Ny forskning: Hjemmearbejde kan gavne kvinders trivsel

Hjemmearbejde, mindre pendling og større fleksibilitet kan have betydning for kvinders mentale trivsel. Det viser ny dansk forskning fra Copenhagen Business School

6. november 2026

Kvinder, der arbejder med opgaver, som kan løses digitalt, ser ud til at have en fordel, når det gælder mental trivsel. Et nyt studie fra Copenhagen Business School viser, at kvinder i digitalt orienterede job har haft en mindre stigning i brugen af antidepressiv medicin end kvinder i job, hvor arbejdsopgaverne i mindre grad kan udføres digitalt.

Studiet, der er støttet af ROCKWOOL Fonden, og forskerne peger på, at muligheden for hjemmearbejde, mindre pendling og større fleksibilitet i hverdagen kan være med til at forklare forskellene.

”Vores resultater peger på, at større fleksibilitet i arbejdslivet kan have stor betydning for medarbejdernes mentale trivsel. Derfor skal vi passe på med i debatten at gøre hjemmearbejde til et spørgsmål om magelighed,” fortæller lektor Moira Daly fra Copenhagen Business School, som står bag forskningsprojektet.

Digitale kvinder havde en mindre stigning
For kvinder med job, hvor opgaverne i højere grad kunne udføres digitalt, steg andelen, der fik udskrevet antidepressiv medicin, fra 5,0 procent til 7,1 procent fra 2018 til 2023.

For kvinder med job, hvor opgaverne i mindre grad kunne udføres digitalt, steg brugen i samme periode fra 6,2 procent til 8,6 procent.

Forbruget steg altså i begge grupper, men stigningen var markant mindre blandt kvinder, der i højere grad kunne udføre deres opgaver digitalt. Når forskerne undersøger forskellen nærmere, svarer det til, at hvis 500.000 sammenlignelige kvinder havde været i job, der i højere grad kunne løses digitalt, frem for job, der var mindre digitale, ville 1.250 færre kvinder have indløst en recept på antidepressiv medicin i perioden 2022-2023.

For mænd med job, der i højere grad kunne udføres digitalt, steg andelen, der brugte antidepressiv medicin, fra 2,9 procent til 4,2 procent fra 2018 til 2023. Til sammenligning steg andelen blandt mænd med job, hvor opgaverne i mindre grad kunne udføres digitalt, fra 3,9 procent til 5,5 procent i samme periode.

Når forskerne undersøger denne forskel nærmere, svarer det til, at hvis 500.000 sammenlignelige mænd havde været i job, der i højere grad kunne løses digitalt, frem for job, der var mindre digitale, ville 465 færre mænd have indløst en recept på antidepressiv medicin i perioden 2022-2023. Resultaterne for mænd er dog mere statistisk usikre.

Jobannoncer med hjemmearbejde steg efter pandemien
Forskerne kan se, at medarbejdere i job, der lettere kunne løses digitalt, i højere grad arbejdede hjemme under pandemien. Efter pandemien havde de også oftere længere afstand mellem hjem og arbejde. Det peger på, at behovet for daglig pendling blev mindre afgørende.

Samtidig steg andelen af jobopslag, der nævner muligheden for hjemmearbejde, i både 2020 og 2021. Stigningen fortsatte i 2022-2023, efter at pandemien og restriktionerne var ophørt.

”Det tyder på, at det ikke kun er de midlertidige nedlukninger, som førte til mere hjemmearbejde, men at der kan være sket mere varige ændringer i den måde, arbejdspladser organiserer sig på,” fortæller Moira Daly.

Studiet bygger på registerdata fra Danmarks Statistik for mere end 1,1 millioner kontoransatte danskere fra 2015 til 2023. Forskerne har undersøgt over én million jobannoncer fra Jobindex og definerer, hvor digitalt intensive forskellige jobområder er, ud fra hvor stor en andel af jobopslagene inden for et jobområde efterspørger digitale kompetencer inden for f.eks. digital markedsføring, AI og netværksadministration.

Lederes digitale erfaring har betydning
Forskningsrapporten viser også, at ledere med erfaring fra andre virksomheder, hvor en stor andel af medarbejderne havde digitale job, i højere grad begyndte at tilbyde mulighed for hjemmearbejde efter corona.

I virksomheder med digitalt erfarne ledere steg andelen af jobopslag med mulighed for hjemmearbejde 2,6 procentpoint mere i 2022-2023 end før corona i årene 2015-2019.

Før corona var andelen af jobopslag med mulighed for hjemmearbejde i gennemsnit omkring 3,1 procent blandt de virksomheder, forskerne undersøgte. De 2,6 procentpoint svarer dermed til omkring 84 procent af niveauet før corona.

Læs mere om forskningen hos ROCKWOOL Fonden

Kilde: Ritzau