Det kan være virkelig, virkelig farligt for dig at være for sød

At være en sød pige – eller kvinde - gør dig mere udsat for at blive udnyttet og i værste fald misbrugt og udsat for vold. Det fastslår psykologen Beverly Engel, som opfordrer både søde kvinder og mænd til at passe bedre på sig selv

Af Katrine Skov, Powerkvinderne

Her i det nye årtusinde skulle man tro, at vi kvinder har lært at være klare i spyttet og sætte grænser, så vi ikke bliver udsat for fysisk, seksuel eller psykisk vold. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvis vi skal tro psykologen Beverly Engel, som har udgivet ikke mindre end 22 bøger om overgreb og magtmisbrug. En af bøgerne har titlen ’The Nice Girl Syndrome: Stop Being Manipulated and Abused – and Start Standing Up for Yourself’.

Bogen rejser spørgsmålet om, hvorfor så mange kvinder fortsat er ofre for vold, begået af deres mandlige partner. Ifølge Beverly Engel skal vi finde en del af forklaringen i det faktum, at alt for mange kvinder tilsyneladende stadigvæk tillader mænd at udøve vold mod kvinder – og i stort omfang at slippe afsted med det:

”Vi er nået langt siden dengang, mænd var af den opfattelse, at deres hustruer og døtre var deres ejendom, og at de havde "ret" til at behandle dem, som de ville. Nu er vi nødt til at holde mænd, der er voldelige overfor kvinder, ansvarlige for deres adfærd. Samtidig må vi kræve, at voldelige mænd får den behandling, de har brug for.”

Partnervold er et stort problem
Selv om vi er i dag er oplyste, og tiden er en anden, så har vi stadigvæk et stort problem – også i Danmark – når det handler om partnervold. Den seneste undersøgelse viser ifølge Lev Uden Vold, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold. Tallene kommer fra en undersøgelse udgivet i juni 2018 af Statens Institut for Folkesundhed.

Kigger vi på psykisk partnervold, har 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år, og det er specielt kvinder, der er ofre for denne type af vold, ifølge en undersøgelse fra VIVE, der er udgivet i august 2018.

Den amerikanske lægeforening anslår, at over fire millioner kvinder hvert år er ofre for vold begået af deres partner, og globalt er mindst hver tredje kvinde blevet slået, tvunget til sex eller på anden måde udsat for vold i deres levetid.

Piger og kvinder kan være for søde
Beverly Engel har skrevet en bog, der handler om, hvorfor det er farligt for kvinder at være for søde. Hun påpeger, at det at være ’for sød’ øger kvinders risiko for at blive et let mål for den forkerte slags mennesker. Det drejer sig om personer, som ønsker at kontrollere og dominere andre, og som har tendens til at være voldelige både psykisk, fysisk og seksuelt. Det at være for sød betyder, at kvinderne ikke er i stand til at beskytte sig selv, og at de måske i højere grad end andre kvinder hænger fast i usunde og voldelige forhold.

”Det er min påstand, at sød-pige-opførslen har den konsekvens, at du i højere grad er udsat for overgreb”, påpeger psykologen uden at lægge ansvaret for volden over på kvindernes skuldre. Hun gør opmærksom på, at det på ingen måde er voldsudsatte kvinders skyld, at deres partner er voldelig. At kvinder er ’for søde’ betyder derfor ikke, at de bærer ansvaret for, at de bliver ofre. I stedet handler det om, at kvinder ved at være søde, ubevidst sender et signal til mennesker, der har tendens til at begå overgreb, om, at hendes behov for at være sød er stærkere end hendes evne til at beskytte sig selv.

Du har ikke råd til at være for sød
Den barske sandhed er ifølge Beverly Engel, at kvinder ikke har råd til at være søde, fordi det ikke er sikkert nok. Det at være sød betragtes som en svaghed, som kan udnyttes af en potentiel krænker. Og der er mange mennesker, både mænd og kvinder, som vil forsøge at udnytte denne svaghed.

Selv om det lykkeligvis ikke er alle søde piger, der bliver voldtaget – eller udsat for psykisk og fysisk vold i deres forhold - så er det for risikofyldt for søde piger og kvinder at fortsætte med at være så godhjertede. Derfor er det nødvendigt at stille skarpt på, hvem den søde pige eller kvinde er, og hvad hun gør, som risikerer at ramme hende som en boomerang.

Sød pige – på godt og ondt
Ifølge Beverly Engel bekymrer en sød pige eller kvinde sig mere om, hvad andre mener om hende, end hvad hun selv tænker og mener. Hun er også ofte mere opmærksom på andre menneskers følelser end på sine egne, og hun har tendens til at lade tvivlen komme andre til gode i stedet for at have tillid til sin egen fornemmelse og opfattelse.

