FORTÆL DIN EGEN HISTORIE: Trine var 24 år og havde masser af kærlighed til livet, da hun mødte en helt fantastisk mand på 32 år. Hun svævede på en lyserød sky og tabte sit hjerte. Det blev starten på 18 år med bølgegang, hvor Trine gradvist blev nedbrudt, så hun til sidst ikke kunne kende sig selv
Af Trine, der har været udsat for psykisk vold
Sommeren 1997 var helt fantastisk... Jeg mødte min eksmand, blev taget med storm, og svævede på en stor fed lyserød sky af lykke.
Jeg havde fundet manden i mit liv, og da den første virkelighed bankede på, fordi min far kørte galt, bemærkede jeg ikke den manglende empati og manglende opbakning. For vi havde jo lige mødt hinanden, og min far overlevede jo, og forskrækkelsen og de efterfølgende tanker... Var jo bare spild af krudt. Men jeg havde dem alligevel.
Jeg var 24 år gammel, fuld af energi og havde masser af kærlighed til livet og til andre mennesker. Jeg havde en stor omgangskreds, masser af skønne venner og en kærlig familie, som jeg elsker overalt. Han var 32, lidt en enspænder, men han havde venner og en herlig familie. Det var dog mig, der skulle presse på for at møde hans familie, da han ikke synes, han havde så meget tilfælles med dem.
Vi flyttede hurtigt sammen, da vi var alligevel var sammen det meste af tiden. Min økonomi som studerende var ikke så god, og jeg tænkte, at den ville blive meget bedre, når vi kun havde en bopæl og kunne deles om udgifterne. Det gav mening... så jeg overførte fremover de fleste penge af min løn til hans konto. Det skulle være rimeligt og ingen skulle forsørge mig.
Vi havde det godt sammen, havde det sjovt og var enige om det meste. Vi skændtes aldrig, og hvis vi var uenige, lod vi bare være med at tale om det. Det var den nemme løsning, for jeg er ikke den bedste til at argumentere, og bliver for nemt revet med af følelser. Så det passede mig fint.
Malurt i bægeret
Med tiden kom der nogle problemer, som vi var nødt til at tale om, og jeg lod mig ikke spise af med tavshed. Når jeg pressede på for at talt om problemerne, kunne han godt reagere lidt voldsomt. Jeg blev lidt forskrækket, og valgte derfor tit at bide det i mig. Jeg var bange for at miste ham.
I starten så jeg ikke så meget til mine venner og min familie. Jeg var opslugt af min nye kæreste, og prioriterede altid tiden sammen med ham. Heldigvis ville han gerne med, når vi blev inviteret til noget, og han var sjov og hjertelig, når vi var ude. Alle kunne lide ham... Og jeg elskede ham.
Efter de første glade familiefester, sagde han til mig, at der var lidt mange bonderøve i min familie. Efterfølgende var vi ved at dø af grin over de karikaturer, han kunne lave.
Lidt efter lidt, begyndte vi at melde fra til familiesammenkomster. Han gad ikke ... og jeg havde svært ved at skulle møde op alene den ene gang efter den anden. Derfor begyndte jeg at finde på undskyldninger for, at vi måtte melde afbud.
Dog nød han samværet med mine forældre...og sejlerlivets glæder, som jeg også elsker så højt. Så vi købte båd og brugte al vores fritid på det, trods det at han aldrig havde sejlet før. Det gav da også lidt kontroverser, for han insisterede på, at det var ham, der skulle styre, og ham, der skulle hundse rundt med mig på dækket. Det kunne jo ikke være anderledes, for sådan er sejlerlivet. Der er styrmanden, og så er der matrosen. I den sammenhæng var det uden betydning, at det var mig, der vidste mest om sejlads. Han mente, at han kunne læse sig til det hele, og det gjorde han, så han fik kaptajnkasketten på.
Mine venner røg ud på et sidespor
Mine venner delte ikke vores interesse for at sejle, og efterhånden så vi mindre og mindre til dem. Dertil kommer, at der ikke blev lagt fingre imellem, når en af vennerne kom til at sige noget, der ikke passede ind i ”vores” meninger, normer og liv.
Efterhånden rakkede han alle mine venner ned og udelukkede dem, hvis de ikke kunne bidrage til give ham den status, han ønskede i flokken. Jeg så det slet ikke ske, men fik det langsomt ind under huden og blev gradvist overbevist om, at vennerne ikke var gode nok... Selvom jeg ikke ønskede at sortere nogen fra, skete det alligevel.
Jeg havde aldrig haft den store trang til at få børn, men nu havde jeg fundet manden i mit liv, og trangen til at blive en familie blev større og større. Han havde det på samme måde, men kunne godt undvære børn.
Vores sexliv var ikke noget at prale af, men det betød ikke så meget, for når vi havde sex, var det skønt at være så tæt. Der gik faktisk flere måneder fra vi mødte hinanden, til vi gennemførte en hel akt, hvilket undrede mig. Jeg undskyldte det med, at han var en gentleman og ville gemme det til en speciel lejlighed.
Jeg higede efter ham, og var ved at dø af længsel. Det bevirkede, at sulten efter ham efterhånden var så stor, at jeg slet ikke bemærkede den manglende indlevelse fra hans side. Sex var bare noget, der skulle overstås, og jeg var glad, fordi jeg endelig fik ham. Sådan var det længe...
