Derfor er det svært at forlade en partner, der kører psykisk på dig

Det er lige så svært at forlade en, der kører psykisk vold på dig, som det er at forlade en person, der udsætter dig for fysisk vold. Det skyldes, at voldsmanden ofte er en vellidt person, og du derfor står alene med dine oplevelser

DEN USYNLIGE VOLD: Det er lige så svært at forlade en partner, der kører psykisk vold på dig, som det er at forlade en person, der udsætter dig for fysisk vold. Sådan lyder det fra byrådsmedlem Karen Sandrini, Ribe, (S), som den 25. november talte ved Soroptimisternes lyssætning på Dronning Dagmar i anledning af FN's internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Det skriver Rykindribe.dk.

Årsagen til, at det er så svært at gå, er ifølge Karen Sandrini, at voldsmanden ofte er en vellidt person. En person som optræder pænt og er respekteret i det offentlige rum. Men bag husets fire vægge kan han være fornedrende og ondskabsfuld. Han kan nedbryde dig psykisk og bilde dig ind, at du er uduelig og ikke kan leve et anstændigt liv uden ham.

"Derefter kan han lægge et familiebillede på et socialt medie, rose dig til skyerne og få glansbilledet til at stråle. Overfor andre udgive sig selv for at være sympatisk person med kærlighed til sin familie, måske med succes og intelligens. Måske er han også hjælpsom. Så kan det være svært, at få familie og omgangskreds til at forstå, at denne person er det rene gift for dig. At denne person faktisk langsomt nedbryder dig. Den pæne psykopat kan endda sætte sig selv i en offerrolle, og få verden til at tro, at det er ofret, der gør dem ondt. Det sande offer står ofte helt alene, fordi andre netop ikke kan genkende beskrivelsen af den pæne psykopat."

En psykopat skaber konflikter
En psykopat eller en sociopat er ifølge Karen Sandrini ekspert i at have forbindelse til rigtig mange mennesker og endnu smartere – spille folk ud mod hinanden.

"Men kvinder skal ikke kæmpe kampen alene. Der er en udbredt vold mod kvinder. Det må vi se i øjnene. Vi må også se i øjnene, at kvinder, der er udsat for vold, ikke er svage kvinder, men det er ofte kvinder, der er manipuleret til at tro, at de ikke er det samme værd som andre. Disse kvinder tager fejl. Tværtimod er der ligeså meget værd som alle andre,- de skal bare have hjælp til at komme væk og til at tackle efterveerne, som vil præge deres liv efter endt forhold eller overgrebsepisode. Han har skabt tvivl om kvindes duelighed og skaber skyldfølelse. Han er ekspert i at spotte folks svagheder og udnytter dem til fulde."

Karen Sandrini har denne opfordring til kvinder, som er udsat for vold:

"Men kære dig, hvis du befinder dig i en situation, der er grænseoverskridende – så søg væk. Landets krisecentre og kvindecentre kan være første skridt på vejen for at komme væk. Det er lige meget hvilken dag på året, det er. Enhver dag til at komme væk, er den perfekte dag."

Kilde: Rykindribe.dk