powerkvinderne

icon-facebook icon-twitter

Fyld dit liv med mennesker, der vil dig det godt

Den største stopklods for personlig glæde er mennesker, der forgifter dit liv. Det kan være din partner, dine forældre, din chef, din veninde eller moster Oda. Vælg derfor giftige relationer fra og fyld dit liv med mennesker, der gør dig glad

Livsglad

Vi vælger ikke altid selv hvilke mennesker, der er i vores liv, men vi vælger, hvor stor betydning vi vil tillægge dem hver især - og hvor meget vi vil lade dem fylde. Hvis du vælger at spille hovedrollen i dit eget liv, er det dig, der suverænt bestemmer, hvilke mennesker du vil knytte dig til. Hvis eksempelvis moster Oda altid kritiserer dig, dit hjem og dine børn, kan du vælge ikke at invitere hende på besøg. Hvis hun er umulig at komme uden om, fordi hun er en del af familien, kan du bevidst vælge, at du ikke vil tillægge hende synspunkter om dig og dit liv nogen betydning.

Det er ikke alle mennesker, vi uden videre kan lukke ud af vores liv, hvis de opfører sig giftigt over for os. Det kan eksempelvis være svært at afbryde kontakten til en eksmand, som du har fælles børn med. Men du kan beslutte, at du fra i dag og til evig tid ikke vil tage hans – eller hendes – meninger om dig alvorligt, og at du ikke vil tillægge dem nogen betydning. Du vil ganske enkelt ikke betragte din ekspartner, din mor eller andre giftige mennesker som sandhedsvidner, du skal lytte til. Det gælder specielt, hvis disse mennesker taler nedsættende om dig og ikke viser dig respekt.

Lad ikke tvivlen komme andre til gode
Ofte har vi mennesker en tendens til at lade tvivlen komme andre mennesker til gode. Det kan være, at vi tænker, at onkel Georg nok ikke mente det så slemt, da han sagde, at dine børn er nogle uopdragne tabere. Måske sagde han det bare for sjov. Sagen er bare den, at hans ord sårer dig, og derfor gælder det om enten at sige det til din onkel eller trække dig og i stedet tilbringe tid sammen med mennesker, der ikke sårer dig - mennesker, som du føler dig godt tilpas i selskab med.

Ifølge den amerikanske psykolog, tv-vært og bestsellerforfatter Dr. Phil er det lige så tåbeligt at lade tvivlen komme andre mennesker til gode, som det er at dømme andre mennesker. I stedet handler det om at samle data og skrive episoder ned, så du bedre får blik for, hvilke mennesker der overskrider dine grænser. Det kan du gøre ved at notere, hvad du oplever, hvad der bliver sagt, hvad du tænker, og hvad du føler. Det kan over tid give dig et konkret overblik over, hvorfor du har det dårligt med et specielt menneske i dit liv – også selv om dette menneske fra tid til anden behandler dig godt ved at give dig bittesmå godbidder i form af anerkendelse.

Giftige mennesker stjæler din livsglæde
Dr. Phil har selv haft giftige mennesker tæt inde på livet. Det er mennesker, der har forsøgt at bedrage ham, angribe ham, udnytte ham, dolke ham i ryggen og nedgøre ham:

”Jeg begyndte for min egen skyld at skrive om, hvem disse mennesker var, og jeg begyndte at se nogle mønstre.”

Ifølge Dr. Phil skal vi lære stole på vores egen mavefornemmelse. Hvis du har på fornemmelsen, at der er noget i din relation til et andet menneske, der ikke er, som det skal være, skal du lytte til din indre stemme:

”Når du lytter, kan du sætte personen på en ’observations’-liste”, lyder det fra psykologen. Måske lukker du ikke ham eller hende ude af dit liv, men du holder øje med personen og samler data. Hvis det viser sig, at et menneske ikke behandler dig godt, kan du ifølge Dr. Phil vælge at trække dig og bygge en usynlig mur op imellem jer. Du behøver ikke at sige noget til personen, du kan gøre det på eget initiativ og i det stille.

Giv ikke for mange chancer
Det kan være fristende at give giftige mennesker den ene chance efter den anden for at vende tilbage - eller forblive - i dit liv. Det gælder specielt, hvis der er tale om familiemedlemmer eller forældre til dine børn. Måske håber du, at forholdet til din partner kan blive som dengang, I mødtes, selv om han eller hun nu i mange år har gjort dit liv til et levende helvede.

Ifølge Dr. Phil skal du være påpasselig og ikke give et giftigt menneske den ene chance efter den anden:

”Den slags mennesker bliver typisk ikke bedre. Jeg er ked af at sige det, for det gælder naturligvis ikke alle, men prognosen er ikke god.”

Hvis et menneske, der ikke er god mod dig, går i terapi, kan du ifølge den amerikanske psykolog risikerer, at det hele bliver værre. Det skyldes, at giftige mennesker via terapien får nye værktøjer til at behandle dig dårligt. Terapien sætter dem i stand til bedre at skjule, hvem de er bag masken. Tilsvarende er det heller ikke klogt uden videre at genoptage forbindelsen til et menneske, der har opført sig grænseoverskridende over for dig:

”Når du ikke har haft kontakt med et menneske i noget tid, kan du komme til at savne personen, men i virkeligheden er det ikke personen, du savner, men det menneske, du ville ønske, at han eller hun var.”

Kilde: YouTube.com