Alene i dobbeltsengen
Vi sov ikke ret tit sammen. Da vi lærte hinanden at kende, arbejdede han om natten, og derfor havde han ødelagt sin søvnrytme totalt. Han faldt som regel i søvn på sofaen, og kravlede i seng hen på de lyse timer, når han havde en fridag. Jeg synes, at det var lidt hårdt ikke at skulle sove sammen med min kæreste, men jeg kunne da også sagtens forstå, at vi skulle værne om hans søvn på grund af natarbejdet.
Da han fik et job, hvor han skulle arbejde om dagen, blev det ikke anderledes. Han undskyldte sig med, at han havde svært ved at lave om på det hele, og havde brug for at glide over i en døgnrytme ligeså stille. Da jeg efter et stykke tid konfronterede ham med mit behov for at sove sammen, blev han vred, og mente at man ikke skulle lave om på noget, der fungerede helt fint. Desuden havde det jo altid været sådan!
Jeg kunne jo kun give ham ret. Jeg var skuffet, men lod det bare ligge, ligesom med så mange andre ting.
Da vi havde boet sammen et stykke tid, var han holdt helt op med at hjælpe til derhjemme. Det var et af de emner, der ikke skulle røres ved, for så kunne han fandeme bare ringe efter sin mor, så kunne hun komme og gøre rent og se, hvor stort et svin, jeg var.
Der blev jeg gal, hans mor skulle fandeme ikke komme her og gøre rent og lave mad til os. Det kunne vi vel selv finde ud af... Ja, så snakkede vi ikke mere om det, for han gik... Kom tilbage sent på aftenen og talte ikke til mig i flere dage. Og jeg var knust. Men jeg kunne vel også klare det...selv om det var mig der var mest ude af huset. Så ja... Det blev mig, og det var vel også ok.
Drømmen om børn
Min trang til at få børn blev større og større. Vi var enige om, at vi skulle have børn, når tiden var den rette. Vi snakkede meget om det, og jeg ville så gerne, men det blev hele tiden udsat. Der var altid en undskyldning, og jeg var ved at eksplodere af længsel efter det øjeblik, hvor det skulle være.
Det skal siges, at vi aldrig har brugt prævention, så hver måned gik jeg med håbet om, at det endelig kunne lykkes. Jeg følte mig lidt trist, når det ikke skete, selv om jeg godt vidste, at det nok nærmest var en umulig opgave, når han trak sig hver gang, lige inden han kom. Da han var løbet tør for undskyldninger og invilligerede i, at vi skulle have børn, viste det sig dog, at opgaven ikke blev så nem...
Jeg blev ikke gravid. Jeg blev mere og mere knust for hver måned, der gik. Vi havde talt om andre løsninger, men han ville kun have børn på den naturlige måde, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte der jo være en mening med det... Det blev jeg modvilligt nød til at acceptere, og det gjorde jeg.
Endelig en dag, hvor jeg havde mistet troen, men ikke håbet...var jeg gravid! Jeg havde taget en graviditetstest derhjemme, og den var positiv. Jeg var lykkelig! Jeg lagde testen på en serviet på bordet og ventede spændt til han kom hjem. Uha, hvor jeg glædede mig. Det var jo vores drøm.
Da han så testen, spurgte han naturligvis om, hvad det var, og jeg svarede. Det fik ham til at springe op som trold op af en æske: "Ad! Hvor klamt, så har du pisset på den!" Jeg fik testen lige i panden, da den blev kastet efter mig. Chokeret stod jeg bare der og bebrejdede mig selv, at jeg havde lagt testen der, for det var jo faktisk lidt klamt... Han kom til sig selv, og spurgte tusind gange, om jeg var sikker. Jeg måtte jo svare, at jeg jo skulle til læge først. Så han ville vente med at glæde sig, til jeg havde været det 14 dage senere, så han ikke blev skuffet.
Han blev ikke skuffet, han skulle være far, og han var glad. Vi fejrede det med en god middag med alt, hvad der hørte til. Vi talte om vores nye fremtid, og han spurgte, om jeg kunne mærke noget, der var anderledes. Jeg synes nu det hele virkede meget som altid, men jeg var jo også kun 6 uger henne. Bagefter blev han kærlig, og det der skete efterfølgende i sengen, var nok en anelse for hårdt, men det tog han ikke notits af.
Jeg græd mig i søvn den aften. Næste morgen var jeg begyndt at bløde lidt, og jeg var sikker på, at min drøm var brast. Det var lørdag, og jeg kunne ikke komme til lægen, da lægevagten ikke ville gøre noget. Det var et helt normalt tidspunkt at miste på. Den weekend var lang, og jeg var helt ved siden af mig selv. Han var rasende over, at jeg pyldrede over det. Det vidste man da kunne ske. Og det var jo rigtigt, så jeg måtte tá mig sammen.
En lykkelig familie
Heldigvis var jeg ikke ved at miste, og jeg kunne glad gå hjem, da jeg havde været ved lægen. Han blev også glad, og vi lagde planer og hyggede os. Vi glædede os til at fortælle familien det, men ville vente lidt.
Graviditeten blev hurtigt synlig, og jeg blev kæmpestor. Det syntes jeg var helt naturligt, og jeg skulle nok komme til at se normal ud igen. Han synes, det var unaturligt og frastødende, men alligevel havde vi mere sex end nogensinde. Så jeg trøstede mig med, at hans stødende hentydninger nok ikke var ment så hårdt, når han nu alligevel ville ha' mig.
