Psykolog: "Du skal ikke lade tvivlen komme andre mennesker til gode"

Det kan være et stort selvmål at lade tvivlen komme andre mennesker til gode. Det mener tv-psykolog og forfatter Dr. Phil, som opfordrer dig til at lære mennesker omkring dig godt at kende, før du viser dem tillid. Samme råd giver bogaktuelle psykolog Signe Hegestand, når det gælder kærligheden

Lovebombing dreamstime xs 136175675Hvis du er for hurtig til at kaste dig ud i dit nye forhold, risikerer du at blive udsat for manipulation af en narcissistisk partner, der bombarderer dig med kærlighed.

”Et psykisk voldeligt forhold starter ofte meget intenst. Det starter med røde roser, stearinlys og en kavaler, der forstår at charmere dig. Intensiteten kan give dig en skøn følelse af forelskelse, men den er også et vink med en vognstang om, at du skal være på vagt.”

Sådan lyder det fra psykolog Signe Hegestand, forfatter til bogen 'Psykisk vold - sådan kommer du videre'. Ifølge Hegestand ved en partner med stærke narcissistiske træk godt inderst inde, at han eller hun ikke er noget attraktivt parti i længden:

”Derfor vil den narcissistiske partner tænde et festfyrværkeri for dig i starten af jeres forhold. Han – eller hun – vil fortælle dig, hvor fantastisk, du er og se på dig med et forelsket blik. Du får måske at vide, at I er ’soulmates’”.

I virkeligheden er det ikke sikkert, at det forelskede blik er et udtryk for kærlighed. Det kan være et udtryk for såkaldt ’love bombing’:

”Ved at bombardere dig med opmærksomhed og søde ord, håber narcissisten på at score dig og få dig fanget i sit net. Du skal indfanges, før du bliver opmærksom på, at det menneske, du er forelsket i, i virkeligheden slet ikke er den person, som han eller hun udgiver sig for at være.”

Du bliver ført bag lyset
Det er ikke kun i kærlighedslivet, at du kan blive ført bag lyset. Der findes mennesker i verden, som hver dag står ud af sengen med det formål at udnytte andre for egen vindings skyld. Det skriver den amerikanske tv-psykolog og forfatter Dr. Phil i sin bog ’Life Code’. Ifølge Dr. Phil er det nødvendigt, at vi hver især er opmærksomme på, at vi kan møde den slags mennesker i vores hverdagsliv. Kun derved kan vi minimere risikoen for at blive udnyttet - uanset om det er af en partner eller andre mennesker i vores liv.

I bogen fortæller Dr. Phil om, hvordan han selv har haft mennesker tæt inde på livet, som på forskellig vis har ønsket at udnytte og skade ham. Det har fået ham til at analysere, hvordan vi som mennesker hver især kan beskytte os mod de mennesketyper, som kan finde på at drage fordel af vores godtroenhed.

Mange af os har lært, at vi skal være mod andre, som vi ønsker, at andre skal være mod os. Det kan få os til at tro, at vi når langt i livet med godhed, men i virkelighedens verden er livet ikke retfærdigt. Dr. Phil gør således opmærksom på, at svindlere og bedragere godt kan få succes og nå langt i livet både menneskerligt og økonomisk ved at svindle, bedrage og bruge ufine metoder. Disse menneskers succes kan komme til at ske på din bekostning, og derfor skal du sørge for at have øjne og ører åbne og ikke bare udvise blind tillid til de mennesker, der krydser din vej.

”Du kan blive bedraget af mennesker, som du stoler på og tror, er dine venner”, skriver Dr. Phil, og hvis du har oplevet at stå i den situation, kan du med fordel træne dig selv i at blive bedre til at gennemskue andre mennesker og holde ubehagelige typer ude af din indercirkel.

Du kan beskytte dig selv ved at indse, at der er mennesker i dit liv, som gerne vil såre og skade dig, hvis du giver dem lov til det. Det kan være din partner, men det kan også være venner, kolleger, familiemedlemmer eller andre, du møder på din vej.

