Flere singlekvinder vælger at få børn alene som plan B

Stadig flere singlekvinder vælger at få børn alene, når det biologiske ur tikker. Dette selv om kvinderne egentlig drømmer om en kernefamilie

13. april 2019

Hvis det biologiske ur tikker, vælger stadig flere kvinder at få børn alene. Antallet af kvinder, som får fertilitetsbehandling uden en partner, er steget med 45 procent siden 2013. Det viser en opgørelse fra Dansk Fertilitetsselskab ifølge Kristeligt Dagblad.

I 2013 forventede selskabet, at i alt 489 børn blev født af en dansk kvinde uden partner. Det tal lå på 709 i 2018. Fertilitetsklinikkerne slipper kvinderne i behandlingen omkring ottende graviditetsuge, og derfor dækker de angivne tal over børn, som forventes at blive født.

Formand for Dansk Fertilitetsselskab og klinikleder på Region Sjællands fertilitetsklinik i Køge Kathrine Birch Petersen fortæller, at det ofte ikke er kvindernes første valg at få et barn alene.

”Først og fremmest må jeg fremhæve, at kvinderne vælger denne her løsning som en plan B, hvor de fleste ønsker at stifte familie med en partner. Men nogle af dem står i den situation, at de er i midten- eller slutningen af 30’erne med et biologisk ur, der tikker.”

Der er flere årsager til stigningen, men ifølge formanden handler det særligt om, at det er blevet mere socialt acceptabelt at være "solomor".

”Vi har i hvert fald opdaget, at der var en helt anden stigmatisering for bare fem til seks år siden, siger hun.

Mænd udskyder børn
Ifølge formanden har der tidligere hersket en opfattelse af, at det var kræsne kvinder, der ikke kunne finde en mand, som valgte denne her løsning.

”Men der er ved at være en forståelse for, at det faktisk er mændene som ikke ønsker at få børn, selv om de er i midten eller slutningen af 30’erne. De bliver ved med at udskyde og udskyde”, siger Kathrine Birch Petersen.

En anden forklaring er, at det den 1. januar 2017 blev lovligt at modtage både æg og sæd fra en donor, såkaldt dobbeltdonation.

I 2018 blev der påbegyndt 115 behandlinger med dobbeltdonation ifølge foreløbige tal fra Sundhedsdatastyrelsen. En del af disse behandlinger kan dog være givet til udenlandske kvinder, fordi dobbeltdonation ikke er tilladt i deres hjemland.