Fødslen kom tættere og tættere på, og han gik ligeså meget op i det som jeg, og var stolt af at skulle være far. Han deltog også i fødslen, selvom han havde sagt, at det nok ikke lige var noget for ham, så min mor var også med, og de var et godt team.
I dagene efter at vores lille smukke datter var blevet født, blev han også på barselshotellet, og deltog på sidelinien i det hele. Vi var nybagte, lykkelige forældre.
Der var lidt komplikationer efter fødslen, jeg fik brystbetændelse og blødte voldsomt, så jeg var temmelig træt. Men jeg kunne sagtens overskue hjemmet og vores lille ny, og stå smilende og tage imod, når han kom fra job.
Vi var blevet enige om at gifte os, mest fordi jeg insisterede på det. Hvis vores datter skulle have hans efternavn, så skulle jeg også. Han kunne godt se det praktiske i at blive gift, men ikke noget med kirke og fest. Æv...der røg den kjole. Men jeg vidste godt, jeg ikke skulle presse citronen, så vi blev enige om at blive gift på rådhuset, dagen før vores datters dåb.
Lykken var kort
Cirka en uge inden vi skulle vies, skulle vi have en romantisk og hyggelig aften. Jeg var omsider holdt op med at bløde, og jeg trængte til at være voksen og kærlig. Vi havde haft lidt mange småskænderier de sidste uger, og vi skulle huske at nyde hinanden. Vores datter havde et fantastisk sovehjerte, så hun var ingen hindring, og lidt rødvin og godt at spise, kunne jo føre alt muligt hyggeligt med sig.
Vi endte også i soveværelset, og det var helt fantastisk at være tæt på hinanden igen. Det er man jo ligesom ikke så meget, når den ene sover på sofaen. Men lykken var kort... Efter en meget kort seance, trak han sig ud af mig, og jeg husker endnu væmmelsen i hans stemme, da han sagde:"Nej fy for satan, det er sgu for klamt".
Jeg var i chok! Hvad var der galt! Havde jeg ikke styr over de nedre dele, var der kommet noget ud af mig? Skamfuldt og grædende gik jeg ud på toilettet, bange for hvad jeg skulle opdage. Der kom ikke noget overraskende ud af mig, og der var heller ikke noget. der lugtede. Jeg brugte lang tid på at finde årsagen. Til sidst gik jeg - stadig tynget af skammen - ind i stuen og spurgte ham, hvorfor det var klamt. Svaret ramte mig som en hammer, for han sagde ligeud, at han ikke kunne mærke en skid. Han sagde, at jeg lignede en gris, og at jeg faktisk ikke blev pænere af at stå og tude.
Jeps... den nat græd jeg mig også i søvn, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre: Skulle jeg finde mig i det, eller skulle jeg gå fra ham. Faktisk er det en af de eneste gange, hvor jeg har tænkt på min egen økonomiske situation og været egoistisk. Vi skulle vies om en uge, og derefter kunne vi jo bare blive skilt igen. Så ville jeg have nogle fordele, som jeg ikke havde nu. Men det var jo også mig, der i den første lange tid, ville komme til at stå med den lille.
Kritikken tog til
Tiden efter vi fik papir på hinanden og vores datter blev døbt, var ikke fred og idyl. Han kritiserede mig konstant. Oftest var det fordi, han ikke kunne lide maden. Når jeg var ude at handle, kritiserede han mig for, at det tog for lang tid, og så mente han ikke, at jeg fattede en skid om at være økonomisk. Jeg brugte generelt for mange penge, og han syntes også, at jeg snart skulle tabe mig.
Vi småskændtes hele tiden, og min grænse for, hvad jeg ville stå model til, blev gradvist rykket. Jeg håbede hele tiden, at det hele ville blive lyserødt, og at det bare var en svær tid lige nu, fordi vi var nye som forældre. Der var ikke meget nærhed imellem os, og vi havde ikke meget sex.
Da jeg havde været på barsel i seks måneder, synes han, at jeg skulle tilbage på arbejde. Vi havde ikke råd til, at jeg gik hjemme. Det ville jeg faktisk gerne, for jeg var blevet lidt trist af det hele og trængte til at komme tilbage til den virkelige verden. Men det var svært at sende min lille pige på 6 måneder i dagpleje. Åh, det gjorde så ondt, også selv om jeg havde fået en fantastisk aftale på jobbet om at afvikle resten af min barsel, så jeg kunne have to fridage om ugen. Det var ubeskriveligt svært. Jeg havde så dårlig samvittighed.
Jeg træk læsset
Jeg har altid elsket mit job, og efter et stykke tid, kom den følelse også tilbage. Jeg havde håbet på, at det derhjemme også ville vende tilbage til at være normalt, men vi kunne ikke finde hinanden. Jeg gav mig selv skylden: Jeg havde svært ved at tabe mig og svært ved at nå det hele, for når han skulle hente (det var så oftest hans mor, der trådte til), ja så skulle jeg jo også aflevere. Og da han brugte bilen i sit job, måtte aflevering foregå med bus. Det ville have taget 20 minutter for ham at aflevere vores datter. Det tog over en time for mig.
Men det var jo mig der ville ha’ barn! For ham skulle alt helst være som før, så jeg ordnede alt derhjemme, og alt omkring vores datter. Han havde engang sagt, at han nægtede at skifte ble, og det mente han sgu, så han har aldrig skiftet en ble. Jeg handlede, det var jo rimeligt, for jeg havde to fridage om ugen, og desuden var det også mig, der lavede mest mad.
Da min datter var 15 måneder, var jeg ved at segne af træthed. Vi havde det sidste stykke tid ikke haft overskud til at presse ret mange hyggelige stunder ind i vores liv. Jeg levede og åndede efterhånden for min lille pige, og de grin og sjove stunder, hun kunne give. Vi var trods alt sammen om at hygge os om hende. Hun var vores lyspunkt, så det kunne godt opveje de dårlige stunder.
Jeg kunne godt bide det værste i mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. En dag var jeg ude og handle, og jeg havde voldsom kvalme. Det havde jeg haft meget på det sidste. Lugten af hvidløg fra de friske grøntsager var helt speciel, ligesom da jeg var gravid...GRAVID!!! Åh nej, han ville jo ikke ha flere børn!
Der løb en masse tanker igennem hovedet på mig, og jeg købte en graviditetstest og intet andet og skyndte mig hjem. Tanken om, at det faktisk var længe siden, vi havde haft sex, beroligede mig, og han trak sig jo hver gang. Men inderst inde vidste jeg det godt... Jeg var gravid.
Gravid igen
Jeg tænkte en del over hvordan jeg skulle gribe sagen an, og jeg var udmærket klar over, at han ikke ville ha flere børn. Men jeg var jo gravid! Jeg var lidt bange for at fortælle ham det, det var der god grund til.
I første omgang satte han sig stille ned, idet han med det samme sagde: ”Jamen, det må jo være en abort”. Det afviste jeg blankt. Efter et par minutters stilhed, eksploderede han fuldstændigt og råbte, at det ikke kunne være hans unge, at jeg var en luder, og at han fandeme havde passet på, så jeg kunne godt skride. Det var ikke hans barn, og han ville aldrig se mig igen. Han tog mig nærmest i hoved og r.. og smed mig gennem rummet. Hvis vores datter ikke var stukket i et skrig, ved jeg ikke, hvad der var sket. Jeg tog hende hurtigt, løb ind i soveværelset og låste døren.
Den nat sov jeg ikke. Jeg lå bare og puttede mig ind til min skønne datter. Tænkte en masse tanker, og var fuldstændig rystet. Dagen efter var jeg fast besluttet på, at vi skulle tale om tingene, men blev mødt af en mur af tavshed.
Jeg var bange for, at han endnu engang skulle ryge i luften, og derfor holdt jeg mig bare for mig selv. Vi talte ikke sammen i flere dage... Og jeg var så ked af det. Jeg vidste godt, at det ville blive en kamp, hvis jeg ikke valgte abort, men den tanke kunne jeg ikke forliges med et eneste sekund.
Tavshed og vrede
Jeg tog til lægen, hvor jeg fik et chok, da han mente, at det kunne være tvillinger. TVILLINGER!!! Hvordan skulle jeg overbringe den nyhed? Hvordan skulle jeg klare det hele selv? Jeg brød sammen hos lægen, og heldigvis skulle jeg scannes indenfor et par dage. Skanningen viste, at jeg var næsten 4 mdr. henne i min graviditet, hvilket jeg slet ikke forstod, da jeg havde haft flere blødninger. Men der var kun et barn!
Jeg gik hjem og serverede nyheden, og jeg vidste godt, at det blev endnu en kamp. Heldigvis kunne jeg gemme mig bag reglerne om, at jeg ikke kunne få abort, når jeg var så langt henne i graviditeten. Nu skulle jeg bare overbevise ham om, at jeg ikke havde været ham utro.
Det blev til ugers tavshed imellem os. "Du kan bare skride", sagde han – og ja, det skulle jeg have gjort. Men da jeg endelig traf beslutningen om at gå, havde han tænkt så meget over det, at han bad mig blive. Han beroligede mig med, at vi nok skulle finde ud af det.
Det var svært for mig at tilgive ham den reaktion. Jeg var såret og vred. Samtidig blev jeg mere og mere dårlig. Jeg tabte mig og kastede op hele tiden. Det var lidt svært at få det hele til at hænge sammen, men jeg kæmpede for at overleve psykisk, for der var ikke længe mellem vredesudbruddene.
Jeg fødte den skønneste dreng, og alt nag og vrede blev lagt på hylden for en stund. Vi tog hjem som en lykkelig familie, og jeg var glad og munter, til trods for at jeg stadig havde kvalme og fortsat kastede op. Nu havde jeg jo lidt at tære på fra den første graviditet, men jeg var efterhånden klar over, at dette nok ikke lige var graviditetsrelateret. Jeg tog til lægen.
Problemer med stofskiftet
Efter en del lægeundersøgelser fik jeg at vide, at jeg havde problemer med stofskiftet. Da jeg fortalte ham det, fik jeg svaret: "Ja, selvfølgelig har du det, for du tror vel ikke, at det er kager og alt det andet lort, du går og fylder dig med, der gør dig fed?"
”Øhm... Jeg har faktisk tabt mig 20 kg... Er du blind?”, spurgte jeg, men det svarede han aldrig på. I stedet begyndte at han fable om, at man dyrkede sygdom i min familie, så det var da dejligt for mig, at jeg nu også kunne prale af en af slagsen.
Jeg var bekymret for, om mine problemer med stofskiftet kunne have påvirket graviditeten og dermed min søn. Det var der dog ikke så stor risiko for, og lægerne ville først kunne konstatere det, når han nåede skolealderen. Derfor valgte jeg at tie, også fordi, jeg var bange for, om han skulle skubbe drengen fra sig.
Gode og dårlige dage
Der var gode dage og dårlige dage, og så var der rigtig mange af dem, hvor vi slet ikke talte sammen.
Kritikken blev hårdere og hårdere, men jeg bemærkede det ikke, da det ligesom skete i samme tempo, som jeg vænnede mig til at stå imod. Selvfølgelig forsvarede jeg mig selv. Selvfølgelig fandt jeg mig ikke i hvad som helst, uden at give svar på tiltale. Men oftest førte det bare til, at det hele blev endnu værre.
Jeg levede for at mine børn skulle ha' det godt, værnede om dem, og nød når opmærksomheden fra min mand var positiv. Det var det hele værd.
Jeg lagde ikke selv mærke til, at jeg trak mig ud af alt socialt. Jeg gad ikke kampen og jalousien, når jeg skulle noget. Hvis jeg endelig havde foretaget mig noget, som han ikke deltog i, kom jeg i krydsforhør. Alt blev tjekket på kryds og tværs. ALT.
Vi flyttede, da lejligheden vi boede, i blev for lille. Det var svært for ham at indse, at vi havde brug for mere plads, da han havde boet der, siden han flyttede hjemmefra. Vi lejede først en lejlighed i den by, vi flyttede til, hvorefter vi satte den gamle lejlighed til salg. Der gik et år inden den endelig blev solgt.
Vi købte hus, men kunne først overtage det et år senere, da de skulle være færdige med at bygge. Så vi boede fire mennesker i en lejlighed på 70 kvadratmeter inklusive hjemmekontor.
Jeg sov med børnene
Han sov selvfølgelig i stuen, og jeg sov med børnene på deres værelse. Det kunne godt give en lidt trykket stemning af og til, men for det meste gik det fint i starten. Han fik vel det, man kan kalde stress, da vi havde boet i lejligheden i kort tid. Han mistede modet og havde svært ved at tage sig sammen.
Han blev hidsig, hvis jeg ville tale om hans modløshed, og han havde svært ved at passe sit job, som også foregik i lejligheden det meste af tiden. I weekenderne skulle vi ud af huset, så han kunne komme væk, og så blev det båden.
Det var skønt at sejle, og vi forstod da også at hygge os. Meeen to børn på en båd, hvor man selv skal gøre det hele, pakke....pakke ud, passe unger, være sjov, pakke...pakke ud. Det blev nogle hårde weekender, men han kom på toppen igen. Det vil sige, han blev mere sur og tvær, men det skulle ikke nævnes, og læge... Glem det!
Den dag vi endelig overtog huset, sad jeg alene på gulvet i den nye stue og drømte. Men allerede på det tidspunkt, var jeg godt klar over, at det nok ville blive for hårdt. Derfor lovede jeg mig selv, at hvis det ikke var bedre om et år, så ville jeg skilles.
Det blev kun værre, og til sidst kunne jeg ikke finde mig selv i spejlet mere. Jeg havde ikke styrken til at sige stop, og jeg troede ikke på, jeg kunne klare mig selv. Og børnene, hvad nu med dem... Tja - så der gik lige lidt flere år.
Sex - og kolde tantekys
Jeg tænkte tit på, hvad der var gået galt for os. Måske var det manglende voksenkontakt...manglende sex. Jeg valgte faktisk at blive steriliseret i håb om, at det kunne gøre den del af vores samliv bedre, så vi ikke skulle tænke på, at jeg kunne blive gravid.
Men det blev ikke bedre.
Jeg mistede efterhånden lysten, for det var kun, når han skulle have sine lyster styret, at han kunne være sød ved mig, og sige noget pænt. Han rørte normalt aldrig ved mig, og kyssene var reduceret til kolde tantekys. Jeg var aldrig i tvivl om, hvornår det var den tid... Og til sidst følte jeg såden en lede ved det, at jeg nærmest kunne græde under akten.
Det gik helt galt, da han mistede sin far. Sorgen var stor, men han ville ikke snakke om det... Hvis jeg prøvede at snakke om det, fik jeg at vide, at jeg skulle blande mig udenom, det kunne han godt selv klare.
Han blev mere og mere vred og urimelig, og jeg tænkte, at han trængte til at få snakket om alt det, han brændte inde med, men han ville ikke hjælpes. Han blev bare mere opfarende, og til sidst tangerede skænderierne det voldelige, idet han altid lige skulle markere med et skub eller et slag.
Det var ikke fordi, det gjorde ondt, men det markerede da lige den efterfølgende hensigt. Kravet om sex fra hans side blev større, og jeg fik mindre og mindre lyst, da der på ingen måde længere blev taget hensyn til mine ønsker.
Headhuntet
Jeg blev headhuntet til et job som chef. Jeg havde ikke meget lyst til at sige ja til det, da det betød, at jeg ikke ville se børnene så meget. Den del skulle han nok tage sig af, sagde han, og vi kunne jo starte med at give det et år. Vi kunne godt bruge pengene.
Han pressede mig til at sige ja, og jeg synes også, at det var spændende. Det blev fire hårde år, både hjemme og på job. Tingene hobede sig op derhjemme, og børnene var næsten på vej i seng, når jeg kom hjem. Jeg var helt kvæstet, når de var puttet, og der var ryddet op.
På jobbet havde vi nedskæringer, og det betød mere arbejde og pres på mig.
Jeg ville finde nyt job, men han sagde, at "det skulle jeg ikke engang drømme om", for så skulle jeg jo gå ned i løn. Jeg begyndte at udvikle symptomer på stress, og til sidst græd jeg, når jeg skulle på job om morgenen.
Derhjemme var det surt og gnavent, og der var ingen hjælp at hente. De voldsomme skænderier blev til hverdag.
Min mormor blev alvorligt syg, og efter en lille samtale med hende, hvor hun var nogenlunde klar, sagde hun til mig, at jeg skulle være tro mod mig selv, for jeg var den, der var nærmest til det. Det reflekterede jeg en del over den kommende tid, og jeg traf da også flere gange beslutningen om at komme væk, men jeg var bare ikke i stand til at føre den ud i livet.
Måske trængte vi allesammen bare til at komme væk, men efter en ferie i Paris, hvor vi havde flere uoverensstemmelser, endte mine drømme om et lykkeligt ægteskab. Han trak mig i håret ned ad gågaden, fordi jeg ikke kunne komme med den rigtige ide til, hvor vi skulle spise. Normalt foretrak han at bestemme, så det faldt mig ikke ind, at jeg seriøst skulle tage stilling til det. Jeg tror heller ikke, at jeg kunne.
Ungerne vrælede, og vi har da helt sikkert vakt opsigt. Jeg var ved at dø af skræk, men tænkte kun på mine stakkels unger. Han slap taget i mit hår og besindede sig. Vi spiste på hotellet, men nu forstod jeg selv, at det måtte ende.
Jeg kunne ikke lide mig selv
Ugen efter, at vi kom hjem, var jeg fast besluttet på, at der skulle ændringer til i mit liv, for at jeg kunne overleve psykisk.
Jeg kan selvfølgelig ikke have alle detaljer med i denne fortælling, for det strakte sig over mange år. Og meget af det, er kommet stille og roligt hen ad vejen. Mine grænser var flyttet så langt, men ubemærket.
Jeg kunne godt selv se, at der ikke var meget tilbage af den kvinde, der var engang. Jeg var fuldstændig isoleret, havde langsomt valgt venner og familie fra. Jeg var trist og kunne ikke lide mig selv, hverken det jeg så i spejlet, det der var indeni, eller det, der omgav mig. Kun mine børn, mine elskede børn...
Det hele endte i endnu et skænderi. Jeg sagde stop og mødte grædende op hos mine forældre, hvor jeg spurgte, om de havde plads til os. Selvfølgelig havde de det...tak. De har været der hele vejen. Den smete, det jeg har påført dem ved at leve sammen med ham, er utilgivelig, og alligevel er de mine faste støtter.
Jeg sagde også mit job op... Magtede ikke mere, og var heldig at få mit gamle job igen. Heldigvis havde jeg et par måneder til at falde til ro, inden jeg skulle starte igen.
Det der skete efterfølgende, er lidt tåget, jeg husker ikke alt. Jeg var selvfølgelig knust over at skulle kaste håndklædet i ringen både familiemæssigt og jobmæssigt. Jeg skulle sige farvel til alle mine drømme... Men jeg var afklaret med det, helt!
Han blev knust
Min mand reagerede slet ikke, som jeg havde forventet. Han var knust og tiggede og bad. Han lå hulkende på gulvet foran børnene, og påtog sig fuldstændig offerrollen overfor dem og alle andre.
Jeg bebrejdede mig selv, at jeg havde påført min familie så stor sorg, og var ved at kvæles af dårlig samvittighed, som kun gik over, når jeg havde ham på enehånd. Under fire øjne skinnede hans gamle jeg så tydeligt og klart igennem, at jeg opgav alle tanker om, at det nok skulle blive godt, hvis vi fandt sammen igen.
Han truede med selvmord og fortalte, hvordan havde planlagt det. Tanken skræmte mig, og han sagde, at han ikke havde noget at leve for uden mig. Jeg var frustreret og ønskede at hjælpe ham, men vidste, at han skulle have mere end almindelig hjælp.
Han begyndte at forfølge mig, og spurgte mig konstant ud. Han blandede sig i alt det, han kunne komme til. Han var rasende, men når børnene var der, var han ked af det og sørgede.
Han lagde ikke skjul på, hverken overfor børnene eller over for mig, at det var mig der ikke ville mere... At jeg havde forladt dem, og at han elskede mig. Det er jo klart, at børnene nu mente, at jeg var ond. Det var også den følelse, jeg selv havde.
Det var forfærdeligt at se dem i øjnene, se deres bebrejdelser og mærke, at de trak sig længere og længere væk. Jeg ville ikke være urimelig, og jeg ønskede ikke en kamp om børnene. De skulle selv være med til at bestemme, hvordan vi skulle indrette os.
Heldigvis var vi enige om, at det skulle være nemmest muligt for dem. At vi skulle være venner, når de var der, og at der var situationer, hvor vi begge skulle deltage.
Fælles forældreansvar
Jeg boede hos mine forældre de første uger, men fik hurtigt en lejlighed. Mit eget! Nu var jeg fri! Børnene ville helst have, at vi fik en 7/7 ordning, og det var vi begge enige om, nok var det bedste. Men hvor var de dage, man ikke havde børnene triste.
Jeg mødte - alt for hurtigt efter bruddet - en gammel kæreste, men han blev nok min redning fra mit ægteskab. Jeg nød opmærksomheden fra et andet menneske, og fandt dele af mig selv, som jeg ikke havde set længe. Jeg blev glad for ham, og han for mig, og vi havde drømmen om, at det hele nok skulle gå.
