Kvinder kan have det svært med deres mor langt op i voksenlivet

”Bli’r jeg nogensinde god nok?” Det spørgsmål stiller døtre af narcissistiske mødre ubevidst sig selv. De føler, at de skal bevise deres værd for at gøre sig fortjent til kærlighed

Bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok" er skrevet til døtre af, hvad forfatteren Karyl McBride kalder narcissistiske mødre. Det vil sige mødre, som er kritiske, og som opdrager deres døtre til at føle sig forkerte, utilstrækkelige og skyldige. Det kan være alt fra den præstationskrævende Hellerupmor, der flasher sine børns 12-taller på Facebook, til den alkoholiserede mor, som er så opslugt af flasken, at børnene må drage omsorg for hende.

Mange grader af narcissisme
En af dem, der arbejder med døtre af narcissistiske mødre, er psykolog Vitha Weitemeyer. Ifølge hende findes der mange grader af narcissisme. Et af de eksempler de fleste af os kender, er Maude Varnæs fra tv-serien Matador. Hendes adfærd med at gå i seng og trække en dyne af dårlig stemning ned over familien er et typisk narcissistisk træk - godt nok i en mildere form, men stadig noget som påvirker omgivelserne voldsomt.

Andre eksempler er mødre med voldsomme ambitioner på deres døtres vegne - f.eks. fra realityshows og talentkonkurrencer.

”Det er moderen, der kræver, at datteren forfølger sin mors stjernedrømme for at kaste stråleglans over sin mor i mediernes bedste sendetid. Det kan også være den mor, der som den berømte Hollywoodstjerne Joan Crawford udadtil fremstod som den perfekte mor, men som bag hjemmets fire vægge tyranniserede sine børn. Hendes datter Christina Crawford skrev bogen ”Dear Mommie”, som rystede Amerika”, fortæller Vitha Weitemeyer.

En barsk opvækst har konsekvenser for parforhold
I sin psykologpraksis møder Vitha Weitemeyer også kvinder, der langt op i voksenlivet har problemer med deres mødre. Disse problemer kommer til udtryk også i kærlighedslivet:

”Døtre af narcissistiske mødre udvikler generelt en selvudslettende indstilling til sig selv. Det er den indstilling, datteren har med i bagagen, når hun møder en mand. Uden at være bevidst om det, tiltrækker hun mænd, der minder om hendes mor, og som ikke er i stand til at give hende den kærlighed, nærhed og indlevelse, som hun længes efter. I stedet bliver hun pleaseren i forholdet, mens manden bliver bad boy’n.”

På den måde kan datteren af en narcissistisk mor ifølge Vitha Weitemeyer gå fra det ene ulykkelige parforhold til det næste uden helt at vide, hvorfor hun gang på gang falder for den forkerte.

”Jeg er sikker på, at bogen vil være en hjælp for mange kvinder, som kæmper med utilstrækkelighedsfølelser og selvudslettende adfærd som følge af en opvækst, hvor de blev nedgjort af deres mor. Døtre af underkuende mødre får i bogen hjælp til at forstå, hvad der er foregået, og til at lære at adskille sig fra deres mor og finde deres egen styrke.”

KØB BOGEN HER >>
Titel: Bli’r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre
Forfatter: Karyl McBride
Udgivet på: POWERPRESS i samarbejde med Lennart Sane Agency AB og Susan Schulman Literary Agency.
ISBN: 978-87-997349-0-0

www.bliver-jeg-nogensinde-god-nok.dk