Psykopaten er ekspert at charmere andre mennesker. Selv om det i begyndelsen af forholdet følges fantastisk med al den smiger, er charmen i virkeligheden et lokkemiddel, der har til formål at lokke dig i fælden
Han er svaret på dine drømme. Han forkæler dig med blomster og kærlige ord. Han er charmerende, og din familie elsker ham. Derfor er det fuldt ud forståeligt, at han er i stand til at feje benene væk under dig, så du føler, at du svæver på en lyserød sky. Men charmen, romantikken, roserne og drømmene er psykopatens værtøjer til at lokke dig i hans fælde. Det fremgår af bogen 'Psychopathfree.'
Ifølge bogen hvis ukendte forfatter skriver under pseudonymet 'Pease', vil kærligheden til en mand (eller kvinde) med psykopatiske træk føre dig igennem store prøvelser, hvor du falder ned fra den lyserøde sky, og til sidst ender med at være dybt ulykkelig, ensom og i tvivl om, hvorvidt du overhovedet er værd at elske.
Her er der en beskrivelse af, hvilke metoder en psykopat typisk anvender for at få dig i fælden - og gradvist nedbryde dig:
1) Han idealiserer dig: Psykopaten ved, at hvis han idealiserer dig og giver dig masser af opmærksomhed og beundring fra starten, vil han feje benene væk under dig. Han bombarderer dig med kærlighed, og det resulterer i, at du hurtigt føler dig knyttet til ham og ønsker at gengælde hans kærlighed. I dit hoved bliver denne mand hurtigt drømmemanden og den mest passionerede og perfekte soul mate, du nogensinde kunne forestille dig. Du føler dig elsket og gengælder hans kærlighed.
2) Du fortæller vidt og bredt om denne fantastiske mand: Du er lykkelig og deler din begejstring for den fantastiske mand med alle dine venner og din familie. De oplever samtidig på første parket, hvor meget manden i dit liv forkæler dig og roser dig. Måske deler I oven i købet jeres kærlighed på Facebook, så den bliver synlig for verden. Det føles dejligt, når vennerne trykker ’like’ og sammen med dig glæder sig over den nye mand i dit liv.
3) Han begynder stille og roligt at trække sig: Midt i lykkerusen begynder din psykopatiske kæreste stille og roligt at trække sig. I første omgang foregår tilbagetrækningen meget diskret. Det er svært for dig præcis at sætte en finger på, hvad der sker, men noget føles anderledes. Han kontakter dig ikke helt så ofte og virker lidt mindre interesseret i dig. Imidlertid ignorerer du de små forandringer, fordi du håber på at genoprette din drøm (punkt 1 og 2).
4) Du bliver ved med at idealisere ham over for venner og familie: Du holder fast i din kærlighed og fortæller igen og igen dine venner og din familie om, hvor fantastisk din partner er. Selv om jeres indbyrdes forhold dag for dag bliver stadig værre, føler du dig sikker på, at du har så meget kærlighed og positiv energi at dele ud af, at det vil sikre en happy ending. På dette stadie i jeres forhold kan psykopaten i virkeligheden tillade sig at opføre sig stort set som han vil over for dig – og du vil fortsat tale rosende om hans positive træk.
5) Psykopaten bliver stadig mere ubehagelig over for dig: Du bliver straffet med kritik og tavshed. Han kalder dig ’skør’ og ’alt for følelsesladet’ og 'nærtagende'. I sidste ende ønsker han at forlade dig. Mens du gennemlever denne turbulente rutchetur, bliver du ved med desperat at forsøge at redde jeres forhold. Du græder, du appellerer til ham, og du fornægter virkeligheden. Denne mand er efterhånden blevet hele dit liv. Du har ingen steder, hvor du kan hente hjælp, for alle dine venner og hele din familie tror, at han er den perfekte mand.
6) Han forlader dig: En dag forlader psykopaten dig - eller truer med det - og omsider begynder puslespillet at give mening. Du finder artikler om psykopati på nettet via Google, og jo mere du læser om psykopater, desto mere falder brikkerne på plads - og nu mærker du, at vreden begynder at stige dig til hovedet.
7) Fælden: Ingen tror på dig. Efter at du i så lang tid har talt så entusiastisk om jeres forhold, er dine venner og din familie slet ikke i stand til at forstå, at han skulle være sådan, som du nu beskriver. Hvordan skulle de kunne se dig som offer for en psykopat? Du var så lykkelig. Din partner var så fantastisk, så utroligt god mod dig. Det var jo også den historie, du selv fortalte. Hvis dit parforhold var så forfærdeligt, hvorfor talte du så så rosende om ham under punkterne 3, 4 & 5? I stedet for at fremstå som et offer for en psykopat, oplever din omverden dig som skør, bitter og ude af stand til at håndtere, at han er gået fra dig. Dette er psykopatens fælde. Ofre for psykopater oplever tit, at deres egne venner tager psykopatens parti. Det er altødelæggende, og det er psykopatens endelige trumfkort.
ET GODT RÅD: Hvis du skal forhindre psykopaten i at gennemføre punkt 7, skal du ifølge Psychopathfreecom ikke forsøge at forsvare dig selv eller prøve at forklare din omgangskreds, hvad der er sket mellem jer. Du skal naturligvis dele dine oplevelser med andre, men kun med mennesker, der ved, hvad du har været igennem – og som kan sætte sig ind i, hvordan psykopaten manipulerer både med dig og med mennesker omkring dig. Du har brug for mennesker, der forstår dig – og kan hjælpe dig videre til et mere fredligt og lykkeligt liv.
HUSK: Du er ikke skør, oversensitiv, jaloux eller krævende. Du en en overlever. Hvis du har været i kløerne på en psykopat, har du overlevet det, der kan betegnes som psykisk vold. Du kan slippe fri af psykopatens jerngreb - blot skal du ikke spilde din tid på at overbevise andre mennesker om dine oplevelser. Blot forhold dig roligt, vær tålmodig og vær altid god mod dig selv. Sig farvel til alle de spil, som psykopaten kører. Du er ikke alene. Del din historie med mennesker, som ved, hvad du taler om, og du vil stille og roligt opleve, at det marerridt, du har levet i, bliver en fjern erindring. Psykopaten er uden betydning for din fremtid. Det er rejsen til at få det godt igen med dig selv, der betyder alt.