Arbejdspladser med nogenlunde lige mange kvinder og mænd har markant bedre psykisk arbejdsmiljø. Ny analyse viser mindre stress, færre trusler og mindre mobning. Forskningen peger samtidig på gevinster for både trivsel, innovation og bundlinje

8. juni 2026
Arbejdspladser, hvor der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder, har et bedre psykisk arbejdsmiljø end arbejdspladser med kønsmæssig ubalance. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.
"Arbejdspladser med nogenlunde lige mange kvinder og mænd giver bedre psykisk arbejdsmiljø. Forskellen er betydelig. Faktisk næsten en tredjedel bedre," siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Kønsbalancer i bestyrelser har med god grund fyldt meget i den offentlige debat. Vores nye analyse viser, at kønsbalancen ikke kun er vigtig omkring bestyrelsesbordet, men også i medarbejderkantinen,” siger Kristoffer Lind Glavind.
Analysen viser også, at hvis arbejdsmiljøet på de kønsmæssigt skæve arbejdspladser blev løftet til samme niveau som på de kønsbalancerede, ville omkring 47.000 færre lønmodtagere have et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Resultaterne peger dermed på, at kønsbalance kan have betydning for både medarbejdernes trivsel og virksomhedernes udvikling.
Bedre trivsel på arbejdspladsen
På arbejdspladser med kønsbalance er der i gennemsnit mindre stress, færre trusler og mindre mobning. Alligevel arbejder næsten otte ud af ti lønmodtagere på en arbejdsplads i kønsmæssig ubalance.
”Det er tankevækkende, fordi vi ved, at dårligt psykisk arbejdsmiljø sender mange på førtidspension og er dyrt for samfundet,” siger Kristoffer Lind Glavind.
”Forskningen peger på, at bedre kønsbalance også giver mere profitable virksomheder. Det kan være, fordi den psykologiske tryghed øges, og det kan mærkes på virksomhedernes bundlinje,” siger Kristoffer Lind Glavind.
Det har ikke nogen betydning, om den kønsmæssige ubalance er i mandlig og kvindelig favør.







