Mænd, der dræber kvinder, følger et helt bestemt mønster med psykisk vold

PARTNERVOLD: Det er muligt at forudsige hvilke kvinder, der er i risiko for at blive dræbt af deres partner. Det dokumenterer en ny britisk undersøgelse. Drabsmændene følger nemlig et 8-trins-mønster med psykisk vold og kontrollerende adfærd

 counting dead women montageKvinder bliver myrdet af deres partner over hele verden, og den britiske forkæmper for kvinderettigheder Karen Ingala Smith har taget initiativ til at offentliggøre britiske kvindemord samlet på sit website. Det er disse mord, som kriminologen Dr. Jane Monckton Smith har analyseret og fundet et 8-trinsmønster i.

Af Katrine Skov og Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne

Hvis du tror, at det er en impulsiv handling, der sker som et lyn fra en klar himmel, når en mand dræber sin kone, kæreste eller ekspartner, kan du godt tro om igen. Partnerdrab sker nemlig ikke bare spontant og ud af den blå luft. Ofte har der været psykisk vold i forholdet og tegn på, at manden har forsøgt at styre og kontrollere kvinden.

En britisk undersøgelse kortlægger nu, hvordan mænd, der har slået deres partner ihjel, typisk følger et helt bestemt mønster, der består af otte trin. Undersøgelsen er gennemført af den britiske ekspert i kriminologi, Dr. Jane Monckton Smith, som har analyseret 372 drab via websitet ’Counting Dead Women’. Kriminologen har fundet et mønster i drabene – en række handlinger, som viser, at dominans og kontrol kan være nøgleindikatorer, når det drejer sig om at afdække, hvorvidt en mand potentielt kan ende med at dræbe sin kvindelige partner.

Når mænd dræber kvinder
I 2017 blev cirka 30.000 kvinder over hele verden dræbt af deres nuværende eller tidligere partnere.

Til BBC udtaler Dr. Monckton Smith, at kvinder udgør 80 procent af ofre for partnerdrab – og i langt de fleste tilfælde er partneren en mand.

Ny dansk forskning viser, at vi også i Danmark har mange drab på kvinder, begået af partneren. Således viser en spritny optælling, at 300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder i Danmark. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket ifølge dagbladet Information gør det til den største enkeltstående gruppe af dræbte.

Psykisk vold kan føre til drab
I Storbritannien har Dr. Monckton Smith analyseret i alt 372 kvindedrab, hvor kvinden havde haft eller var i et forhold til gerningsmanden. Den britiske kriminolog fandt, at der er otte træk og handlinger, som går igen i næsten samtlige sager:

  1. En forudgående historik med stalking eller lignende overgreb fra gerningsmandens side.
  2. En relation, der udvikler sig meget hurtigt til et seriøst kærlighedsforhold.
  3. Et forhold præget af dominans, tvang og kontrol.
  4. En gerningsmand, der føler, at hans mulighed for kontrol bliver truet. Det kan eksempelvis ske, hvis kvinden afslutter forholdet, eller manden bliver presset af økonomiske problemer.
  5. En intensivering af mandens kontrollerende adfærd. Det kan være en stigning i intensiteten eller hyppigheden af partnerens taktik, f.eks. stalking eller trussel om selvmord.
  6. En gerningsmand, der ændrer strategi og vælger at gå videre med forskellige former for hævn - eller med mord.
  7. En planlægningsfase, hvor gerningsmanden måske køber våben og afsøger muligheder for at få offeret på tomandshånd.
  8. Et kvindemord, hvor gerningsmanden dræber sin partner og muligvis sårer andre, f.eks. offerets børn.

Det eneste undtagelse fra reglen er, at ikke alle mænd gennemgår det første trin, hvilket som regel skyldes, at drabsmanden ikke tidligere har været involveret i et forhold og derfor ikke har en historik med at udsætte kvinder for overgreb.

‘Tidligere har vi forklaret drab på kvinder med mandens lidenskab og spontane, opildnede handling – og det er bare ikke sandt’, udtaler dr. Monckton Smith til BBC.

‘Hvis vi ser nærmere på alle disse sager, så er der både planlægning, beslutsomhed og altid tvangsmæssig kontrol involveret fra drabsmandens side.’

Et effektivt værktøj for politiet
Dr. Monckton Smith udtaler til BBC, at når først politiet lærer de otte faser at kende, så vil de være i stand til at følge potentielle gerningsmænd tæt og spore, hvor tæt de potentielle drabsmænd er på at begå et kvindemord. Det øgede fokus på mønsteret vil samtidig gøre det lettere for de potentielle drabsmænd at udtale sig og forklare fagfolk om den situation, de befinder sig i. Det handler i sidste ende om at sikre kvinder liv og forhindre dødsfald,

Den britiske kriminolog siger samtidig, at der er behov for mere forskning i, hvordan man som offer kan forlade sin kontrollerende partner på sikker vis. Samtidig er der brug for mere indsigt i, hvad der får mennesker til at udøve – men også finde sig i – kontrol i intime forhold.