Jeg har valgt mænd, der minder om min mor

Min mor er ikke som andre mødre. Det vidste jeg ikke som barn, hvor jeg troede, at vores familie var en helt almindelig kernefamilien. Sandheden er bare, at jeg var bange for min mor. Virkelig bange

Fortvivlelse dreamstime xs 84553155

Af Charlotte, der har været udsat for psykisk vold

Allerede da jeg var en lille pige, var jeg bange for min mor. Det er ikke fordi, min mor slog mig eller på anden måde forsømte mig fysisk. Vi levede et tilsyneladende helt almindeligt liv i en mindre by i Jylland. Mine forældre havde mange venner, og der var altid liv i huset. Når det er sagt, var jeg utryg – og det var min mor, der gjorde mig bange.

Mennesker omkring mig holdt meget af min mor, som kan være utroligt charmerende. Hun er god til at holde selskaber og den perfekte værtinde. Samtidig er hun idealist og brænder for at hjælpe samfundets svage. Derfor har mennesker omkring hende et billede af, at hun er beundringsværdig.

Pleasede min mor
I min barndom gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at please min mor, så hun skulle kunne lide mig. Samtidig var det en måde at stabilisere hendes humør på, for netop min mors humør gjorde det svært at være hendes datter.

Min mor er en kvinde, der har et fyrigt temperament, og når hun eksploderer, er det direkte angstprovokerende. Hun råber meget højt, hendes øjne bliver uhyggeligt sorte, hun kan finde på at ryste over hele kroppen, og det er nærmest som om, hun bliver besat af en ond ånd. Under disse vredesudbrud bliver hun meget fordømmende og nedladende, og hun truer med, at hun aldrig vil se mig mere. Jeg tror, at det er derfor, jeg altid har været så bange for at blive forladt også som voksen.

Ikke helt normal
Måske er det også på grund af min mors mange fordømmelser af mig, at jeg i min ungdom og i mine 20’ere var bange for, om der var noget alvorligt galt med mig mentalt. Det var som om, jeg havde fået dette mindset ind med modermælken, at jeg ikke var helt normalt og måske ligefrem et ondt barn, der gang på gang skuffede min mor. Dette på trods af, at jeg gjorde alt for at rulle den røde løber ud for min mor – blandt andet før hun kom hjem fra arbejde. Sammen med min søster og min far sørgede jeg for, at alt i vores hjem var funklende rent, for min mor er en kvinde, der ikke tåler rod og uorden. Derfor skurrede vi håndvaske hver eneste dag, støvsugede og ryddede op. Stadig den dag i dag er der ikke en finger at sætte på mine forældres hjem. Alt er i perfekt stand. Altid.

I dette univers var det let for mig at føle mig forkert. Selv om jeg gjorde alt for at gyde olie på vandene og være en god datter, lykkedes det kun sporadisk. Min mor kunne finde på at fryse mig ude i lang tid, hvis der var det mindste, hun var utilfreds med.

Ren overlevelse
Måske var det en overlevelsesstrategi. Måske var det også, fordi jeg godt kunne lide at se min mor glad. Uanset årsag forkælede jeg hende. Stadig den dag i dag, hvor jeg er en voksen kvinde i 40'erne, der selv har fået børn, kan jeg finde på at stå og kigge på en bluse til min mor i en butik – også selv om hun har sendt mig en sms om, at hun afskriver mig som datter.

Det ligger dybt i mit DNA, at jeg skal gøre alt for at gøre min mor glad. Det er ren overlevelse, eller det har det været i min barndom. Det er som om, jeg har fået et helt skævt syn på verden, fordi jeg hele tiden har skullet se den gennem min mors briller. Det har gjort verden forvredet i min øjne, og det har i min barndom forstyrret min tro på min egen dømmekraft. Der har været stor forskel på min mors og på min opfattelse af verden, men jeg har altid tvivlet på det, jeg så og oplevede. Min mor har fortalt mig, at det jeg tænkte var forkert, at jeg var forkert, at det jeg gjorde, var forkert.

Diagnosen
En dag for nogle år siden fik jeg diagnosen. Den var ikke stillet af en professionel, selv om min mor fortalte mig, at hendes psykolog havde stillet den. Under alle omstændigheder klistrede min mor den label på mig, at jeg skulle have en ’narcissistisk personlighedsforstyrrelse’.

Jeg var voksen, da det skete, og havde på det tidspunkt endevendt min barndom og opvækst med flere psykologer, blandt andet fordi jeg har en tendens til at tiltrække mænd, der minder om min mor: Uadvendte, charmerende og humørsyge. På den måde har jeg mange gange genoplevet min barndom, hvor jeg levede i frygt for min mors luner.

Derfor er det egentlig underligt, at diagnosen ramte mig så hårdt. Det var som om, det var den endegyldige fordømmelse og forkastelse af mig som menneske - af hele min person. Min mor delte sine synspunkter med andre og hjernevaskede min far til at bakke hende op i hendes diagnosticering af mig. Nu skal det siges, at ingen mennesker omkring mig – heller ikke min psykolog – er enig i den diagnose, min mor har stillet. Jeg kan heller ikke genkende mig selv i hendes beskrivelser. Alligevel var det en barsk oplevelse. Når min mor er vred på mig, kaster hun diagnosen på bordet som et trumfkort - også foran mine børn.

Familiens sorte får
Jeg har det som om, jeg er familiens sorte får, for min mor har delt sine fordømmende tanker om mig med andre medlemmer af vores familie. Nogle af vores familiemedlemmer vil derfor pludselig ikke have mere med mig at gøre. Det gør mig uendeligt trist, for det er mennesker, som jeg har kendt hele mit liv og aldrig har haft problemer med.

Det er som om, at min mor er min værste fjende og min største kritiker. Jeg har sat mig op imod hende, men det har kun gjort ondt værre. I mange år har vi ikke set hinanden i lange perioder, og jeg har fået afskedsmails og -sms’er fra hende adskillige gange.

Jeg er voksen, og jeg har bearbejdet meget af det, jeg har oplevet i min barndom med min mor. Derfor kan jeg i dag trække vejret relativt frit, selv om jeg stadig har svært ved at være upåvirket, når min mor gang på gang viser værre sider af sig selv, end jeg nogensinde tidligere har set.

Hadet i min mors øjne
Når jeg ser hadet i min mors øjne, fylder det nærmest automatisk hele min krop med frygt som i en gyserfilm. Det værste er, at min mor nu også taler dårligt om mig til mine børn, og at hun også er begyndt at bagtale og fordømme dem og gå bag deres ryg. På den måde oplever mine børn de sider af min mor, som jeg selv er vokset op med.

Lykkeligvis er afstanden mellem min mor og børnebørnene større, end afstanden var mellem min mor og mig. Ligheden er, at mine børn også giver udtryk for, at de kan være bange for deres mormor.

Jeg talte med en psykolog, der på et tidspunkt vurderede, at det rent faktisk er min mor, der har en ’narcissistisk personlighedsforstyrrelse’ – og ikke mig. Det fik mig til at købe bogen ’Bli’r jeg nogensinde god nok’ af Karyl McBride, som er en bog til døtre af narcissistiske mødre. Det var en stor åbenbaring for mig at læse den bog, for den åbner for en forståelse af, at alt den frygt og utryghed, jeg har oplevet i relation til min mor, ikke er min skyld. Jeg er ikke et forskruet og forkert menneske, men jeg er vokset op med en mor, der ikke er i stand til at elske sin egen datter – eller sine egne børnebørn for den sags skyld.

Vi fortjener kærlighed
I Karyl McBrides bog er der en passage om, at enhver lille pige fortjener sin mors kærlighed. Enhver lille pige fortjener en mor, der ser lyset i hende og elsker hende ubetinget.

Sådan en mor har jeg ikke haft, og jeg får det heller aldrig. Jeg vil altid længes efter sådan en mor, men må følge Karyl McBrides råd om at være min egen mor. Det eneste, jeg reelt set kan gøre, er at drage omsorg for mig selv og passe godt på mig selv nu og i fremtiden. Jeg kan forsøge at lære mine børn at gøre det samme, så de ikke – som jeg har gjort – accepterer at leve sammen med mennesker, der ikke er gode for dem: Mennesker, der er som min mor.

Charlotte vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.