Vi skal blive bedre til at identificere narcissistisk og psykopatisk adfærd, nedtrappe konflikter og sætte grænser

Vi taler ofte om, at der er brug for mere hjælp til voldsudøvere med narcissistiske eller psykopatiske personlighedstræk. Ifølge ekspert kommer vi længere i forebyggelsen af psykisk vold, hvis vi fokuserer på de voldsudsatte og klæder myndighedspersoner og ofre på til at gennemskue og håndtere volden

9. april 2024

Vi skal blive bedre til at identificere narcissistiske og psykopatiske personlighedstræk, da viden om trækkene vil resultere i en mere effektiv grænsesætning for pårørende og ofre for psykisk vold.

Det mener den norske terapeut Lill Stella Høslom.

I et indlæg i Psykologisk.no peger hun på, at det er nødvendigt at forske mere i, hvordan vi kan forebygge psykisk vold. I stedet for at fokusere på voldsudøveren skal vi klæde både voldsudsatte og myndighedspersoner bedre på til at gennemskue og håndtere volden. At forandre mennesker med narcissistiske og psykopatiske træk kan nemlig være op ad bakke.

Vi skal nedtrappe konflikterne
Lill Stella Høslom arbejder med voksne klienter, der genkender mønstre af narcissisme og psykopati efter at have læst eller hørt om dem. De har mistanke om, at deres partner, forældre, familie eller andre, de er tæt på, kan være narcissister.

”I løbet af vores tid sammen ophører dette med at være vigtigt. Grænsesætning, personlige følelser og behov bliver vigtigere og en naturlig del af bedringen. Årsagen til konflikten er i de fleste tilfælde irrelevant”, vurderer hun.

De fleste af os har ifølge Høslom en naturlig, empatisk tilgang med forståelse, tolerance og respekt uden at opdage, at der bliver løjet for os. Det gælder uanset, om vi er pårørende eller myndighedspersoner:   

”For at undgå at puste til konflikten bør vi i stedet fokusere på at forebygge negative konsekvenser. Det reducerer risikoen for at blive manipuleret og trianguleret af løgne og delvise sandheder. Klare tiltag vil hjælpe os med at fokusere på dem, der har brug for hjælp - uden at tage hensyn til noget andet.”

Børn er lette at hjernevaske
”Retssystemet, familierådgivningen og sociale myndigheder mangler systemer og indsigt, der kan identificere psykisk vold. Den psykiske vold fortsætter gennem børnene. Vi ved, at børn kan bruges som våben i forhold, hvor en eller begge forældre bruger psykisk vold. Forældrekonflikter er ofte en årsag til indirekte vold, som f.eks. fjendtlighed.”

Hos børn, der har været udsat for psykisk vold, ser vi ifølge Lill Stella Høslom mønstre af medafhængighed, frygtbaseret lydighed, separationsangst, undertrykkelse, dissociation, behov for kontrol, manipulation, nedsat tolerance, sort/hvid-tænkning, frygt og manglende bevidsthed om egne følelser og behov.

”Børn har et stort behov for hjælp i tilfælde af vold i hjemmet. De er lette at manipulere og hjernevaske, og de har ingen fri vilje. Hvis vi griber ind tidligt nok, kan vi forhindre, at destruktive adfærdsmønstre som narcissisme og psykopati fortsætter, og give børn mulighed for at vokse op i miljøer, der giver nødvendige og passende korrektioner.”

Mere forskning i hjælpeforanstaltninger og metoder vil ifølge Lill Stella Høslom være et skridt i den rigtige retning. Det vil reducere omfanget af skaden og dermed byrden for ofrene for psykisk vold, men forskningsbaseret viden vil også lette byrden for samfundet.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce