Når den psykisk voldelige partner vinder kampen om børnene

Hvis du er nedbrudt efter at have været udsat for psykisk vold, risikerer du, at din tidligere partner vinder bopælsretten over jeres fælles børn. Han – eller hun – formår med manipulation at sætte sig selv i et gunstigt lys, mens du kan komme til at fremstå som psykisk ustabil

Hun var i starten af 20’erne, da hun mødte ham. Han var sød og kærlig med et glimt i øjet, og hun faldt for hans charme. Hun var klar til at få børn, og deres familier havde matchet dem. Det gik hurtigt, og indenfor et år var hun gravid, og de havde fundet en lejlighed sammen. Hendes lykke skulle være gjort, men virkeligheden var, at den mand, som sov ved hendes side, havde en skyggeside. Bag den charmerende facade var han glat som en ål, kontrollerende og voldelig.

Den smukke kvinde
Det er ikke svært at forstå, at han faldt for hende, da deres forældre bragte dem sammen. Hun er smuk med et dejligt smil. Som hans mor sagde, da hun så hende første gang: ”Hun er en køn familiepige” – en kvinde, der kan drage omsorg for sin families ve og vel. Nu vil denne kvinde gerne fortælle sin historie, og i denne artikel er hun anonym, men Powerkvinderne kender hendes indentitet.

De blev forlovede, og mens han tog i byen og på diskoteker med vennerne, måtte hun ikke gøre det samme. Som så mange andre piger og unge kvinder i miljøet, skulle hun ikke rende rundt og flirte på et dansk diskotek. Det er som regel kun mændene forundt.

Derfor sad hun alene i den lejlighed, de havde fået sammen, mens han festede med andre kvinder. Hun måtte end ikke ringe og forstyrre ham. Hun sad der med sin gravide mave. Når hun inviterede sine veninder på besøg, ringede han til sin mor, som ringede til hans søstre. De dukkede op uanmeldt, så hun ikke kunne være alene med sine veninder.

Hensynet til hans forældre
Han er sine forældres yngste søn, og den yngste søn har i den kultur, de kommer fra, en forpligtelse til at blive boende længe hos sine gamle forældre og drage omsorg for dem. Den pligt følte han, at han skulle leve op til, så han flyttede hjem til sine forældre. Det endte med, at hun flyttede med, da hun gerne ville have, at de var sammen.

Det var ikke nogen lykkelig tid, for hun var ikke glad for at bo hos svigerforældrene. Specielt hendes svigermor bagtalte hende til venner, familie og bekendte, som alle gav hende elevatorblikket.

”Min svigermor var efter mig, og det var han også. Jeg måtte ikke gå i højhælede sko, jeg måtte ikke have løsthængende hår, og min svigermor kunne ikke lide min mad. Der var for lidt salt i tomatsovsen. De to kritiserede mig sønder og sammen, mens jeg ventede vores barn.”

Født for tidligt
Den lille dreng blev født for tidligt, og mor og barn var indlagt i flere måneder, før han var stærk nok til at komme hjem. Hans far fortsatte sit liv på diskoteker og med venner, så den unge mor græd og følte sig som det ensomste menneske i verden. Den diskoteksglade far ville ikke overnatte på hospitalet, så hun var alene om sit barn, og hvis hun var utilfreds, kunne han blive truede, rive hende i håret og skubbe hende ind i væggen.

Han begyndte samtidig at tale dårligt om hende til omgangskredsen. Han fortalte, at hun var psykisk ustabil, ikke til at regne med og en dårlig mor.

”Jeg var bange for ham allerede på hospitalet, men når sygeplejersken kom ind på stuen, skiftede han personlighed. Så blev han igen den sympatiske mand, som jeg forelskede mig i.”

Hendes far hiver fat i svigersønnen og skælder ham ud, men begge hendes forældre mener, at hun skal give ham en chance for at blive en god familiefar.

Piller mod depression
De flytter tilbage til lejligheden, men selv om han er blevet far, fortsætter han sit vilde byliv, så hun er alene om barnet. Han holder økonomien skjult for hende, og de optager lån i hendes navn til at købe en bil, som hun ikke får lov til selv at køre i. Han lover, at de vil afdrage lånet i fællesskab, men han overlader afdragene til hende.

Hun er bange for ham, ked af det, utryg, og samtidig bliver hun bombarderet med kritik. Han ignorerer hende i dagtimerne, og om natten tvinger han hende til at have sex, selv om hun ikke har lyst. Hun begynder at sove med alt tøjet på for at beskytte sig selv, og hos lægen får hun diagnosen depression.

Nu begynder han at sprede rygter om, at hun er psykisk syg. Han kalder hende en taber og giver hende udgangsforbud. Mens han tyranniserer hende, spiller han den perfekte familiefar udadtil.

