Et parforhold præget af utryghed, trusler, kritik og bekymring går ikke bare ud over privatlivet, men rammer også dit liv på jobbet. Det skriver coach og forfatter Annie Kaszina
Det er nedbrydende at leve i et parforhold, hvor du dagligt møder kulde, kritik og følelsen af ikke at være god nok. Den dårlige stemning i hjemmet går ikke kun ud over dit privatliv. Også dit liv på jobbet bliver påvirket - selv efter, at du har forladt din kritiske partner.
Annie Kaszina, der er international ekspert i psykisk vold i parforhold, har udviklet en ’Top 10’ over, hvordan oplevelserne i et et usundt parforhold spænder ben for dig på jobbet:
- Du oplever din arbejdsplads gennem det filter, som en psykisk voldeligt parforhold er. Du forventer, at blive behandlet dårligt og måske ligefrem mobbet på jobbet.
- Du tror ikke rigtig på dig selv. Du er i to sind - og du tvivler på dig selv. En del af dig ved godt, at du har både evner og talenter, mens en anden del af dig ikke tror, at du er god nok.
- Du har hele tiden brug for at bevise dit eget værd. Fordi du ikke selv tror på, at du er 100 procent så god, som du gerne vil være - og som du føler, at du skal være - har du brug for, at andre mennesker giver dig anerkendelse. Nogle mennesker giver dig den. Andre gør ikke. Desværre sker der dét, at når du kører softwareprogrammet ‘Jeg er ikke god nok’ i dit eget hoved, så er du ikke åben over for alle de gode ting, mennesker siger til dig.
- Du lader andre tyrannisere dig. I dit privatliv har du ikke følt, at du har haft noget valg: Du har været nødt til at leve efter de retningslinjer, som du psykisk voldelige partner har udstukket for dig. Når du har forsøgt at gøre oprør, har han kun gjort ondt værre. Sådan har det været i dit privatliv. På jobbet er der regler, som forebygger mobning, men du bliver også selv nødt til at tackle og sige fra over for mennesker, der ikke opfører sig ordentligt over for dig.
- Du tror, at du er uden betydning. I stedet for at gå og fortælle dig selv, at du er uden betydning, er det nødvendigt at skifte fokus, så du i stedet tænker på, hvordan du kan gøre en positiv forskel for den virksomhed, du arbejder i. Når dit fokus ligger dér, bliver dine kolleger nødt til at lytte til dig.
- Du yder for meget. Fordi du har erfaring med ikke at være god nok til at gøre indtryk på din partner, overfører du denne oplevelse til andre områder af dit liv. Du er vant til at arbejde dig selv i laser for at få din partner til at ændre sin mening om dig. Andre mennesker har ikke den arbejdsiver. Den arbejdsindsats, du lægger, er god nok. Sådan er det.
- Du underpræsterer. Selv om du løser dine opgaver til punkt og prikke er det meget sandsynligt, at du ikke udnytter dit eget fulde potentiale. Du har simpelthen ikke haft modet. Hvordan kan det være? Svaret er, at din (ex)-partner, Mr. Nasty - din personlige fejlfinder - siger, at du ikke er i stand til at gøre det, du gerne vil. I virkeligheden har han ingen anelse om, hvad du er i stand til at præstere. Derfor skal du være åben over for mulighederne for at bruge dine talenter.
- Du er underbetalt. Det hører med til pakken. Selvværd har en betydelig indflydelse på lønchecken. Hvis du ikke selv tror på, at du er noget værd, tror du heller ikke på, at du fortjener en ordentllig løn. Sikke noget sludder. Den værdi, du har at bidrage med på dit job, er langt mere værd, end du selv går rundt og tror. Det er på tide, at du begynder at tro på dig selv, så du kan dele ud af alt det værdifulde, du har at byde på i samarbejde med mennesker, der sætter pris på din indsats - også målt i kroner og ører.
- Du tænker katastrofetanker. Det er forståeligt. Hvad sker der, når noget ikke fungerer for dig? Du vender straks tilbage til det mindset, du har opbygget i dit psykisk voldelige parforhold. Dine tanker cirkler omkring alt det, der kan gå galt. Din partner har - og har haft - en stærk næse for katastrofe-scenarier. (Hvis du ikke har lagt hans strømper rigtigt sammen i par, beviser det bare, at du er ude på at sabotere hans liv. Det betyder, at du er en mandehader. Du vil forhindre ham i at gøre sit job ordentligt, fordi du er så sindsygt jaloux over den effekt, han har på andre kvinder… og videre i den dur). Sunde mennesker optrapper ikke små fejl til store katastrofer på samme måde, som din Mr. Nasty. Selv hvis du begår en fejl, kan der normalt rettes op på tingene igen. Derfor: Lær at slappe af.
- Du fortæller dig selv historier om, hvordan andre mennesker er i stand til at udrette ting, som du ikke selv magter. Samtidig oplever du, at det er meget lettere for dem. Sandheden er, at det er lettere for nogle, men ikke for andre. Under alle omstændigheder er det uden betydning. Det eneste, der er vigtigt for dig, er at give slip på din egen fortælling om, at du ikke er god nok, som du er. Stil i stedet dig selv spørgsmålet: ”Hvordan kan jeg…?”
Hvis du kan genkende nogle af disse 10 effekter af et psykisk voldelige parforhold, er det ikke overraskende i betragtning af, hvad du har været igennem. Men du bliver nødt til at forholde dig til hvert enkelt punkt, så du kan glæde dig over såvel professionel som finansiel succes på din vej fremad.