeg sagde til ham, at jeg følte mig isoleret i vores hjem, havde det ikke nogen effekt. Der var ikke nogen støtte eller opbakning at hente.

Det var her devalueringsfasen begyndte. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg gjorde tingene forkert. Jeg kunne ikke gøre noget rigtigt, og tingene stod ikke, som han gerne ville have, at de skulle stå. Når vi en sjælden gang var ude sammen, sad jeg stille i et hjørne, for jeg var så bange for at komme til at sige noget forkert.

Da vi havde boet sammen i et år, blev jeg gravid. Han fortalte mig, at han ikke var nogen familiefar, og at han ikke ville have noget med barnet at gøre. Min mave voksede, og fødslen skulle vise sig at blive en ensom og ubehagelig oplevelse. Da jeg fortæller ham, at fødslen er ved at gå i gang, siger han, at han lige skal sove lidt mere. Han ligger og sover, mens jeg går rundt i stor smerte.

Bad mig om ikke at skrige så meget
Under fødslen var det heller ikke lyserødt. Jeg havde håbet, at han ville hjælpe mig, men det eneste, jeg fik at vide, var, at jeg skulle holde min kæft og lade være med at skrige sådan. Han gik ofte ud og røg og forsvandt flere gange under fødslen.

Det endte med akut kejsersnit, og da vi kom hjem, startede han straks på sit job uden at tage de 14 dages barsel, som fædre typisk tager efter fødslen.  Som nybagt mor begyndte jeg at udvikle en depression, og det tog mig to år at komme op igen.

To år efter fødslen startede jeg på en uddannelse og begyndte at føle mig stærkere. Det er på dette tidspunkt, at han spørger mig, om vi ikke skal få barn nummer to, hvilket jeg siger ja til. Han ønsker ikke, at jeg skal tage min uddannelse, men ser hellere at jeg går hjemme og passer børnene, mens han tjener penge.

Modtog lommepenge
Han mener, at det er en kvindes job at passe hus og børn, og det betalte han mig lommepenge for at gøre. Hvis jeg skulle købe tøj til børnene eller mad, skulle jeg bede ham om penge. Da vi får barn nummer to, bliver vi gift, og jeg får to dage til at planlægge vores bryllup.

Imens vi venter barn nummer to, flytter vi ind i et nyt hus. Det sker godt tre dage, før barnet kommer til verden. I de tre dage op til fødslen malede jeg som højgravid hele huset.

Efter fødslen når vi dårligt nok hjem fra sygehuset, før han siger til mig, at han elsker den ældste mere end han elsker den yngste. Jeg siger til ham, at det kan han ikke vide endnu, fordi han ikke har lært vores yngste at kende. Efterfølgende bliver det voldsomt. Han har i forvejen slået mig flere gange, mens jeg var gravid, og han bryder sig ikke om at blive sagt imod.

Lederstilling og forretningsrejser
Hans karriere kørte på skinner, mens jeg gik hjemme med vores to små børn. Han fik en lederstilling i en større virksomhed og var stort set aldrig hjemme. Han tog på mange forretningsrejser.

Jeg brugte hele min barselsperiode på at få huset til at ligne et opslag i et boligmagasin. På den måde havde jeg dårligt tid til at tage mig af vores baby. I stedet hyrede han en ung pige i huset, som hjalp med børnene.

Vores yngste var ikke ret gammel, da hans vrede også begyndt at gå ud over hende. Han ruskede hende, selv om hun ikke var stor nok til selv at holde sin nakke. Han råbte og skreg.

Jeg begyndte at gå på glasskår, og den unge pige tog mere og mere over af frygt for hans temperament. Vores datter var under to år, da han første gang stak hende en lussing, så hun trillede hen ad gulvet. Da jeg forsøgte at stoppe ham, slog han mig foran børnene. Samtidig talte han igen og igen meget nedladende både til børnene og til mig. Han lukkede børnene inde på deres værelser og var ubehagelig overfor dem, hvis de ikke gjorde, som han ønskede.

Sparkede mig foran børnene
Den fysiske vold gik ofte ud over mig. Foran børnene sparkede han mig, mens jeg lå på gulvet. Han tog kvælertag på mig og sagde, at han ville dræbe mig. Samtidig begyndte han se andre kvinder, og han sagde til mig, at det var fordi, jeg ikke var køn nok.

I det hele tiden kunne jeg ikke gøre noget godt nok, selv om jeg gjorde mig umage. Han anklagede mig for at lægge håndklæderne forkert sammen, og han kunne finde på at hive dem ud af skabet og forlange, at jeg lagde dem sammen på hans måde. Jeg skulle stryge hans skjorter, og alting skulle stå på en bestemt måde.

Hvis noget stod bare en centimeter forkert, faldt hammeren.

En kniv i natskuffen
Jeg fik under tre timers søvn om natten og måtte først sove, når jeg havde tilfredsstillet ham. Efterhånden blev jeg så bange for, om han ville slå mig ihjel, at jeg begyndte at sove med en kniv i natskuffen. Jeg flyttede på krisecenter med børnene og fandt modet til at sige til ham, at jeg ville skilles.  

Jeg følte mig tryg på krisecenteret, og det gjorde børnene også, men mens vi boede der, brugte han tiden på at manipulere med myndighederne. Udadtil er han god til at skabe et kæmpestort glansbillede af sig selv, så alle myndighedspersoner så ham som en hæderlig far og som den primære omsorgsgiver. Bag min ryg skrev han til Familieretshuset, at han mente, at jeg var psykisk syg, og her brugte han min tidligere depressionsdiagnose imod mig.

Han fortalte en historie om, at jeg var syg i hovedet, og at jeg var stukket af med børnene. Det lykkedes ham at vinde myndighederne over på sin side. Da jeg får mulighed for at fortælle min egen historie, bliver jeg slet ikke taget seriøst. Jeg forsøger at forklare, at børnene skal væk fra det giftige miljø, men myndighederne lytter ikke til mig.

Han går efter forældremyndigheden
Uden mit samtykke udlejer han vores hus, mens jeg efter opholdet på krisecenteret bor hos noget familie. Nu har jeg ikke nogen bolig til mig selv og børnene. Han vil ikke skrive under på, at børnene skal bo hos mig, og udstyrer dem med en GPS, så han hele tiden kan overvåge, hvor de befinder sig. Samtidig får han bevilliget samvær.

Jeg søger om at få samværet suspenderet, men Familieretshuset træffer afgørelse om, at han skal se børnene. Samtidig ender det med, at han midlertidigt får den fulde forældremyndighed over børnene. Det sker, fordi jeg nægter at udlevere børnene til ham, hvilket bliver opfattet som samværschikane.

Han er ikke dømt for vold, men kun sigtet, og det er ikke nok til, at jeg bliver taget alvorligt. Selv om der foreligger en masse underretninger om hans voldelige adfærd fra familie, naboer og venner, lytter myndighederne ikke til mig, og jeg frygter for mine børns fremtid.

Desværre står jeg ikke alene med min historie, og jeg håber, at regeringen en dag får øjnene op. Det er mit eneste håb. for alt for mange voldsudsatte og deres børn er ofre for den voldelige part i myndighedernes systemer.  

Annette vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce