Danske kvinder er en underskudsforretning

Nye choktal. Kvinder modtager 1,6 mio. kr. mere fra det offentlige gennem et liv, end de betaler i skat. For mænd er det lige modsat. De betaler 0,6 mio. mere, end de får tilbage. Professor mener, at Danmark spilder kvinders talent og investeringer i uddannelse. Det skriver Mandag Morgen

Næsten 40 år efter kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er der fortsat overraskende stor forskel på, hvor meget kvinder og mænd økonomisk bidrager med til velfærdsstaten. Som velfærdssamfundet er skruet sammen i dag, er kvinder en ”underskudsforretning” målt over hele livet, mens mænd betaler mere til samfundskassen, end de får ud af den.

Det viser en analyse foretaget af professor Nina Smith fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet på baggrund af beregninger fra De Økonomiske Råds sekretariat. 

Den enorme kønsforskel har indtil nu været totalt forbigået i den brede offentlige debat om velfærdssamfundets fremtid. Den opsigtsvækkende analyse viser, at kvinder stort set gennem hele livet bidrager økonomisk mindre end mænd.

Kvinder fører på uddannelserne
Der er flere årsager til denne markante kønsforskel. En af de væsentligste årsager er, at kvinder generelt får lavere løn end mænd og har en lavere erhvervsfrekvens.

Finansminister Bjarne Corydon siger til Mandag Morgen, at kvindernes lavere erhvervsdeltagelse bl.a. skyldes, at de varetager nogle ulønnede funktioner i hjemmet, som er nødvendige for deres families liv – og at de både lever længere og er gift med mænd, som er ældre end dem selv.

Den fortsatte store kønsforskel er ifølge Mandag Morgen ikke mindst bemærkelsesværdig i dag, hvor piger og kvinder har overhalet drenge og mænd på uddannelsesfronten. 

Ifølge professor Nina Smith er der middelbart ikke meget, der tyder på, at denne massive kønsforskel bliver mindre i de kommende år, medmindre der fra politisk side bliver taget hånd om sagen. Hun efterlyser bl.a., at flere danske mænd skal tage barselsorlov, da fædre kun tager ca. 9 pct. af orlovsperioden.

Læs artiklen på mm.dk

Professor Nina Smith er interviewet om problematikken i Anita Macs og Anne-Mette Michaelsens bog 'Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv'