10 ubevidste grunde til, at du vælger de forkerte partnere

Det er i barndommen, vi lærer om relationer og kærlighed, og derfor tager mange af os ubevidst vores barndomsmønstre med ind i voksenlivet. Det kan betyde, at du kører i den samme rille og igen og igen vælger en partner, der ikke er god for dig

Ulykkelig dreamstime xs 68985351

Hvis du har haft en tryg barndom med kærlige forældre, har du sandsynligvis følt dig elsket og samtidig lært, hvad sund kærlighed er. Det modsatte er tilfældet, hvis du er vokset op med en mor eller en far, der udsatte dig for kritik, nedgøringer og kølige miner

På godt og ondt viderefører vi de adfærdsmønstre, vi har lært i barndommen, og hvis du har været udsat for psykisk vold i dit barndomshjem, risikerer du at forelske dig i mænd – eller kvinder – der også udsætter dig for overgreb eller behandler dig dårligt.

Hvis du ikke er opmærksom på dine adfærdsmønstre fra barndommen, kan du derfor komme ud for, at du i årevis kører rundt i den samme rille og igen og igen forelsker dig i partnere, der ikke er gode for dig.

Vejen til sund kærlighed
Hvis du har haft kærester, der ikke er gode mod dig, og du igen og igen oplever at blive svigtet, kritiseret eller nedgjort, kan du med fordel begynde at kigge nærmere på de adfærdsmønstre, du ubevidst har taget med dig fra barndommen. På sitet Psychology Today skriver forfatteren Peg Streep om 10 grunde til, at mange kvinder forelsker sig i den forkerte partner og holder ud sammen med ham eller hende alt for længe. Streep har fokus på kvinder, der er vokset op med en mor, der ikke elskede dem, men mange af mekanismerne er de samme uanset køn:

  1. Du bliver tiltrukket af det, du kender: Forskning viser, at vi har tendens til at vælge partnere, der minder om vores forældre på godt og ondt. Det sker typisk helt ubevidst.
  2. Du er til fals for en partners charmeoffensiv: Du lader en mand – eller kvinde – slå benene væk under dig, hvis du bliver bombarderet med opmærksomhed, gaver og kærlighedserklæringer. Du falder for charmen og synes måske, at mænd, der går mere langsomt frem, er for kedsommelige.
  3. Du forveksler drama med passion: Usikkerhed i parforholdet holder gang i gnisten. Du genkender dramaet fra din barndom og tror, at vrede, smerte og frygt er udtryk for passion. Drama og spænding skal imidlertid ikke forveksles med kærlighed.
  4. Du har vænnet dig til at blive dårligt behandlet: Hvis du har været udsat for psykisk vold i din barndom, bemærker du måske slet ikke, hvis din partner udsætter dig for psykologiske overgreb og forsøger at trække dig ned. Den psykiske vold er blevet en normalitet for dig.
  5. Du føler dig hurtigt skyldig: Du har allerede i barndommen udviklet den vane at være meget selvkritisk. I stedet for at påpege din partners dårlige adfærd, føler du, at du er skyld i jeres fælles problemer. På den måde blander du selv den cement, der holder dig fast i et usundt parforhold - i stedet for at komme afsted og ud ad døren.
  6. Du stoler ikke på din egen dømmekraft: Mødre, der er meget kontrollerende og narcissistiske, er eksperter i at vende tingene på hovedet, så du får skylden for din mors ugerninger. Hvis du er vokset op med sådan en mor, har du lært, at du ikke kan stole på din egen dømmekraft. Resultatet kan blive, at du som voksen sætter din lid til din partners verdenssyn og bliver et let offer for manipulation.
  7. Du forstår ikke, hvorfor du hungrer efter bekræftelse: Så længe du ikke er opmærksom på, hvordan adfærdsmønstre fra din barndom stadig styrer dig ubevidst, vil din barndom påvirke alle dine relationer. Du leder efter den kærlighed, du altid har savnet, men du finder den ikke, for du har ikke lært at genkende kærligheden, når du møder den.
  8. Du mangler en sund model for parforhold: Selv om du får øje på, at dit parforhold er usundt, er det ikke det samme som, at du er i stand til at finde en sund partner. Det kan være nødvendigt med terapi, hvis du skal skabe et nyt kærlighedsmønster for dig selv.
  9. Du ved ikke, hvordan kærlighed føles: Hvis du i barndommen har lært, at du skal gøre dig fortjent til kærlighed, og at du skal kæmpe for kærligheden, vil dette afspejle sig i dine relationer til andre. Det samme vil være tilfældet, hvis du har lært at forbinde kærlighed med smerte. Sammen med en terapeut kan du revurdere din definition af kærlighed.
  10. Du er bange for at være alene: Som barn troede du måske, at du var den eneste pige – eller dreng – i verden, der ikke havde din mors ubetingede kærlighed. Det kan have givet dig en følelse af ensomhed og isolation. Eftersom du har savnet kærlighed fra din mor – og måske også fra resten af familien – leder du efter mennesker, der kan få dig til at føle dig godt tilpas med dig selv.

Ifølge Peg Streep ligger der et personligt udviklingsarbejde i at blive bevidst om de mønstre, du har tilegnet dig i barndommen. Vejen frem kan være terapi, men du kan også arbejde med dig selv, så du gradvist bliver opmærksom på dine mønstre. I Powerkvindernes shop kan du købe bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre", som er en populær selvhjælpsbog til kvinder, der har savnet deres mors kærlighed.

Denne artikel er en forkortet og redigeret version af Peg Streeps indlæg, som du kan læse i sin fulde længde på PsychologyToday.com >>