powerkvinderne

icon-facebook icon-twitter

Angelina Maalue Avalon: 'Derfor bortførte jeg mine børn til Brasilien'

Mandag den 20. august 2018 tager den 44-årige mor, Angelina Maalue Avalon, den tunge tur i fængsel. Hun skal afsøne en straf på halvandet år for at have bortført sine to børn til Brasilien. I fængslet vil hun skrive en bog om baggrunden for sit livs sværeste beslutning

Angelina portrt For at beskytte sine børn bortførte Angelina Maalue Avalon dem til Brasilien. Nu kan hun se frem til halvandet år i fængsel, hvor hun vil skrive en bog med sin personlige historie. Fotograf: Joakim Larsen

“Jeg måtte beskytte børnene, og det er derfor, jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.” Sådan faldt ordene i Angelina Maalue Avalons tale til dommerne den 28. juni 2018. Mens hele Danmark kunne se frem til sommerferie med familie og venner, fik den 44-årige mor til to små børn en meget hård dom på halvandet års fængsel for at have bortført dem til Brasilien.

Angelina Maalue Avalons bortførelse af børnene gjorde hende til et kendt ansigt i Danmark, da TV2 i oktober 2017 bragte dokumentaren 'Bortført af mor' med børnenes to fædre som hovedpersoner. Selv medvirkede Angelina - efter råd fra sin bonusfar - ikke i udsendelsen. 

"Angelina deltog ikke i dokumentaren, fordi jeg vurderede, at TV2 på forhånd havde lagt sig fast på programmets vinkel. Det skulle handle om den onde mor og to uskyldige fædre og slet ikke om børnenes situation, eller hvad der gik forud. Alt, hvad Angelina har gjort, har hun gjort for at beskytte børnene", lød det fra Flemming Bock i en pressemeddelelse, efter at udsendelsen var rullet over skærmen.

Efter Landsrettens dom har Angelina Maalue Avalon valgt at udgive sin egen personlige fortælling om hændelsesforløbet i bogen ’Derfor bortførte jeg mine børn’, som udkommer på forlaget Powerpress i 2019.

En voldsramt familie
“Som I kan se i sagens akter, er børnene og jeg en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012”, lød det i Angelina Maalue Avalons tale til landsretsdommerne. Mange har undret sig over, at Angelina Maalue Avalon har fået to børn med to forskellige fædre, der ifølge hende udsætter både hende selv og børnene for overgreb. Ikke desto mindre er det ikke i sig selv noget særsyn, at kvinder kan tiltrække samme type partner igen og igen.

”Socialcenteret i Mathæusgade lavede en straks-foranstaltning den 30. oktober 2012, hvor min datter og jeg blev indlogeret på hotel, fordi det blev vurderet, at det var for farligt at vende hjem, indtil der blev en plads ledig på et krisecenter. Vi kom på krisecenter i november 2012 og boede der i 8 måneder. ”

Under opholdet på krisecenteret fødte Angelina sin søn.

”Igennem 2013 og 2014 vurderede både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen, at børnene og jeg skulle skærmes mest muligt. Det kom til udtryk i både udtalelser og underretninger samt i de samværsresolutioner, som Statsforvaltningen udarbejdede.”

De to fædre antog i 2014 samme advokat, men havde allerede i 2012 meddelt Angelina, at de agtede at samarbejde udenom hende.

Desperat beslutning om bortførelse
Ifølge Angelina Maalue Avalon levede hun et turbulent liv med sine to små børn, idet fædrene igen og igen startede sager mod hende både i kommunen, i Statsforvaltningen og ved retten. Samtidig var hun bekymret for, om børnene blev udsat for overgreb, når de var på samvær.

"I marts 2016 kunne jeg se, at fædrene ønskede at adskille børnene, og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger, at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg traf valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro, og vi kunne få ro sammen, og sådan at børnene kunne få den barndom, som de fortjente sammen.” 

I Brasilien oplevede mor og børn ifølge den nu 44-årige mor et liv, hvor begge børn trivedes, og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt.

”Jeg er ked af, at jeg vurderede, at det var den eneste løsning på det tidspunkt, men det har jo vist sig, efter vi er kommet tilbage, at min frygt var berettiget”, påpegede Angelina i sin tale i Landsretten. 

”I dag lever børnene hver for sig, og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste, at de ville sikre børnenes ret til to forældre, har de handlet stik modsat.”

Angelina Maalue Avalon har kontaktet TV2 i håb om, at tv-kanalen også ville fortælle hendes side af historien og gennemgå samtlige sagsakter, så historien kunne blive belyst fra begge sider. Det har TV2 afvist. Med bogen ønsker den 44-årige mor at fortælle sin egen historie, så befolkningen kan få et mere nuanceret billede af sagsforløbet, end det TV2 har fremstillet i dokumentaren 'Bortført af mor'.