Ny Picasso-udstilling om stærke, viljefaste, følelsesfulde, erotiske, kurvede, kantede, sovende, seende, påklædte og afklædte kvinder

Den spanske kunstner Pablo Picasso viser gennem syv årtier kvindekroppen som en farverig forvandling – fuld af længsel og vilje, begær og erotik. En ny udstilling på kunstmuseet Arken sætter fokus på stærke kvinder i Picassos liv

Picasso 2Pablo Picasso, Jacqueline aux mains croisées, 1954. Olie på lærred. Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019

12. oktober 2019

Den berømte kunstner Pablo Picassos kvindeportrætter rejser spørgsmål, som er højaktuelle i dag, hvor flere og flere diskuterer køn, privilegier og identitet i ligestillingens og feminismens navn. Det skriver kunstmuseet Arken om en ny udstilling med titlen Elsket af Picasso – Kærlighedens magt. Picasso-udstillingen sætter fokus på kvinderne i portrætterne, deres betydning for Picassos vilde stilbrud og på komikken i hans dramatiske iscenesættelser.

Kunst, kærlighed, familieliv og politik smelter sammen i Picassos livsværk, og et motiv, han dyrkede, var kunstneren og modellen. I sine værker skildrer Picasso begærets og blikkets kompleksitet som stærke drivkræfter, når han maler forholdet mellem kunstneren og modellen. Picasso sætter lysten til at se – og blive set – i scene.

Særudstillingen tager relationen mellem en af verdenshistoriens største malere og hans modeller op og nyfortolker Picassos kvindeskildringer. Udstillingen fortæller, hvordan Picassos kære var reelle samarbejdspartnere og belyser modellens magtfulde blik.

Kvinders styrke og erotiske tørst
Pablo Picasso er berømt for sin evne til kunstnerisk fornyelse og berygtet for sit kompromisløse liv. Picassos kunstneriske udvikling og stilistiske nybrud følger hans kærlighedsliv –og det går ikke stille af. I banebrydende og udtryksfulde malerier tolker Picasso familielivet, børnene, berømmelsen, kunstneridentiteten, kærligheden og kriserne. Særligt ét motiv vender han tilbage til igen og igen: den nøgne kvindekrop, alene eller i samspil med kunstneren.

Udstillingen på Arken udfordrer magtbalancen mellem kunstneren og hans modeller og ser med nye øjne på Picassos skildringer af dem, som han elskede.

Picasso fremstiller kvindernes styrke, følelsesliv, nydelse og vrede med stor indlevelse, og han iscenesætter sin egen rolle som kunstner med selvironi og humor.

Du kan se en BBC-dokumentar om Picasso, kunsten og kvinderne her (engelsk)>>

Arken slår dørene op til udstillingen, som er skabt i samarbejde med Musée national Picasso-Paris, den 12. oktober 2019.  Du kan se udstillingen frem til den 23. februar 2020. Læs mere her >>

Picasso 3Pablo Picasso, Nu couché, 1932. Olie på lærred. Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019