Narcissistens adfærd er farlig og skadelig for de mennesker, der er tæt på. Sådan lyder det fra forfatter og terapeut Karyl McBride. Narcissisten tænker nemlig kun på sig selv og trækker andre mennesker ned for selv at stå stærkere
I folkelig tale er en narcissist et menneske, der er selvoptaget og praler af sine bedrifter. Imidlertid er mennesker, der lider af en egentlig narcissistisk personlighedsforstyrrelse, andet om mere end blot pralende og selvforherligende.
Terapeut og forfatter Karyl McBride har studeret narcissisme i mere end 25 år, og på sitet PsychologyToday.com fortæller hun, hvordan hun har hjulpet mange ofre for narcissister:
”Jeg har være direkte vidne til, hvor farlig, skadelig og afvæbnende narcissisten kan være over for andre mennesker", lyder det fra McBride, der er forfatter til bogen Bli’r jeg nogensinde gode nok – hjælp til døtre af narcissistiske mødre.
Ifølge det amerikanske diagnosesystem, er der i alt 9 personlighedstræk, som tilsammen kan være tegn på en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Disse træk afslører, hvordan narcissisten tænker:
- Narcissisten overvurderer sig selv og sin egen betydning. Dette er ifølge Karyl McBride ikke nødvendigvis noget større problem for omgivelserne. Vi kender hver især mange arrogante mennesker, der har brug for at føre sig frem for at dække over deres egen skrøbelighed. Imidlertid kan det være skadeligt for børn, hvis en af deres forældre er narcissist. Narcissisten kan nemlig få både børnene og partneren til at føle, at de er mindre kloge - og i det hele taget ikke helt gode nok.
- Narcissisten er opslugt af fantasier om ubegrænset succes, magt, skønhed og ideel kærlighed. Det betyder i praksis, at ”alt handler om mig”, mens ”du er uden betydning”. Narcissisten vurderer dig ud fra, hvordan du kan bidrage til, at han eller hun kan opnå perfektion.
- Narcissisten mener, at han eller hun er ”speciel” og unik, og at det kun er andre ”højstatus-mennesker- eller institutioner”, der kan matche ham eller hende. Denne måde at tænke på sætter fokus på præstation og ikke på mennesket bag. Narcissistens mantra er ifølge McBride, at du bliver vurderet på ”hvad du udretter” og ikke på ”hvem du er som menneske”.
- Narcissisten kræver overdreven beundring. Det er ifølge McBride meget udmattende at have en narcissist tæt inde på livet, fordi narcissisten føler sig tom indvendig og derfor har brug for konstant ros og beundring. Samtidig bliver dine behov som partner ikke mødt. Det er kort sagt dig, der yder, mens det er narcissisten, der nyder.
- Narcissisten føler berettigelse. Det kan eksempelvis være, at han eller hun føler, at det kun er rimeligt at forvente særbehandling. Denne forventning om særbehandling er svær at håndtere, fordi konsekvensen er, at der ikke er plads til andre menneskers behov. Narcissistens behov kommer i første række – uanset hvad. Narcissister forventer kongelig behandling, og hvis du ikke samarbejder, er der konsekvenser: Narcissisten bliver nedladende, prøver at trække dig ned, kommer med ubehagelige kommentarer, forsøger at såre dig og undlader at rose dig og vise dig anerkendelse.
- Narcissisten udnytter andre mennesker. Mennesker omkring narcissisten er uden betydning. Det er narcissisten, det hele drejer sig om, og derfor handler det også om, hvad du kan gøre for narcissisten – og ikke den anden vej rundt. Hvis du kan genkende denne beskrivelse fra dit eget parforhold eller andre relationer, skal du ifølge McBride være på vagt, for narcissisten elsker dig ikke for at være det menneske, du er. Fokus er på, hvad han eller hun kan bruge dig til.
- Narcissisten har ingen empati. Han eller hun anerkender ikke - og sætter sig ikke ind i - andre menneskers følelser og behov. Manglen på empati er ifølge McBride en hjørnesten inden for narcissisme. Det er nemlig ikke muligt at elske et andet menneske uden samtidig at være empatisk. Derfor er det svært for en narcissist at knytte tætte bånd til sine børn og til sin partner. Narcissisten kan imitere kærlighed, men imitationen holder ikke i længden. Har du eksempelvis oplevet, at et menneske er venligt og imødekommende og pludselig vender på en tallerken, når der opstår modstand? Narcissisten vil på et tidspunkt vende sig imod dig. Det er en svær erkendelse for mange, der har en narcissist tæt inde på livet - enten som forælder eller partner - at en narcissist ikke er i stand til at elske.
- Narcissisten er ofte misundelig på andre og tror samtidig, at andre mennesker er misundelige på ham eller hende. Eftersom narcissisten har brug for at se sig selv som større end selveste livet, antager narcissisten, at andre mennesker er jaloux på ham eller hende. Narcissisten føler sig ofte også selv jaloux og misundelig, hvis andre mennesker stråler for stærkt. I den situation er reaktionen, at narcissisten forsøger at trække andre mennesker ned. Det sker med konstant kritik, kritiske vurderinger, øgenavne og sladder. Samtidig forsøger narcissisten at pumpe sig selv op.
- Narcissisten udviser arrogance og en hovmodig attitude. Igen handler det om, at narcissisten forsøger at dække over sit eget skøbelige ego og sit lave selvværd. Selv om det umiddelbart virker som om, narcissisten har høje tanker om sig selv, døjer han eller hun i virkeligheden med selvhad. Derfor har narcissisten brug for at trække andre ned for selv at føle sig bedre tilpas. Selv om arrogante mennesker kan være trættende i længden, adskiller de sig fra narcissisten, fordi narcissisten ikke kun har behov for at prale, men også for at nedvurdere andre mennesker for selv at føle sig bedre tilpas.
Ifølge Karyl McBride er det vigtigt at forstå, at narcissisme findes i forskellige grader. Nogle mennesker har kun få træk, mens andre har en egentlig narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Vi kan alle udvise tegn på narcissisme, specielt når vi er under pres. Det er først, når disse karaktertræk er til stede over tid, at der kan være tale om en egentlig personlighedsforstyrrelse, der er farlig og skadelig for omgivelserne.
Bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre" af Karyl McBride giver dig indblik i, hvordan opvæksten med en narcissistisk mor påvirker en piges barndom og hendes liv som voksen kvinde. Hvis du kan genkende din egen barndom i bogen, bliver du guided til at forstå og tilgive din mor og skabe et autentisk og lykkeligt liv for dig selv som den kvinde, du er inderst inde. Bogen udkom på dansk i 2014 og kan nu kun lånes på biblioteket.