Synonymer for ordet 'sød' er: omhyggelig, behagelig, stille, nem at have med at gøre, sympatisk, dejlig, god, beundringsværdig og serviceminded. Mange søde piger og kvinder sætter en ære i at blive opfattet på den måde. Beverly Engel hæfter dog også andre og mindre positive ord på den søde pige: tilpassende, passiv, karakterløs og falsk. Hun siger, at ’søde piger er fleksible. De gør det, de får besked på, fordi de har lært, at det er lettere end at sige nej og argumentere imod.’

Søde piger og kvinder kan være for passive og er ofte bange for at stå fast på deres ret og på deres egne holdninger, hvilket gør dem til lette ofre for kontrol og manipulation. De er bange for at sige deres mening enten af frygt for at såre andres følelser eller for selv at blive afvist og såret. Deres angst for konflikter og konfrontation betyder, at de bliver selvudslettende og vage. De kan finde på at sige en ting i en situation og noget andet i en anden bare for at gøre andre glade.

Søde piger og kvinder kan virke falske, fordi de ikke siger det, de virkelig føler og mener. De lader f.eks. som om, at de kan lide en person, selv om det ikke er tilfældet - eller de siger, de har lyst til at være et sted, hvor de i virkeligheden ikke bryder sig om at være.

Socialisering gør piger søde
Beverly Engel understreger, at det ikke er søde pigers og kvinders skyld, at de er, som de er. Der er mange gode grunde til deres adfærd, som har rod i deres baggrund, Det kan være påvirkninger fra forældre og miljø i barndommen. Piger og kvinder, som lider under ’sød-pige-syndromet’, gør det, de har lært at gøre. Ifølge Beverly Engel er der fire vigtige grunde til sød-pige-opførsel:

1. Biologisk disponering: Det, der tidligere er blevet betragtet som kvindelig passivitet, skal ifølge Harvard University-professor Carol Gilligan i højere grad betragtes som et behov for at søge en løsning, som i størst muligt omfang inkluderer alles behov. Det drejer sig derfor om en omsorgshandling og ikke som tilbageholdenhed ift. aggression. En undersøgelse fra UCLA-universitetet har dokumenteret, at kvinder har et større adfærdsrepertoire end ’kamp og flugt’, som mænd ofte benytter sig af. Stressrespons-hormonet oxytocin ansporer kvinder til at handle ved at samle andre kvinder og børn omkring sig og søge beskyttelse.

2. Socialisering: Piger socialiseres typisk til at være høflige, ordentlige, behagelige og tilpassende – alt sammen personlighedstræk, der karakteriserer søde piger.

”Det at være sød har i mange århundreder været synonymt med noget kvindeligt og piger skulle være ’sugar and spice and everything nice’”, siger Beverly Engel. Dette feminine ideal er desværre fortsat gældende i mange kulturer, hvor piger og kvinder skal glæde andre, være uselviske, dejlige, smukke og gøre sig selv til genstand i en andens liv.

For at leve op til kulturelt definerede normer, skal en teenage-pige derfor undertrykke mange sider af sig selv. Hun holder måske op med at sige sin mening og give udtryk for sine følelser i sine bestræbelser på at glæde andre – især dem af modsat køn.

I familien lærer vi at begå os gennem opdragelse og tro. Vi får at vide, hvordan vi skal behandle hinanden og hvilken rolle, vi skal spille. Det er budskaber og overbevisninger, som har en meget stærk indflydelse på os og som former vores tanker og opførsel.

Nogle familiemæssige mønstre er ifølge Beverly Engel i højere grad end andre med til at påvirke piger til at lægge låg på sig selv:

  • At have en voldelig eller tyrannisk far eller ældre bror
  • At have en passiv mor
  • At vokse op i en misogynistisk familie (misogyni betyder had eller stærke fordomme mod kvinder)
  • At have forældre, der i for stor grad vægter det at være retfærdig, medfølende og sød.

Det at tro, at andre menneskers følelser og behov står over ens egne, er noget, man som regel har med sig hjemmefra. Den overbevisning kan stamme fra en med-afhængig mor, som ofrer sig selv for sin familie og sin mand, og som aldrig har overvejet sine egne ønsker og behov. En pige, der vokser op med sådan en mor, har fået indlejret i sit system, at hvis du skal være en god kvinde, en god hustru eller en god mor, så skal du tilsidesætte dine egne behov.

Selviske og narcissistiske forældre, som sætter deres egne behov før andres og som ignorerer børnenes behov, er også skadelige for et sundt selvværd.

3. Erfaring: En del kvinder, som har en sød-pige-adfærd, kan have oplevet fysisk eller psykisk vold eller seksuelt misbrug i deres barndom. Misbruget og overgrebene får store konsekvenser for kvinden i form af usunde handlemønstre og overbevisninger - f.eks. sød-pige-syndromet eller en generel offermentalitet. Beverly Engel beskriver en række uheldige adfærdsmønstre som ofre for overgreb har tendens til:

  • At klandre sig selv, når noget går galt
  • At tvivle på sig selv, f.eks. deres opfattelse, viden og overbevisning
  • At have overdreven tillid til andre, selv hvis det viser sig, at de er upålidelige
  • At være naive når det drejer sig om andres motiver
  • At tro, at det er deres opgave at imødekomme andres behov (især deres partners og børns behov) uanset hvilke konsekvenser det har
  • At deres egne behov ikke er så vigtige som andres
  • Frygtfaktoren - Beverly Engel pointerer, at frygt er den dominerende faktor i sød-pige-syndromet. Det er eksempelvis frygten for mænds fysiske overlegenhed.