Forstå mennesker omkring dig
Hvis du vil undgå at blive dolket i ryggen, er det ifølge Dr. Phil nødvendigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvad det er, der motiverer mennesker i dit liv til at handle, som de gør. Du skal skabe dig et krystalklart billede af din egen virkelighed.

For mange af os kan det være lidt at et ’wakeup call’ at begynde at tænke: Hvad det er, der driver mine venner, mine kolleger, min chef eller min mor til at handle? Typisk vælger vi ifølge Dr. Phil at være blinde i forhold til andre menneskers motiver.

Du bærer måske lyserøde briller, som giver dig et alt for rosenrødt billede af, hvad der i virkeligheden sker omkring dig. Sådanne lyserøde briller kan få dig til at overse mennesker i dit liv, som er negative,som spænder ben for dig, som udnytter dig, som bagtaler dig, og som ønsker at spænde ben for din livsglæde og din succes.

Gamle dyder fører ikke til succes
Mange af os har fra barnsben lært, at hårdt arbejde vil bære frugt, og at hvis du bare er ærlig, loyal, tålmodig og omsorgsfuld, så vil du gøre dig fortjent til en plads i solen. Sådan fungerer det imidlertid ikke i virkelighedens verden, hvis vi skal tro Dr. Phil.

”Sandheden er, at meget af det, vi lærer, ikke så meget handler om, hvordan verden i virkeligheden er, men i højere grad om, hvordan verden burde være.”

Virkeligheden er, at der er mennesker omkring os, som lyver, bedrager, stjæler, udnytter og begår overgreb. Det er mennesker, der vil sabotere dig, hver gang muligheden byder sig. Det er mennesker, der allerede er i dit liv, måske endda i dit hjem eller i din familie.

Derfor taber du i livet
Hvis du har stået i situationer, hvor du har følt, at du er blevet bedraget, er du ikke alene. Det kan være en nær ven, der er faldet dig i ryggen, og det kan sågar være din mor, der har bagtalt dig overfor resten af din familie, så du helt ufortjent er havnet i rollen som familiens sorte får.

Nogle mennesker taber, eller trækker det korteste strå, fordi de ikke ved, hvordan de i virkeligheden skal spille spillet, påpeger Dr. Phil. For at vende skuden og opnå større succes i livet, er det først og fremmest nødvendigt at forstå, at mennesker ikke tænker ens. Mennesker, der udnytter andre, tænker sandsynligvis helt anderledes, end du gør:

Disse mennesker ser ifølge Dr. Phil ikke verden på samme måde, som du gør. De har ikke dine standarder for menneskelige relationer. De mangler den empati, der sætter os i stand til at anerkende og identificere os med et andet menneskes følelser. Disse mennesker mangler samvittighed. De mangler evnen til at føle skyld. Selvoptaget og narcissistisk går de efter det, som deres eget ego kræver. De er bevidst og ubevidst skruppelløse. De bruger beskidte kneb og har skjulte dagsordener. De udnytter, begår overgreb, lyver, snyder og manipulerer.

Sådanne mennesker har ifølge Dr. Phil primært fokus på det, de selv vil opnå:

”De sætter alt ind på at vinde – og det er ofte dig, der betaler ’omkostningerne’.”

Du fortjener bedre
Hvis du har det som de fleste mennesker her i verden, er du sandsynligvis ikke sikker på, hvad du helt præcist fortjener i livet. Har du virkelig gjort dig fortjent til den forfremmelse? Har du virkelig fortjent sådan en god ven? Kan du mon klare presset?

Tvivlen på dig selv kan få dig til at tøve i situationer, hvor du har brug for modigt at stå frem og give udtryk for, hvad du gerne vil. Du kan endda risikere at blive handlingslammet og få noget galt i halsen, når du er under pres. Problemet er bare, at når du tvivler på dig selv, vil andre mennesker kunne udnytte denne tvivl til deres egen fordel.