Forsøger at gå
”Jeg har forsøgt at forlade ham mange gange. Jeg har taget vores lille søn med hjem til mine forældre i håb om at komme væk. Men hele hans familie er dukket op på deres adresse, mens han selv er mødt op, opløst i gråd. Han spredte den fortælling, at jeg var psykisk ustabil, mens han var en stakkels mand, som gjorde alt, hvad han kunne for sin psykisk syge hustru og sit lille barn.”

Det blev en selvopfyldende profeti, for ud over depressionen udviklede hun angst som følge af volden. Da drengen blev større, begyndte faren også at tale dårligt med ham om hans mor.

”Han forsøgte at vende vores barn imod mig, og det gjorde mig dybt ulykkelig. Samtidig var han stadig voldelig overfor mig. Blandt andet smækkede han badeværelsesdøren hårdt i hovedet på mig en dag, hvor jeg ville bade vores barn. Det var efterhånden helt uoverskueligt for mig at komme væk – også med den gæld, jeg havde fået - men en dag besluttede jeg mig for, at det skulle være slut.”

Han tilbageholdt sønnen
”Jeg flyttede hjem til mine forældre, men det lykkedes ham at få fat i vores søn. Da jeg ville skilles, skiftede han låsen i vores lejlighed, så jeg ikke kunne komme ind. Han beholdt mine ting, og han tilbageholdt vores søn, som jeg i første omgang ikke så i en hel måned.”

Det var ikke kun i familien, at den unge far talte dårligt om hende. Han fortalte også i vuggestuen og sidenhen i børnehaven og skolen, at hun var en dårlig og ustabil mor, der blandt ikke formåede at smørre ordentlige madpakker til drengen.

”Det var massivt. Jeg blev mødt med skepsis og kritik, hvor jeg end gik og stod, og jeg begyndte også at tvivle på mig selv og på, om jeg var så dum i hovedet og psykisk syg, som han gik og fortalte ved enhver given lejlighed.

Retssagen var en parodi
”Jeg var ved at miste forholdet til vores barn, og jeg var ved at miste mig selv. Vi mødtes i retten, da vi begge ville være bopælsforældre, men jeg tabte sagen. Han fremviste det ene bevis efter det andet på, at jeg havde haft depression og angst, og jeg havde også mistet mit job fordi, jeg altid kom med røde øjne, helt opløst af gråd.”

Samtidig var drengen vant til at bo hos sin far, som havde tilbageholdt ham, og efter en børnesagkyndig undersøgelse, konkluderede dommeren, at drengen skulle have bopæl hos sin far.

”Jeg kunne ganske enkelt ikke bevise alt det, jeg havde været udsat for, og det var en stor sejr for ham. Det var endnu et nederlag for mig. Nu troede alle i vores omgangskreds på hans ord om, at jeg var en elendig og psykisk ustabil mor med dårlig kontakt til mit barn, for der var ikke andre mænd i vores miljø, der var blevet bopælsforældre. De fleste fædre havde kun samvær med deres børn hver anden weekend. På den måde var dommeren med til at belønne ham for alt det forfærdelige, han udsatte mig for.”

En stærk kvinde
Den smukke kvinde er ikke længere kun smuk. Hun er også stærk. Hun har taget en uddannelse og har fundet sig en stor lejlighed. Hun har  investeret i en bil. Hun har betalt gælden af, selvom det er eksmanden, der som bopælsforælder får boligstøtte og børnecheck. Hun har et godt job, gode venner, en kærlig familie og mange tilbedere, og så tager hun ikke længere medicin mod angst og depression. Hendes dreng bor hos hende hver anden uge, og de har et godt og tæt forhold. Han siger tit til hende, at han helst vil være hos hende, og at det ikke er retfærdigt, at hun ikke får halvdelen af børnechecken, når han nu er hos hende halvdelen af tiden.

”Det glæder mig, at vi har så tæt et forhold, og at jeg er kommet så langt, selv om jeg stadig oplever chikane og stalking fra min eksmand. Vi får aldrig fred, når min søn er hos mig, fordi han hele tiden kontakter min søn. Jeg har også selv efter tre år alene, svært ved at lukke en ny mand ind i mit liv.”

Tilliden til myndighederne kan ligge på et meget lille sted, og det er derfor, hun gerne vil fortælle sin historie:

”Jeg ønsker ikke, at andre kvinder skal komme ud for det, jeg har oplevet, og miste deres barn til en mand, der udsætter dem for vold. Myndighederne bliver nødt til at blive bedre til at gennemskue, at hvis en kvinde er psykisk nedbrudt har mistet sit job, så kan det være fordi, hun har levet med en voldelig og truende mand i årevist. Det er der nemlig ikke mange, der kan holde til. Selv ikke de stærkeste kvinder.”

Læs også: