I et psykisk voldeligt forhold kan din partner den ene dag være det mest charmerende, flinke og rare menneske på Guds grønne jord for næste dag at nedgøre og true dig. Samme metoder bruger nogle af verdens værste tyranner og diktatorer

I det nordlige Afrika var oberst Gaddafi i mange år en tyrannisk og farlig enehersker, men han havde også en charmerende side af sin personlighed. Som ung lignede han en filmstjerne - slank, mørk, charmerende og smuk – og han blev hurtigt kendt som en flamboyant kvindebedårer.
Hvis du lever i et psykisk voldeligt forhold, kan det være svært at forstå, at din partner både kan være den mest charmerende og elskelige person – og samtidig den mest modbydelige tyran overfor dig. Ofte kan du komme ud for, at venner, familie og bekendte kun ser den charmerende side, mens du står helt alene med grænseoverskridende oplevelser fra hans – eller hendes – side bag hjemmets fire vægge.
Når din partner formår at skifte mellem at være charmør og tyran, er det svært – hvis ikke umuligt – for dig, at overbevise omverdenen om, at du er udsat for psykisk vold. Det kan også gælde i forhold til myndighederne, hvor sagsbehandlere, børnesagkyndige og dommere ikke gennemskuer den psykiske vold, du er udsat for. Mennesker omkring dig ser ganske enkelt kun charmøren og kan slet ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at din partner også kan være så følelseskold og truende, som du beskriver.
På verdensscenen ved vi, at der historisk set har været mange diktatorer og tyranner, som ud over at være omskiftelige og lunefulde personligheder også har haft magt over mennesker – måske endda et helt folk. Det er mennesker som Saddam Hussein fra Irak, oberst Gaddafi fra Libyen, Fidel Castro fra Cuba og Syriens nuværende præsiden Bashar Hafez al-Assad.
Disse mænd, som både har truet og henrettet mennesker, har også særdeles charmerende sider, og selv om din partner hverken er regeringschef eller folkemorder, kan du alligevel opleve, at du - godt nok i mindre målestok - lever med en humørsyg tyran. Mange oplever, at den psykiske vold fortsætter, også når parforholdet er slut, fordi han eller hun ikke vil give afkald på magten. Volden kan derfor fortsætte i form af stalking, retssager eller en bodeling, som ingen ende vil tage.
Den mest charmerende mand
Den irakiske diktator Saddam Hussein er en af de tyranner, som også har charmerende sider. CIA’s chefanalytiker i Irak, John Nixon, skulle i 2003 afhøre Saddam, efter at amerikanerne havde taget ham til fange. Diktatoren havde af sikkerhedshensyn mange dobbeltgængere, men takket være et ar fra et skudsår og tatoveringer fik de identificeret den rigtige.
”Den første aften var han meget konfronterende, fordi han netop havde fået vendt sin verden på hoved. Men i takt med, at måneden skred frem, så fik han voldsomme humørsvingninger. Nogle gange var han den mest charmerende mand, jeg nogensinde har mødt, men så snart vi gik lidt til ham og spurgte ind til ubehagelige ting, så fandt vi ud af, at han var ond, kynisk og nærmest skræmmende”, fortæller CIA-analytikeren i EkstraBladet. Agenten henviser til en bestemt episode, hvor Saddam blev spurgt ind til det påståede kemiske angreb i byen Halabja:
”Her blev han rasende på mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var meget glad for at have den amerikanske hær på min side, for han havde et morderisk blik i øjnene.”
Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti var Iraks præsident og diktator fra 16. juli 1979 til 9. april 2003, hvor han blev afsat under Irakkrigen og siden henrettet for rullende tv-kameraer.
Et selviscenesættende magtmenneske
I det nordlige Afrika var Oberst Muammar Muhammad Abu Minyar al-Gaddafi i mange år en tyrannisk og farlig enehersker, men også han har haft en særdeles charmerende side af sin personlighed. Som ung lignede han en filmstjerne - slank, mørk, charmerende og smuk – og han blev hurtigt kendt som en flamboyant kvindebedårer.