Da min eksmand fandt ud af, at jeg havde mødt en anden, startede den psykiske terror. Jeg skulle konstant se mig over skulderen, fordi der hele tiden kom en ny trussel: ”Du ved slet ikke, hvad jeg er i stand til”, ”Du kommer aldrig til at blive lykkelig igen, det skal jeg nok sørge for”, ”Er det ikke træls, når man ikke kan få fat i børnene?”, ”Hvis jeg ikke kan få dig, er der ingen der skal have dig”.
Til andre tider var det selvmordsplaner og hysterisk gråd, jeg måtte lægge øre til, så jeg kunne se, hvad jeg havde gjort mod ham. Han fremsatte også trusler om, hvad han ville gøre ved min nye kæreste, og andre gange appellerede han til min dårlige samvittighed, fordi han var så knust, at han ikke kunne få noget til at hænge sammen.
Børnene spillede han ud mod mig, og de var vrede, og kunne slet ikke forstå mit valg. De var kede af, at jeg ville ødeligge vores familie.
Jeg prøvede at få hjælp til ham, da selvmordsplanerne var på det højeste, men han ville ikke, og det kan man ikke tvinge nogen til. Samtidig begyndte jeg at frygte for mine børn... Blev usikker på, om han kunne finde på at gøre dem noget, når han havde dem.
Og han havde helt ret, det var forfærdeligt, ikke at kunne få fat i dem. Hans indirekte trusler tog til i styrke, og jeg blev tit ringet op fra ukendt nummer midt om natten, oftest når jeg havde børnene.
Panikfølelser
Jeg blev panisk, da han fortalte om en artikel om en far, der havde slået sine børn ihjel. Han fortalte mig, at det var skrækkeligt for ham at læse den... for det var jo utroligt, hvad ulykkelig kærlighed kunne gøre. Nu skulle jeg jo ikke være bange for, at han kunne finde på det.
Shit, jeg var skræmt fra vid og sans! Hvorfor overhovedet nævne det, hvis det lå ham så fjernt? Jeg blev endnu mere panisk, når børnene ikke svarede på sms'er eller ikke tog telefonen, når jeg ringede... Men han havde lavet en aftale med dem om, at telefonen skulle være slukket om aftenen, så de kunne hygge i fred.
Jeg sov ikke om natten. Begyndte at gå omkring skolen om morgenen i skjul, bare for at se om de kom derop, om de var okay...
En aften, hvor jeg havde børnene og var ved at putte dem, skulle den yngste ned og tisse. Jeg gik med, da lejligheden stadig var ny for ham, og han var ikke så tryg i mørke. Jeg tændte lyset, og med ét blev han stiv af skræk og stirrede på vinduet. Det løb mig koldt ned af ryggen, men jeg bevarede roen, og spurgte, hvad der var galt.
"Jeg synes bare lige jeg så far".
Jeg gik hen til vinduet og kiggede, og så en skygge forlade terrassen, mens jeg hørte fodtrin. "Der er ikke nogen", får jeg sagt. Vi tissede og gik ovenpå, og efter et stykke tid faldt begge børn i søvn i min seng. Jeg kunne ikke sove.
Jeg stod op og begyndte at udtænke en redningsplan. Jeg bandt lagnerne sammen og løftede børnene ind på min datters værelse, hvor man kunne barrikadere døren med stigen fra hemsen. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde sat røgalarmer op.
Om morgenen undrede børnene sig over, at de vågnede i en anden seng. Jeg sagde til dem, at der var så varmt i stuen, hvor min seng var, at jeg havde flyttet dem.
Alle spor af min panik var slettet, inden de vågnede, og jeg tror ikke, at de registrerede min utryghed. Vi talte lidt om det, min søn havde set, og jeg prøvede at slå det hen med, at det måske var hans eget spejlbillede i vinduet.
Min nye kæreste
Da min nye kæreste og jeg havde været sammen i cirka fire måneder, kom vi på den geniale ide, at det nok var på tide, at han lige skulle sige hej til ungerne.
Jeg havde fødselsdag og blev 40 den kommende uge, og derfor ville jeg gerne have, at vi alle kunne spise brunch sammen. Den ide skulle vise sig at være helt forfærdelig.
Jeg havde sat ungerne ind i, at de skulle møde min nye kæreste, og at vi skulle ud og bowle, og så ikke mere. De gik modvilligt med til det, og jeg havde ikke forestillet mig, at de kunne finde på at sige det til deres far.
Jeg kunne godt mærke deres nervøsitet, men slog det hen med, at det også var en underlig fornemmelse for dem. De kiggede meget ud ad vinduet, og pludselig siger den yngste: "Der kører far"!
"Fuck! Hvad gør vi nu, mon han kommer ind", tænkte jeg ved mig selv, men det gjorde han ikke. Han kørte nogle gange frem og tilbage foran vores hjem, og så var han væk...troede vi.
Vi blev hentet af min nye kæreste, og der blev sagt hej, men stemningen var nok lidt mere trykket, end jeg kunne ønske mig. Jeg var på nippet til at opgive, men da min datter siger, at hun synes, at vi bare skal køre, så er det det, vi gør.
Vi kører ikke ret langt, før vi møder min eksmand i den modkørende bane. Han stirrer ondt på os, og hadet lyser ud af ham. Han ligner en sindsyg. Da han har passeret os, vender han bilen hurtigt og voldsomt, og kører efter os. Han kører helt tæt på, og min kæreste sætter farten ned for at undgå en større katastrofe, hvis han skulle finde på at køre ind i os.
Min eksmand kører op på siden af os og er helt stiv og vanvittig i blikket. Han tager slet ikke hensyn til, at børnene er der, og han forsøger at presse os af vejen. Min kæreste bremser, får vendt bilen, og kører hjemad igen.
Vi bliver stadig presset, men heldigvis går der ikke så længe, før vi er tilbage i byen igen, og han forsvinder. Vi bliver sat af ved hallen, hvor der er en håndboldkamp i gang. Vi er voldsomt chokerede og bange, og jeg tør ikke tage hjem, så vi går ind og ser en kamp og trækker vejret.
Min kæreste tager hjem, og vi går en tur for lige at få lidt frisk luft. Jeg spørger børnene, om de vil snakke om det, der er sket, men det har de ikke lyst til. De vil bare gerne hjem i seng.
Den nat sov vi alle sammen på min datters værelse, og der sov vi mange gange siden – mest fordi der var her, jeg var tryg.
At frygte for livet
Nu skulle jeg have fundet en løsning... Min første tanke var at melde ham til politiet, men hvad kunne det ikke give af følger? Hvis han fik et polititilhold, ville han miste sit job, og hvordan ville det så ikke påvirke ham? Han ville i hvert fald få alt for meget tid til at generet mig og børnene. Den tanke turde jeg slet ikke tænke til ende.
Jeg undersøgte alle former for hjælp til ham, for jeg mente jo ikke, at han var i stand til at være sammen med børnene. Men der er kun en mulighed i sådan en situation: Gå under jorden: Ta' på krisecenter...
Han kan ikke indlægges, han kan ikke tvinges til at få hjælp, han kan ikke anholdes uden konsekvenser, som jeg ikke turde tage. Jeg var derfor tvunget til at aflevere børnene til ham den efterfølgende dag.
Jeg måtte konfrontere ham, og gjorde det, og det var trods alt en brødebetynget mand, der stod overfor mig, som måtte indrømme, at tingene var gået over gevind.
Har du nogensinde frygtet for dit liv? Har du nogensinde frygtet for dine børns liv? Det var faktisk ved at blive hverdag for mig, og faktisk er det noget, man aldrig vænner sig til. Det æder en op. Den evige tvivl om, hvorvidt de er ok!
I løbet af de næste måneder løb forholdet med min nye kæreste ud i sandet, selv om presset fra min eksmand blev mindre og mindre. Nu kunne min eksmand og jeg snakke sammen og tilbringe tid sammen, når børnene insisterede på det, men det blev heldigvis ikke så tit.
Frihed
I dag har vi et fint samarbejde omkring børnene, og han har fået alt det ud af skilsmissen, som han kunne.
Jeg fik mit tøj, et par enkelte ejendele og min bil. Men jeg fik også min frihed og mig selv, og jeg skal nok vinde mine børn tilbage, det er allerede godt på vej.
I min verden er penge og status ikke at regne for noget ved siden af glæde og kærlighed. Når min eksmand er utilfreds med tingene, ja, så lægger han stadig pres på mig. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på for at få mig ud af kurs, men jeg er langsomt ved at lære at tackle det.
Det har kostet mange tårer og en tur ned i det allerdybeste hul, hvor jeg hverken var i stand til at give eller modtage kærlighed – heller ikke fra dem, jeg elsker allerhøjest. Jeg var der, hvor jeg nærmest ikke kunne se noget formål med livet.
Der har været masser af eftervirkninger og spøgelser. Det har givet mig sønderrivende tanker, som det efterfølgende har været svært at bearbejde. Jeg har haft de værste mareridt, du kan forstille dig, og også mange søvnløse nætter.
Jeg bliver nemt slået ud af kurs
I dag er jeg kommet langt. Følelsesmæssigt bliver jeg nemt slået ud af kurs. Jeg bliver bange i bestemte situationer. Jeg bliver ked af det, når børnene bliver presset for at ramme mig, som i KED af det. Jeg bliver frustreret og kan ikke takle situationer, som for andre mennesker er helt naturlige, når jeg er alt for påvirket at følelser.
Det skal jeg lære, og heldigvis har jeg masser af mennesker omkring mig, som elsker mig, og som giver mig den plads, jeg har brug for. De tager mig i hånden, når det er sværest.
De mennesker der er mig nærmest, kan også acceptere, når jeg går over gevind. De hjælper mig på rette spor igen. De giver mig ro, når jeg trækker mig ind i mig selv, og de accepterer, at jeg har sociale problemer.
Det mest fantastiske er, at de aldrig har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg blev eller har bedt mig om at fortælle om det. De kender kun små brudstykker, og alligevel så er de der. Min hukommelse bliver helt sikkert også bedre med tiden, og jeg får nemmere ved at koncentrere mig.
Jeg fylder meget for dem, der er tæt på mig, men nogen gange skal jeg bare lige guides i den rigtige retning og have at vide, om jeg er uretfærdig eller krævende, for det er ikke min intention, aldrig!
Jeg er bare usikker. Jeg ved ikke altid, hvordan jeg skal udtrykke mig og bliver ofte uretfærdig. Det ønsker jeg ikke at være, og jeg kan godt se, når jeg har trådt forkert - og tro mig, der er ingen, der kan fortryde noget, som jeg kan.
Jeg er så taknemmelig for dem, der er i mit liv og dem, der kan rumme mig som jeg er nu - også selv om det nogengange er svært for mig at give udtryk for min taknemmelighed. Jeg er nået langt, det bliver nemmere dag for dag, og jeg har mod på resten af vejen.
Trine er anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
