9 tegn på at du er fanget i narcissistens spind

Hvis du har et menneske med stærke narcissistiske personlighedstræk tæt inde på livet, kan det få langsigtede, negative konsekvenser for dig. Narcissister meler nemlig deres egen kage - og presser dig til det yderste

 Fanget i et net

Psykisk vold giver ikke blå mærker, og derfor er den usynlig for det blotte øje. Hvis du er – eller har været – udsat for psykisk vold, har du måske slet ikke været opmærksom på overgrebene, før det er for sent. I nogle tilfælde kan det tage flere år, før du kommer dig over mødet med en narcissistisk og psykisk voldelig partner, der kun har tanke for sig selv. Du risikerer nemlig at blive trynet, udnyttet og mast, så du mister dig selv og troen på, at noget kan lykkes for dig.

Her er ifølge Health Experts 9 tegn på, at du har været fanget i narcissistens spind:

1.  Du stoler ikke nok på dine egne evner: Før du mødte narcissisten havde du en fornuftig portion selvværd, men nu føler du ikke længere, at du kan stole på dig selv. Du spørger altid andre mennesker til råds og går mere op i, hvad andre mennesker tænker om dig end i din egen vurdering.

2.  Du tvivler altid på dig selv: Narcissisten fordrejer virkeligheden, så du kommer til at tvivle på din egen dømmekraft. Efterhånden føler du dig ude af stand til at vurdere, hvad der er sandt og falsk. Du lever med en indre konflikt, hvor du ikke kan få din egen virkelighed til at stemme overens med narcissistens ord.

3. Du tiltrækker ‘giftige’ mennesker: Et stort problem ved at have været i nærkontakt med en narcissist er, at traumet ofte gentager sig i det uendelige. Efter at have været fanget i narcissistens spind, har du svært ved at vurdere, hvad der er godt – og dårligt – for dig. Selv om du er sluppet væk fra narcissisten, har du tendens til at tiltrække flere typer af samme kaliber.

4. Din autopilot fører dig i én retning – mod større selvdestruktion: En narcissist kan få dig til at tro, at du er blottet for talenter og ude af stand til at gøre noget-som-helst rigtigt. Du bliver latterliggjort og nedgjort, indtil du til sidst begynder at sabotere dig selv. Narcissistens ønske er at nedbryde dig, så du ikke står op imod ham eller hende. Du kan med tiden komme til at føle dig som en tom skal. Til sidst tror du måske selv, at du er værdiløs.

5. Du forsøger at please narcissisten og gøre alt perfekt: En narcissist kan får dig til at tro, at det vigtigste i dit liv er at please ham eller hende. Hvis det ikke lykkes, risikerer du at blive straffet fysisk eller psykisk. Selv når forholdet er slut, fortsætter du med at please andre. Du bekymrer dig om, hvad andre tænker, fordi du ikke ønsker at vække andre mennesker mishag – også selv om denne bekymring får dig til at gå på kompromis med dig selv.

6.  Du har et stort behov for at være alene: Narcissister er gode til at isolere deres ofre fra venner og familie. Isolationen gør det nemmeere for narcissisten at styre og kontrollere sit offer. Denne metode fortsætter narcissisten med at anvende – også når forholdet er slut. Det er naturligt at ønske tid til sig selv, men du skal ikke trække dig væk fra andre mennesker. Du har brug for mennesker, som er der for dig, hjælper dig og forstår dig og det, du har været udsat for.

7.  Du oplever ’hukommelsestab’ som følge af den psykiske vold: Hvis din psykisk voldelige partner kan finde på at undskylde sin opførsel, har du måske tendens til nemt at tilgive og glemme, hvad du har været udsat for. Det er en form for ‘hukommelsestab’, som du lider af, fordi du har været udsat for psykisk vold. Du husker ganske enkelt ikke, hvor slem en medfart, din partner i virkeligheden har givet dig. Den fælde skal du ikke falde i. Køb en notesbog og skriv episoderne ned på en liste. Dine notater kan du bruge til at huske dig selv på, hvorfor du skal væk fra dette narcissistiske og psykisk voldelige menneske.

8.  Du føler behov for at beskytte din psykisk voldelige partner: Det er helt ulogisk, men du kan føle et behov for at beskytte din psykisk voldelige partner. Dette er endnu en farlig konsekvens af at have været udsat for psykisk vold. Din psykisk voldelige partner får dig til at føle, at du er afhængig af ham eller hende. Din partner får dig til at tro, at det, du bliver udsat for, slet ikke er så slemt endda. Selv når forholdet er slut, kan du tænke tilbage på dit parforhold som om, det var et normalt forhold- også selv om den psykiske vold var alt andet end normal.

9.  Du har ikke nogen fornemmelse af personlig frihed og trækker ikke klare grænser: Din psykisk voldelige partner invaderede dit liv i en sådan grad, at du ikke længere har nogen fornemmelse af, hvad sund grænsesætning er. Du er ude af stand til at sige ‘nej’ til mennesker eller situationer, der gør dig utilpas. Du har glemt, at du er et menneske, der som alle andre har ret til at sætte grænser – et menneske, der har brug for at leve i fred. Du skal sørge for, at andre mennesker ikke overskrider dine personlige grænser.

Køb bogen 'Forelsket i en narcissist' af Susanne Møberg >>

Forelsket i en narcissist