Vi husker alle Gaddafi for hans selviscenesættelse og store garderobe med de mest fantasifulde og farvestrålende gevandter. Den danske journalist Jens Nauntofte har mødt Libyens tidligere enehersker, og han beskriver ham ifølge Information som ”et vindende væsen – meget åben og charmerende, når det passer ham”.
Udover at have et vindende væsen er Gaddafi beskrevet som temperamentsfuld, en voldsom hypokonder og en mand med en besværlig psyke. Gaddafi var ikke god til at lytte til andre, og han var berygtet for sin lunefuldhed. Han skulle også være svær at få øjenkontakt med, og så var han omgivet af smukke, kvindelige bodyguards, som alle skulle være jomfruer for at gøre sig fortjent til uniformen og titlen.
I 2011 mistede Gaddafi magten til oprørshæren, og den 20. oktober 2011 meldte kilder i Sirte at Gaddafi formodentligt døde af kvæstelser, i forbindelse med en tilfangetagelse
En glødende personlighed
Vender vi blikket mod Cuba, finder vi Fidel Castro, som med sin stærke charme og glødende personlighed forførte sit folk. Castro bliver ifølge BT beskrevet som en ukuelig kvindebedårer med et charmerende udseende og et revolutionært engagement.
Castro var en cubansk kommunistisk revolutionær. Han tog magten i landet den 16. februar 1959 ved afslutningen på den cubanske revolution, hvor han afsatte den USA-støttede diktator Fulgencia Batista og blev premierminister. Fidel Castros styre udviklede sig i totalitær retning, hvilket medførte fængsling og eksil for titusinder af kontrarevolutionære
Den 19. februar 2008 meddelte Castro, at han ikke ville genopstille som præsident og øverstkommanderende for Cuba ved det kommende valg på grund af sit dårlige helbred. Herefter blev hans bror Raúl Castro valgt som præsident.
Fidel Castro døde den 25. november 2016, i en alder af 90 år, og i løbet af sit liv fik han børn med 10 forskellige kvinder.
En flink, beskeden og tænksom familiefar
Han blev i mange år betragtet som en flink familiefar, der sammen med sin smukke hustru ville reformere Syrien, men hvem er han egentlig præsident Assad, der anklages for at bruge giftgasser mod sit eget folk? Det spørgsmål stiller Berlingske i en artikel den 28. august 2013.
I årevis blev Bashar al-Assad portrætteret som en nøjsom leder af Syrien, der i sine yngre dage blot kørte rundt i en gammel Peugeot. Som en genert, akavet og usikker mand, men også som en charmerende, moderne og sympatisk præsident, der sammen med sin smukke hustru, den britiskfødte Asma Assad, blev udråbt til ægte reformatorer.
Selv globalt anerkendte og normalt kritiske medier som New York Times og The Guardian kunne ifølge Berlingskes artikel slet ikke få det til at passe, at Syriens førstemand skulle stå i spidsen for en undertrykkende politistat. The Guardian beskrev ham i 2008 som ”beskeden, tænksom og følsom” og mente også, at han var ”god til det med mennesker”. Dette billede har præsidenten i mange år vist udadtil, hvor han er fotograferet sammen med sin smukke hustru med tilnavnet ’Ørkenens rose’ og deres børn.
I marts 2011 var befolkningen i Syren skuffet over, at præsidenten kun på overfladen varetog befolkningens interesser. I stedet for at vise forståelse for den ulmende utilfredshed gjorde Assad det klart, at hvis folk ville slås, var han klar til at tage kampen op. Det udviklede sig til et blodbad, giftgasangreb mod befolkningen og flygtningestrømme. Det er denne diktator, som Danmark i dag vil sende mennesker – specielt kvinder – tilbage til området omkring Syriens hovedstad Damaskus.







