Om at være fange i sit eget hjem

En kvinde ringede i sidste uge til Powerkvinderne for at få råd. Hun var fanget i et psykisk voldeligt parforhold og stavnsbundet økonomisk. Hun var stærk, men hendes liv handlede om ren overlevelse. Hvis ikke hun var så stærk, var hun bukket under for længst

Opkald

Af Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne

I sidste uge ringede en kvinde til Powerkvinderne. Hun ringede, fordi hun gennem længere tid har fulgt vores side om psykisk vold, og hun mente, at hun selv befandt sig i et psykisk voldeligt forhold. Faktisk mente hun, at hun havde været udsat for psykisk vold i rigtig mange år. Alligevel var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle forlade sin partner.

Jeg er ikke terapeut, og egentlig sad jeg midt i alt muligt andet. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tage mig tid til at snakke med kvinden. Hun lød så fattet og samtidig så ulykkelig. Det lød som om, hun egentlig gerne ville gå fra sin mand, men det hele var så uoverskueligt – blandt andet fordi hun og hendes mand ejede et hus sammen. Det hus skulle sælges, hvis hun skulle videre i livet, og det vidste hun ikke, om hendes mand ville gå med til.

Jeg tænkte, at kvinden måske kunne have gavn af at tage kontakt til en af vores dygtige samarbejdspartnere, som rådgiver mennesker, der er udsat for psykisk vold. Det ville hun gerne, men hun havde slet ingen penge. Det forholdt sig sådan, at det var hendes mand, der sad på pengekassen - og hun havde ikke indblik i økonomien.

Nu tænker du måske, at det måtte hun da bare kræve at få, men så enkelt var det ikke. Hendes mand nægtede at give hende indblik, og når jeg lyttede til hendes fortælling, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hendes mand havde sat sig på hele fællesøkonomien for at sikre sig, at hun ikke havde penge til at gå nogen steder hen. Hun var på mange måder stavnsbundet.

Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun forsøgte at bevare overblikket og sin sunde fornuft, men samtidig kunne jeg høre, at det stod helt galt til. Denne kvinde kæmpede ikke bare for sig selv, men også for sin søn, som netop var blevet konfirmeret. Hun kæmpede for, at han skulle have det så godt som overhovedet muligt, mens hun ikke selv var i stand til at nyde livet. Hun elskede helt sikkert sin søn over alt på jorden, men hun kunne ikke give ham alt det, hun gerne ville, for hun levede på en sten med daglige overgreb. Det lød som om, hun nærmest på forhånd havde givet op. Hun kunne ikke magte sin egen situation. Hun kunne ikke se sig ud af den.

Virkeligheden var, at hendes mand var grov og nedladende både over for hende og sønnen. Han var ligeglad med, om sønnen fik en god konfirmation. Han var kritisk over for hende. Hun havde levet i dette terrorregime i årevis og havde formået at overleve. Og det var det, det handlede om: Ren overlevelse. Intet andet.

Jeg ved ikke, om hun stadig elskede sin mand. Det lød som om, hun først og fremmest følte sig som en tugthusfange i sit eget liv. Hun var glad for at tale med nogen, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne hjælpe hende væk til et nyt liv med tryghed for hende selv og sønnen.

Jeg anbefalede hende at tage kontakt til den nationale hotline og fortalte hende, at hun kan være 100 procent anonym, hvis hun ringer til den for at få hjælp. Jeg håber, at hun gør det, og at det kan være med til at åbne døren på klem, så hun måske en dag kan komme væk fra den psykiske vold. Også selv om hun lige nu ikke tror, at det overhovedet er muligt.

30 tegn på psykisk vold >>

Kontakt vores rådgivere >>