Psykisk vold: 10 farlige spørgsmål

Hvis du lever i et psykisk voldeligt parforhold, risikerer du at få skylden for stort set alt. Følelsen af ikke at være 'god nok' kan få dig til at tumle med 10 farlige spørgsmål. Det mener den britiske coach Annie Kaszina, som ikke lægger fingre imellem

Når vi forelsker os, flytter sammen, gifter os og måske endda får børn, bygger vi parforholdet på en drøm om, at vi skal leve lykkeligt sammen. Men nogle parforhold udvikler sig negativt og kan i sidste ende nedbryde dit selvværd.

Hvis din partner er kold og kritisk over for dig, er der grund til at være på vagt og passe godt på dig selv. Det kan nemlig tænkes, at du er udsat for psykisk vold. Den psykiske vold er usynlig, og derfor føler du dig måske overbevist om, at det er dig, der er noget galt med – og ikke din partner.

Psykisk vold skaber forvirring, og derfor stiller mange kvinder - og mænd - der lever eller har levet i psykisk voldelige forhold, sig selv stribevis af spørgsmål. Den britiske coach i psykisk vold, Annie Kaszina, sætter her fokus på de 10 mest skadelige spørgsmål, som du kan stille sig selv - og giver samtidig svaret. Kaszina skriver 'han', men det kan også være 'hun'. Test om du kan genkende dig selv:

  1. Hvordan kan han være sådan over for mig? Han er en psykisk voldelig mand. Derfor behandler han dig præcis sådan. Han er en piratfisk. Ikke en skødehund.

  2. Føler han slet ikke noget... ? Han føler rigtig MEGET. Han går op i, hvordan du opfører dig over for ham. Han har ingen problemer med at behandle dig dårligt. Han laver selv spillereglerne og opfører sig, som han vil. Og du må bare finde dig i det.

  3. Hvorfor opfører han sig sådan? Han opfører sig sådan, fordi den opførsel virker for ham. Hans opførsel betyder, at du ikke opnår det, du gerne vil. Det gør han til gengæld., og det er det, der betyder noget for ham.

  4. Vil han nogensinde forandre sig – og kan han forandre sig? Hvorfor skulle han forandre sig? Negativitet, kampe og følelsesmæssig kulde er alt sammen korn i hans mølle.

  5. Hvordan kan han slippe afsted med det? Det er op til dig at vurdere, om du mener, at han er psykopat, narcissist eller ikke. Men én ting er sikker: Han har ikke nogen samvittighed i forhold til dig. Han kan ikke se, at det er hans problem, at han opfører sig dårligt over for dig. Husk på: Hvis du ikke havde trukket vejret på det forkerte tidspunkt, ville det aldrig være sket...

  6. Vil den næste kvinde i hans liv gøre ham glad – og dermed bevise, at det er min skyld, at vores forhold er en katastrofe? Svaret på dette spørgsmål er irrelevant. Han var ubehagelig over for dig. Ikke hele tiden, naturligvis. Men ofte nok til at såre, ydmyge og nedgøre dig i stor stil. Han vil sikkert gerne have dig til at tro, at en ny kvinde i hans liv er hans helt store kærlighed. Sandsynligheden taler dog for, at hun er en kvinde, der har en lang række uheldige parforhold bag sig, og at hun nu er klar til at sætte barren meget lavt. Ønsk hende held og lykke.

  7. Hvorfor tror alle andre mennesker på ham? Måske forstår vi forskellige ting, når vi siger ”alle andre”. Reelt er der tale om en bred vifte af forskellige mennesker, der hver især er udrustet med deres egen hjerne, tanker, meninger og erfaringer. De gør sig nok forskellige tanker.

  8. Hvorfor vil han ikke lytte? Han elsker lyden af sin egen stemme. Hvis det ikke er ham, der taler, er det, der bliver sagt, ikke væsentligt – for ham.

  9. Hvorfor er det først, når jeg forlader ham, at han omsider indser, hvor højt han elsker mig? Prøv at spole tiden tilbage. Han har altid været i stand til at trække kaniner op af hatten, når han kunne få en fordel ved at vise kærlighed. Hvis han ikke kan få dig, bliver han nødt til at finde en anden sekretær, kok, husholderske og følelsesmæssig boksebold. Det vil koste ham tid og kræfter for ikke at tale om økonomiske udgifter at afslutte forholdet til dig.

  10. Kunne jeg have gjort mere? Det er et dårligt spørgsmål. Det ville give mere mening at stille spørgsmålet: Hvor meget mindre kunne jeg have gjort? Du gjorde alt for meget for en mand, der ikke fortjente dig. Du gav ham alt, hvad du kunne, og alligevel fortalte hr. Selvoptaget dig, at du var egoistisk. Han oversolgte sig selv massivt. Du undersolgte dig selv. Massivt. Du gjorde alt for meget for en mand, der ikke gav dig nok tilbage. Sådan er det.

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce