Derfor tiltrækker intelligente, succesrige kvinder psykisk voldelige partnere

En psykisk voldelig mand vil ofte gå efter stærke og succesrige kvinder med høj selvtillid. For ham er det en triumf, at hendes succes smitter af på ham - og samtidig finder han tilfredsstillelse i at trække en stærk kvinde ned

Ikke alle parforhold ender lykkeligt. Nogle er voldelige og fyldt med følelsesmæssig smerte og tumult, og den psykisk vold kan ramme alle kvinder - og mænd.

For mange udenforstående vil det komme som en overraskelse, at voldsudsatte ofte er stærke og succesrige kvinder med høj selvtillid. En psykisk voldelig mand vil nemlig ofte gå efter en stærk kvinde - både fordi kvindens succes får ham til at stå i et positivt lys, og fordi han finder glæde i at trække en stærk kvinde ned. Det skriver BusinessInsider.com.

Succesrige karrierekvinder har samtidig en tendens til at forelske sig hovedkulds, fordi de på andre livsområder har lært, at hvis de virkelig går ind for sagen og knokler for at opnå det, de drømmer om, så skal det nok lykkes til sidst.

Samtidig bliver kvinderne afhængige af den turbulens, som den psykisk voldelige partner skaber med op- og nedture i hverdagen. Kvinderne tror nemlig på partnerens potentiale til at udvikle sig til drømmemanden.

Taget med storm
Giftige parforhold kommer ofte godt fra start, fordi kvinden oplever det mest perfekte og kærlige forhold, hun nogensinde har været i.

Når den voldelige partner begynder at vise sine sande farver, bliver forholdet surt, men kvinden har på det tidspunkt forelsket sig så dybt i forholdet, at hun ikke reagerer. I stedet føler hun, at det er hendes skyld, at forholdet kører skævt. Samtidig frygter kvinder i giftige parforhold ifølge coachen Cherlyn Chong, at de aldrig vil være i stand til at finde en ny mand, og hvis de bryder op, vil de være dømt til evig ensomhed.

Frygten for ensomhed er ikke rational, men ifølge coachen heller ikke overraskende. Når en kvinde forelsker sig i en psykisk voldelig mand, kan hun gennemleve måneders, års eller endda årtiers psykisk vold, som gradvist udsletter hendes personlighed og livsglæde. I stedet for at bruge tid på sig selv, fokuserer kvinden al sin opmærksom på at gøre manden tilfreds, hvilket viser sig at være en umulig opgave. Kvinden ligger i en konstant mental krig med sig selv. Hun gør alt, hvad hun kan, for at undgå at gøre noget forkert – og alligevel ender det med, at hun bliver straffet, råbt ad og fornærmet af grunde, som hun slet ikke kan sætte sig ind i.

Voldsudsatte er ikke svage kvinder
Selv om mange mennesker har en fordom om, at det kun er svage og sårbare mennesker, som ryger i fælden, er dette ikke den fulde sandhed. Mandlige voldsudøvere går efter stærke kvinder, fordi de finder glæde i at trække en stærk kvinde ned:

”Kvinder, der er vant til at præstere, har en tendens til at være meget samvittighedsfulde”, siger ledelsescoach Perpetua Neo til BusinessInsider.com. ”Det betyder, at de knokler virkelig hårdt for deres parforhold. Derfor bliver de ved med at yde og yde og  yde.”

Hvis en kvinde er vant til at kæmpe for det, hun ønsker sig i livet, vil denne logik også være at finde i hendes parforhold:

"Generelt vil du overføre din måde at se verden på uden overhovedet at tænke over det. Du vil tro, at hvis du blot arbejder hårdt nok for dine forhold, vil de blive gode”, lyder det fra Neo. Hvis du som kvinde samtidig er empatisk, vil du bruge energi på at forstå, hvorfor han er, som han er.”

Meget intelligente kvinder har også en tendens til at bruge hovedet meget, hvilket betyder, at de er i stand til at rationalisere og bortforklare den psykisk voldelige adfærd, selv når denne adfærd er ekstremt ødelæggende. Hvis den psykisk voldelige partner samtidig kan fortælle, hvordan han har haft det svært i livet, vil kvinden overkompensere og være ekstra rar mod manden.

Kvindens barndom spiller ind
Ifølge Cherlyn Chong spiller kvindens barndom også en rolle. Nogle har en usikker tilknytningsstil, fordi deres forældre har været fraværende eller følelsesmæssigt utilgængelige. Mobning kan også have betydning, fordi mobning kan få en kvinde til at føle, at der er noget grundlæggende forkert med hende - en følelse, som det er svært at ryste af sig, selv hvis kvinden opnår stor succes senere i livet.

”Vi tiltrækker og vælger en mand, som bestyrker os i det, vi tror på. Vi gør alt, hvad vi kan, for at please manden, fordi vi ikke selv tror på, at vi er gode nok. Han behandler mig som l..., det er min skyld. Han sårer mig, det er min skyld.”

Ofre for psykisk vold bliver lige så afhængige af deres parforhold, som narkomanen bliver af stoffer. Kroppen producerer store mængder af stresshormonet kortisol, når det går dårligt, og kvinden får et dopaminkick, når hun får en belønning af sin partner.

Den giftige partner ved ifølge Chong præcis, hvad han gør, og han vil give kvinden så mange godbidder, at hun vælger at blive i forholdet, hvorefter han igen skifter til at være den vrede og distancerede mand.

Slå koldt vand I blodet
Det kan være et varsel om psykisk vold, hvis et parforhold udvikler sig alt for hurtigt. Derfor er det ifølge Perpetua Neo nødvendigt at træde et skridt tilbage og lære at være alene, hvis du har været udsat for psykisk vold. Den rigtige partner vil forstå dit ønske om at gå langsomt frem, så I kan lære hinanden at kende.

”En kvinde, der er vant til at præstere, tror, at hun skal løbe hurtigt, og at alt skal ske her og nu, men nogle gange er det klogeste at foretage sig - slet ikke at foretage sig noget."

Når du giver forholdet tid, kan du finde ud af med dig selv, om den mand, du er forelsket i, er den rigtige for dig.

"Du bliver nødt til at acceptere, at der findes meget dårlige mennesker i denne verden. Narcissister er dygtig til at snuse sig frem til deres offer.”

Kilde: BusinessInsider.com