”For mig handler integritet om at gøre det, der er rigtigt, selv når andre menneskers blik ikke hviler på dig”, skriver Dr. Phil, som samtidig gør opmærksom på, at nogle mennesker vil udnytte muligheden for at skade andre i det skjulte, når muligheden byder sig. De er drevet af deres egne ambitioner. Disse mennesker forstår, at livet fordrer forhandling, positionering, jagt på indflydelse og evne til at gennemskue systemerne.

Når andre ønsker at skade dig
Hvis et andet menneske bevidst forvolder dig smerte, skader dig eller udsætter dig for risiko, er der tale om det, som Dr. Phil kalder en ’baiter’. En baiter adskiller sig fra de mennesker, du normalt kan være i konflikt med. I sunde relationer kan konflikter opstå på grund af forskellige synspunkter og interesser. I mødet med en baiterer er der ikke respekt for divergerende synspunkter. Baiteren ønsker at vinde på din bekostning.

Det vil være fristende at synke ned på samme niveau som baiteren, men det anbefaler Dr. Phil dig ikke at gøre. Du kan i stedet vælge at spille spillet smartere, samtidig med at du holder fast i din egen integritet og etik. I praksis betyder det, at du skal ændre din måde at tænke og handle på, så andre mennesker ikke slipper godt afsted med at udnytte og skade dig. Det gør du ved at tro på dig selv, acceptere dine egne styrker og også dine fejl og mangler. På den måde er du rustet til at stå op for dig selv på bedste vis, uden at du behøver at bruge lumske metoder.

Hvis du fornægter overfor dig selv, at der findes mennesker i denne verden, som ønsker at skade dig, gør du dig selv en bjørnetjeneste. Selv om du selv har moralen i behold, er det en ringe trøst, hvis du ikke har råd til at betale dine regninger, fordi du er blevet snydt.

Det vil med andre ord ikke holde dig varm om natten, at du ved med dig selv, at du er offer for udnyttelse. Du har i stedet brug for værktøjer, så du kan beskytte dig mod baiters. Du skal ganske enkelt undgå at være en brik i deres spil.

Mennesker uden empati
De mennesker, som Dr. Phil kalder ’baiters’, er mennesker uden empati. Det er mennesker med en dysfunktionel personlighed, og disse mennesker kan befinde sig på en skala fra mindre til meget ondskabsfulde.

Selv om der er mennesker i dit liv, som ikke decideret er psykopater eller narcissister, så kan de have nogle personlighedstræk, som kan skade dig og skabe ødelæggelse i dit liv. Det kan være mennesker, der misbruger din tillid, taler dårligt om dig bag din ryg, forfører din kæreste, stjæler dine penge, tager æren for dit arbejde, udnytter dig mentalt og følelsesmæssigt, dominerer og isolerer dig, skaber splid mellem dig og dine venner eller udnytter din venlighed.

”De kan være følelsesmæssige vampyrer, der kun er interesseret i et menneske i verden, og det er dem selv.”

Et naturligt spørgsmål i mødet med sådanne mennesker er ifølge Dr. Phil: ”Hvordan kan de gøre det mod dig?”

Du skal imidlertid ikke have det dårligt over, at du har svært ved at sætte dig ind i deres tankegang. Når du ikke selv er på udkig efter, hvordan du kan udnytte andre mennesker, er det svært at forstå, at nogle mennesker lever med dette mindset. Den manglende indsigt gør dig imidlertid ekstremt sårbar overfor at blive udnyttet.

Brug din intuition
”Jeg har altid troet på, at det er vores ansvar som mennesker at se efter det bedste i andre mennesker og hjælpe andre mennesker med at blive bedre”, lyder det fra Dr. Phil, som ofte har valgt at overhøre sin egen intuition i mødet med mennesker. Blandt andet undrede han sig på over, at en af hans ansatte havde store børn, som snød, bedragede og levede på kanten af loven. Hvordan kunne disse børn være sådan, når de havde sådan en sympatisk og pligtopfyldende mor? Efterfølgende viste det sig, at det ikke kun var kvindens børn, der havde en flosset moral. Kvinden tømte Dr. Phils firmakonto, hvilket han opdagede helt tilfældigt under en middag på en restaurant, hvor hans betalingskort blev afvist. I den situation ønskede han, at han havde lyttet til sin intuition.

Ud over at bruge din intuition og din sunde fornuft, skal du ifølge Dr. Phil sørge for at omgive dig med de rigtige mennesker – gode og autentiske mennesker – samtidig med at du så vidt mulig holder mennesker, der vil skade dig, på afstand eller helt ude af dit liv.

Hvis du er i tvivl om et menneske i dit liv, skal du ifølge Dr. Phil sætte denne person på en observationsliste. Du skal holde øje med, hvordan han eller hun agerer overfor dig, skrive det ned og samle informationer. Kun ved hjælp af fakta vil du være i stand til at lægge de lyserøde briller fra dig og forholde dig mere objektivt til mennesker i dit liv. Du kan derfor med fordel lave en liste med navne på mennesker, du kender. Samtidig kan du skrive ned, hvilken funktion de har (familie, venner, kolleger, chef, naboer, kæreste mv.) og hvad din intuition fortæller dig om dem hver især. Derudover kan det være klogt at overveje, hvordan de mennesker, du har på listen, kan skade dig, hvis de måtte ønske det. Det gælder naturligvis specielt de mennesker, du har det lidt underligt med.

Undgå at lade dig charmere
Hvis du møder et nyt menneske i dit liv, og dette menneske virker til at falde helt på halen over sit møde med dig, skal du ifølge Dr. Phil være på vagt. Baiters har mange måder at manipulere på, og en af metoderne til at nå dig kan være med charme og skøn tale for øregangene. I den situation kan du med fordel stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor gør han eller hun det?

Det kan være vanskeligt at skelne mellem mennesker, der virkelig er dine venner, og mennesker, der ønsker at udnytte dig. Baiders forsøger at vinde din tillid ved at give dig ros og anerkendelse, og det kan få dig til at synes godt om personen. Her skal du imidlertid være opmærksom på, at de fleste af os har en tendens til at stole på mennesker, som godt kan lide os. Vi har også en tendens til at kunne lide de mennesker, som kan lide os. Hvis et menneske ønsker at vinde din tillid, er et at de stærkeste værktøjer derfor at få dig til at føle, at han eller hun godt kan lide dig.

Lev dit eget liv
I stedet for at spilde energi på baiters, kan du ifølge Dr. Phil med fordel fokusere på dit eget liv. Hvad er det, du gerne vil? Hvad er succes for dig? Hvordan vil du opnå det?

Ligesom på en restaurant skal du ikke bestille de retter, du ikke bryder dig om. Du skal bestille de retter, du godt kan lide. I praksis betyder det, at du skal lægge en handlingsplan, så du skridt for skridt bevæger dig i retning af det, du gerne vil opnå. Gør det sammen med mennesker, du kan stole på.

Ifølge psykolog Signe Hegestand er det også nødvendigt, at du bliver bevidst om dine egne mønstre i kærlighedslivet:

”Hvis du gang på gang bliver involveret i usunde parforhold, er det bedste, du kan gøre, at blive nysgerrig på dig selv og stille spørgsmålet: Hvad er det inde i mig, der gør, at jeg gentager den samme type parforhold?”.

Når du bliver nysgerrig på dine egne mønstre, kan du ifølge Hegestand bevidst begynde at bryde dem og skabe større kærlighed, ro og glæde i dit liv fremadrettet.

Ifølge Dr. Phil skal du ikke bare overleve og hutle dig igennem livet. Du skal være stjernen i dit eget liv. Du skal være handlekraftig – og ikke bare reagere på, hvad andre mennesker byder dig.

Køb bogen: 'Psykisk vold - sådan kommer du videre'>>

Signe Hegestand Bogomslag 500x500