Mød den udadvendt-flamboyante mor

Den udadvendt-flamboyante mor er elsket af andre mennesker, men hendes intime partnere og børn er i hemmelighed bange for hende. Hun forsømmer sine børn og er blottet for indfølingsevne

Den udadvendt-flamboyante mor er den mor, der bliver lavet film om. Hun er en offentlig entertainer, elsket af folket, mens hendes intime partnere og børn i hemmelighed er bange for hende. Det fortæller den amerikanske forfatter og terapeut Karyl McBride om i bogen ”Bli’r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre”.

Hvis du kan optræde som en del af hendes show, så er det virkelig godt. Hvis du ikke kan, så skal du passe på.

Man lægger mærke til hende: Hun er prangende og sjov, og der er gang i hende. Nogle mennesker elsker hende, men du foragter den udadvendte maskerade, som hun viser verden. Du ved nemlig, at du ikke betyder noget hverken for hende eller for hendes show bortset fra, hvordan du får hende til at fremstå over for verden.

Du bliver forvirret over den måde, hvorpå verden reagerer på hende. Du oplever, hvordan du - hendes eget barn - ikke mærker den samme varme og karisma, som hun viser over for andre mennesker som venner, kollegaer, familie eller endda fremmede.

Psykolog Vitha Weitemeyer: ”Her har vi divaen i form af den stærkt selvoptagede mor, som forsømmer sit barn, og som er helt blottet for indfølingsevne. Et eksempel på en sådan mor ser vi i komedieserien ’Helt hysterisk’ på DR2. Her er teenagedatteren Edina nærmest mor for sin egen mor, mens moderen er barnet, der handler med kunst.”

Isdronninger: Mød 6 mødre, der er sundhedsskadelige for deres døtre

  1. Den udadvendt-flamboyante >>
  2. Den resultatorienterede >>
  3. Den psykosomatiske >>
  4. Misbrugeren >>
  5. Den skjult ondskabsfulde >>
  6. Den følelsesmæssigt krævende >>