Lise Nørgaard: Du skal vælge den rigtige mand

Kvinder er efterhånden gode til at stille krav til det offentlige, til arbejdsmarkedet og til politikerne, men de glemmer at stille krav til manden, som de vil indrette sig sammen med, mener Lise Nørgaard

"Man skal ikke tro, at blot fordi man i Folketinget vedtager nogle love, så mænd og kvinder har lige rettigheder, så ændrer hele samfundet sig som ved et mirakel. Bare fordi der er mulighed for at dele barselsorloven, betyder det jo ikke, at det sker i praksis. Det kan vi jo se."

Det udtaler journalist og forfatter Lise Nørgaard i bogen 'Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv!'

"Derfor er det såre vigtigt for kvinder, der vil realisere sig selv, at de forstår at vælge den rigtige partner. Kvinder er efterhånden gode til at stille krav til det offentlige, til arbejdsmarkedet og til politikerne, men de glemmer at stille krav til manden, som de vil indrette sig samme med."

Ifølge Lise Nørgaard handler det i høj grad om kvinders valg af partner, så hun ikke ender i hundekurven, når der kommer børn. Det vil sige, at magtbalancen mellem parterne bliver forrykket:

"Mændene i min barndom og ungdom opfattede sig selv som hævet over huslige gøremål. Det lå ganske enkelt i kortene, at ægtemanden skaffede smør på brødet, mens fruen i huset tog sig af hjem og børn. Det gav mændene en anden opfattelse af sig selv, og det smitter stadig den dag i dag af på nogle mænds indstilling til hjemligt arbejde.  Vi kan stadig konstatere, at det i dag er sådan, at det er de kvinder, der har det hårdste arbejde på jobbet, som også kommer hjem til de største pligter i hjemmet."

Vær dit eget livs direktør
"Man kan lige så godt holde sig for øje, at det er en god idé at være sit eget livs direktør. I min ungdom var der så mange, der ville bestemme, hvad man skulle. Som mor skal man aldrig være et serviceorgan for hele familien, for så risikerer man i sidste ende at påtage sig offerrollen, fordi man som kvinde tilsidesætter sine egne behov."

I dag har man som kvinde lettere ved at stille krav til sin mand end kvinder havde tidligere, fastlår Lise Nørgaard, og hun mener, at det er en god idé på forhånd at sikre sig, at partneren er med på ideen om at deles om de hjemlige opgaver, før der kommer børn.

"Derfor skal kvinder se sig ordentlig for, før de vælger en fyr. For at sige det ligeud: Kvinder skal lave være med at gå hen og få børn med de forkerte mænd."

TAG HOVEDROLLEN I DIT LIV: I bogen 'Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv' får du mulighed for at spejle dit eget liv i mødet med spændende kvinder og mænd.

Køb bogen 'Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv'