Biler bliver stadig bygget til mænd - og det er farligt for kvinder og børn

Kvinder er mere udsatte for visse typer af skader i en bilulykke. Forskelle i mænds og kvinders anatomi betyder blandt andet, at kvinder løber en større risiko for at få nakkeskader, fordi mange biler stadig er bygget til mænd

Retro bilerGammeldags kønsmønstre betyder, at bilernes sikkerhedssystemer ikke er designet til kvinder - og slet ikke til gravide og børn.

Hvis du først begynder at se dig lidt opmærksomt omkring, vil du lægge mærke til det overalt: De små tegn på, at mange produkter er udviklet af og til mænd.

Det er blandt andet tilfældet med smartphonen, som mænd kan styre med én hånd, mens kvinder skal bruge begge hænder. Det er temperaturen på kontoret, hvor mænd klarer sig fint i skjorteærmer, mens kvinder skal have lunere tøj på for at holde varmen. Mange typer af værktøj ligger også godt i næven på en mand, mens kvinder ikke får det samme gode greb om hammeren. Samtidig er der mange arbejdspladser, hvor kvinder får udleveret uniformer, som er designet til mænd – og ikke til kvinders smukke, kurvede figur.

Selv om historier som disse kan være morsomme, kan det store fokus på mænd i produktudviklingen kommer til at koste kvinder dyrt. Det er tilfældet, når medicin bliver udviklet til og testet på mænd, og når crashtests på biler bliver gennemført med dukker, der har mænds mål og vægt.

Flere kvinder kommer alvorligt til skade
Volvo Car Norway har i produktudviklingen fokus på, at biler skal være sikre for alle – uanset køn og kropsstørrelser. Derfor indsamler firmaet data fra forskellige ulykker i virkelighedens verden. På den måde er det muligt at identificere, hvilke skader mennesker med forskellig anatomi bliver ramt af.

”Vi ønsker, at biler skal være lige sikre for alle”, lyder det fra Volvos PR- og kommunikasjonssjef Erik Trosby til Kjønnsforskning.no.

Undersøgelser viser ifølge det norske site, at mænd har større risiko end kvinder for at være indblandet i trafikulykker, mens kvinder har større risiko for at blive skadede og miste livet, når først de er ude for en ulykke. En medvirkende årsag er, at de standardiserede dukker, der bliver brugt til sikkerhedstests, afspejler den gennemsnitlige mands mål, vægt og muskelmasse. Dukkerne sidder også i en position, som svarer til den gennemsnitlige mands måde at sidde på bag rattet.

Kvinder sidder ifølge Kjønnsforskning.no som regel ’ude af position’, når de kører. De har i gennemsnit kortere ben og må læne sig mere fremover for at nå pedalerne. Det gør frontale kollisioner farligere for kvinder. Samtidig er bilsæderne typisk designet til mænd.

Kvindedukker øger sikkerheden, men...
Selv om bilproducenterne de senere år er begyndt at tage testdukker i brug med kvindelige mål, er disse dukker ofte bare nedskalerede versioner af den mandlige dukke. Dermed tager bilproducenterne ikke hensyn til, at kvinders kropsbygning er anderledes end mænds, idet kvinder har en anderledes muskel- og skeletbygning. Samtidig bliver tests med kvindelige dukker ofte gennemført med kvindedukken i passagersædet – ikke i førersædet. Gravide testdukker findes dårligt nok i bilproducenternes teststrategier.

I dette billede af bilbranchen skiller Volvo ifølge Kjønnsforskning.no sig ud, idet den svenske bilkoncern længe har markedsført sig som et bilmærke, der satser på tryghed. Volvo har senest offentliggjort det såkaldte 'E.V.A.-projekt: 40 år med forskning i bilsikkerhed for begge køn og alle kropsformer' i et digitalt bibliotek, således at alle – herunder andre bilproducenter – kan drage nytte af materialet til gavn sikkerheden.

Volvo har længe haft fokus på køn
Allerede i 1970 etablerede Volvo ifølge Kjønnsforskning.no et forskerteam, som siden har samlet og analyseret data fra virkelige trafikulykker med henblik på at styrke sikkerheden for alle. Volvos motiv for at indtænke kønsperspektiver i produktudvikling er et fokus på markedet – herunder den kvindelige bilkøber, som efterspørger sikkerhed.

Via forskningsprojektet har Volvo udviklet sikkerhedssystemer i bilerne, som beskytter kvinder og mænd på lige fod. Volvo har været forud for sin tid, idet dette kønsfokus ikke været kotyme i bilbranchen. Dette på trods af at andre brancher - eksempelvis kosmetikindustrien - har tradition for at have kvinder i fokus.

”De brancher, som ellers bruger køn som kategori i design er typisk producenter af varer som tøj og kosmetik. Og da er det ikke feminisme, som er grunden, men ren markedstænkning”, lyder det fra Gry Alsos, som forsker i køn indenfor innovation.

Kønsubalance inden for innovation afspejler ifølge Gry Alsos ubalancen indenfor ingeniøruddannelserne, hvor der traditionelt er flere mænd end kvinder. Hun advarer dog mod at tro på, at produktudviklingen automatisk vil forandre sig, hvis vi får flere kvindelige ingeniører. Det skyldes en lang, kulturel tradition, som kønsopdeler samfundet. Disse kønsmønstre ligger dybt – både hos kvinder og mænd.

Kilde: Kjonnforskning.no