At tage afstand fra en narcissistisk familie kan være en svær og ensom kamp. Her deler døtre af narcissistiske mødre deres bedste råd til, hvordan du beskytter dig selv, sætter grænser og bevarer fodfæstet, hvis din mor sætter hele familien op imod dig

"Alle små piger fortjener at have mødre, som er helt tossede med dem. Hvis du ikke havde en kærlig mor, har du ret til at sørge over det tab."
Det skriver forfatteren Karyl McBride i sin bestseller 'Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre'. En narcissistisk mor - eller far - er centrum i familiens univers, og hvis du ikke tilpasser dig og udfylder den rolle, som din narcissistiske forælder forventer af dig, kan du risikere at han eller hun vender hele familien imod dig.
På Facebook er der en gruppe, som kalder sig 'Voksne døtre af narcissistiske mødre'. Her skriver en kvinde:
"Jeg har brug for jeres støtte, for hele min narcissistiske familie fører krig mod mig, fordi jeg trækker mig væk fra familiesystemet og træffer mine egne beslutninger baseret på, hvad jeg ønsker og har brug for".
At bryde fri fra en narcissistisk familiesystem kan føles som at gå i krig, fremgår det af svarene til kvinden. Mange, der står i samme situation, oplever et voldsomt pres fra deres familier, som prøver at fastholde kontrollen og efter moderens ønske presse datteren tilbage i folden.
Her får du gruppens 5 bedste råd med fokus på at beskytte din mentale sundhed og tage kontrol over dit eget liv.
1. Gå din egen vej og se ikke tilbage: Flere gruppemedlemmer understreger vigtigheden af at følge sin egen vej uden at kigge sig tilbage. Shirley skriver kort og kontant: "Forlad dem og se dig ikke tilbage", mens Jaclyn påpeger, at familiens vrede er et tegn på, at du er på rette vej: "Det betyder, at du gør det rigtige, og de bliver sure, fordi de mister grebet om dig!"
2. Sæt grænser og vær stædig: Grænsesætning er et af de mest fremtrædende temaer i svarene. Lisa forklarer, at det er vigtigt at huske, at man har ret til at blive behandlet med respekt: "Du har lov til at have grænser. Du har ret til at blive behandlet med respekt." Hun råder også til at søge støtte blandt venner, der kan hjælpe dig med at stå fast, når tvivlen rammer: "De har ikke ret til at tyrannisere dig, bare fordi de er din familie."
3. Skær kontakten helt, hvis det er nødvendigt: Det fremgår af svarene, at det for nogle er den eneste løsning at afbryde kontakten fuldstændigt. Crystal foreslår: "Gå væk. Bloker deres numre og sociale medier. Du vil ikke fortryde, at du giver dig selv fred." Flere andre, som Nina, anbefaler at blokere hele familien: "Bloker ALLE, og jeg lover, at støjen vil tage af med det samme."
4. Søg støtte og opbyg et nyt netværk: At gå igennem en så stor omvæltning, som det er, hvis du vælger helt at bryde med familien, kan føles ensomt, men gruppemedlemmerne understreger vigtigheden af at finde støtte i andre. Erica minder om, at blod ikke nødvendigvis er tykkere end vand: "Familie er ikke altid defineret af blod. Hvis de er giftige, træffer du det sundeste valg for dig selv."
5. Tro på, at du gør det rigtige: Endelig er der mange opmuntrende ord fra dem, der selv har taget skridtet. Annie foreslår en hård, men nødvendig handling: "Afskær båndene til dem og skab et nyt liv for dig selv." Andre, som Alice, bekræfter, at det kan være den rigtige beslutning på lang sigt: "Det var det hele værd for mig. Ville ønske, jeg havde gjort det for mange år siden."
At bryde med en narcissistisk familie kræver mod, men disse råd viser, at du ikke er alene, og at friheden på den anden side kan være det hele værd - hvis alternativet er, at du igen og igen bliver svigtet, frosset ude, kritiseret, mobbet, ikke lyttet til og mødt med manglende respekt. Hvis du vil bryde fri, kan du gøre det fysisk ved helt at trække dig, men du kan også vælge at have et overfladisk forhold til din familie og på den måde skabe psykologisk afstand.







