Psykisk vold - og duften af triste blomster

Det kan være op ad bakke at skabe en god stemning i en børnefamilie med psykisk vold. Elisa har sendt sin historie, som er en fortælling om, hvordan hun forsøger at skabe lys og glæde, men alligevel ender med at opleve frosten drive ned ad væggene

Triste blomster dreamstime s 127748972Foto: Dreamstime

Af Elisa, der er udsat for psykisk vold

Jeg købte smukke blomster og satte dem i vasen en for en. Jeg ville så gerne have, at vi skulle have en hyggelig aften, og derfor havde jeg også købt lækkert ind, så jeg kunne forkæle både børnene og ham. Jeg slukkede vandet fra hanen, da vasen var fyldt, og tørrede den af med en klud.

Egentlig kunne jeg godt lide at skabe hygge og god stemning, så jeg gjorde mig – som så mange andre gange før – umage. Jeg dækkede bordet med smukke servietter og stearinlys, mens jeg tænkte, at nu skulle alt være godt igen. Hvis jeg gjorde mig umage, ville vi få en hyggelig aften sammen med vores børn.

Stemningen hjemme hos os havde ikke været så godt, og han havde virket meget stille og vel nærmest lidt indebrændt. Jeg var bange for at gøre ham vred, fordi han så kunne finde på at kalde mig de værste ting, og det kunne være så voldsomt. Jeg har aldrig forstået, hvordan hans hårde ord kan passe på mig, for jeg er da ikke psykopat. Det tror jeg da ikke, at jeg er. Jeg ønsker bare, at vi har det godt, at vi hygger os – og er en lykkelig familie.

Jeg arbejder hårdt for, at vi skal være lykkelige. Det er mig, der sørger for det meste – mig, der køber ind, laver mad, vasker tøj, gør rent og alt det, der skal til. Og nu er det mig, der gør, hvad jeg kan, for at vi kan få en hyggelig aften.

Der dufter, og børnene kommer løbende, da jeg siger, at maden står på bordet. Det varer lidt længere tid, før han kommer, og jeg må kalde på ham et par gange, hvilket ægrer mig, når den varme mad nu står på bordet. Imens sidder børnene ved bordet sammen med mig og venter.

Han virker ikke glad, da han kommer. Han siger ikke noget om, hvor fint bordet er, men sætter sig bare i sin stol ved spisebordet. Han fylder sin tallerken og spiser uden et ord, og både børnene og jeg sidder som stenstøtter og håber på, at han bliver ved med at være rolig – at han ikke pludselig begynder at blive aggressiv.

Der er en kold stemning omkring bordet, som flammerne fra stearinlysene ikke kan tø op. Selv blomsterne ser lidt triste ud, som om de havde glædet sig og nu dukker hovederne lidt. Jeg er ked af det, fordi jeg har brugt så meget tid på, at det skulle bliver hyggeligt, og nu driver frosten ned ad væggene. Jeg er sur over, at han ødelægger det ikke bare for mig, men også for børnene.

Det er som om, at alt det jeg gør, ikke er noget værd, og da vi har spist, tager jeg vasen med blomsterne. Jeg lukker øjnene og dufter til dem, mens jeg ønsker, at jeg var et andet og lykkeligere sted.

Elisa vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.