4. Den fysiske overlegenhed: Den ene meget vigtige årsag til kvinders frygt er, at hunner er ’det svagere køn’ i hvert fald fysisk. Langt de fleste mænd er større og stærkere end de fleste kvinder, og alene derfor kan kvinder føle sig truede af mænd. Det er nok ikke noget, vi tænker på hver dag, men frygten er der alligevel. Således viser en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd og Megafon, at 58 procent af danske kvinder føler sig utrygge, når de færdes i byen om natten. Den frygt oplever kun 27 procent af mændene.

Kvinders frygt for mænds fysiske overlegenhed kan sammenlignes med, hvordan en lille hund har det sammen med en stor hund. De to hunde kan sagtens leve sammen, lege og boltre sig med hinanden. Men tag ikke fejl; den lille hund kender sin begrænsning og ved, at hvis den store hund vil, så kan den overmande den lille.
Den anden faktor, som er tæt knyttet til forskellen i størrelse, er, at mænd har et indbygget våben, de kan bruge mod kvinder – nemlig deres penis. Det er måske ikke den almene opfattelse af en penis, men ikke desto mindre kan en rejst penis bruges til at trænge ind, skade og dominere en kvinde. Og frygten er der på et ubevidst plan, siger Beverly Engel.

På grund af disse to fysiske faktorer ved kvinder, at deres sikkerhed afhænger af mænds velvilje. Hvis vi kommer på tværs og gør mænd vrede, risikerer vi at blive fysisk irettesat. Selvfølgelig misbruger de fleste mænd ikke deres fysiske overlegenhed mod kvinder, men muligheden er altid til stede.

Mænds historiske dominans
En anden meget vigtig årsag til kvinders iboende frygt er skabt af vores lange historie med mandlig dominans. Fysisk kraft har altid været et middel til at holde underordnede grupper på plads i samfundet. De fleste samfund har været mandsdominerede, og kvinder har været ofre for fysisk vold og trusler fra mænd. Derfor er mange kvinder bange for mænd. Vi skal ikke skrue tiden mange årtier tilbage, før vold i hjemmet ikke blev betragtet som et problem. Kvinden var mandens ejendom, først faderens og så husbondens.

Fortsat dominans og misbrug
Selvom der er stor opmærksomhed på vold i hjemmet og misbrug af børn, så sker det jo alligevel i et alt for stort omfang, skriver Beverly Engel, og i enhver kultur over hele verden. Virkeligheden er, at mænd fortsat begår overgreb mod kvinder, hvilket er endnu en grund til kvinders frygt for mænd. Når en pige eller kvinde udsættes for vold – psykisk, fysisk eller seksuelt - bliver hun overvældet af frygt og skam – selvfølgelig også for frygt for at blive udsat for det igen. Som Beverly Engel bemærker, så er overgreb en måde at holde kvinder nede på – uanset om undertrykkelsen foregår bevidst eller ubevidst.

Frygten i de forskellige former for dominans er selve kernen i og årsagen til de fleste af de falske overbevisninger, der forårsager sød-pige-syndromet. En forståelse af den generelle frygt kan bidrage til at fjerne noget af den skam, som mange kvinder har - en skam de har pga. af deres passivitet. F.eks. er mange kvinder ude af stand til at forlade et voldeligt parforhold, selv om de godt ved, at de er nødt til det. Men årsagen til, at de bliver, er ikke, at de er svage eller dumme, eller at de er masochister. De er ganske simpelt bange af de forskellige grunde, som Beverly Engel påpeger.

Det kan du gøre
Hvis du kan genkende, at du selv har en "sød-pige"-adfærd, så vil forståelsen af de forskellige former for frygt ifølge Beverly Engel hjælpe dig med at:

  1. at forstå dig selv bedre
  2. ikke at være så kritisk overfor dig selv – eller håbefuld
  3. være mere motiveret til at ændre dig

Selvom denne artikel er rettet mod kvinder, er der information i den, der også kan gælde for mænd, for der findes bestemt også mænd, som er ’for søde’ og lever efter devisen: Vil du frem i verden, så buk! Måske frygter disse mænd at blive forladt og sidde alene tilbage, eller de frygter at forlade konen, fordi hun så vil hævne sig via børnene. Uanset hvilken type af frygt, der er tale om, så har søde drenge og mænd mange af de samme adfærdsmønstre som søde piger og kvinder.

Nice girl forside

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce